
Så blev det tid til den sidste hilsen for dette år fra efterskolen!
Denne gang vil vi gerne fortælle lidt om vores musical, som vi brugte en del tid på gennem en uge. I år hed vores musical: Point of Return, og kort fortalt handler det om Gospel. Vi følger David, som er søn af en præst gennem mange år. David bliver sur på sin far, fordi faderen bruger mere tid på kirken end på sin familie, så da moderen dør uden at faderen er til stede, kommer det til et stort skænderi, hvor David forlader byen for ikke at vende hjem igen.
David får en fantastisk karriere som sanger – med alt hvad dertil hører af vin, kvinder og sang – men da han bliver ringet op af en gammel veninde, som fortæller at faderen er meget syg af kræft, vender David hjem igen, og de bliver forsonede, inden faderen dør.

Vi havde en fantastisk uge, hvor alle virkelig knoklede igennem, så vi kunne lave 2 rigtig gode forestillinger. Alle var i gang fra morgen til aften for at få scenen klar, kostumerne færdige og øvet sangene og dansen. Der blev brugt uanede mængder af sort velour til scenen, mens gospelkapperne krævede en del rødt gobelinstof – men det samlede resultat var det hele værd!
Det var bare så dejligt at være en del af det team bestående af elever og medarbejdere på skolen, som fik det hele til at gå op i en højere enhed – og det er en oplevelse, som vi ser tilbage på med glæde.
Noget, som vi på skolen vil komme til at savne fremover, er Rasmus. Vi vidste, at det var et spørgsmål om tid, inden vores bus ikke ville gå gennem endnu et syn, men derfor er det nu alligevel lidt underligt, at vi ikke har den mere…

Vi vil slutte med at ønske alle et godt forår – vi håber, det bliver en fantastisk tid med en masse gode solskinstimer og gode oplevelser