Nyt fra Brandværn – Maj 2011

Rinkenæs frivillige Brandværn

Årets generalforsamling…..

Brandkaptajn Kim Hansen udtalte mindeord over vores afdøde medlem Kurt Nissen og bød derefter vores 4 æresmedlemmer, Kaj Nielsen fra brandværnsorkesteret og 13 af 16 aktive medlemmer velkommen til vores generalforsamling.

Igen i 2009 var aktivitetsniveauet højt. Foruden de 18 udkald blev der afholdt 20 øvelser og møder.

Hele sagen omkring brandværnets nedlæggelse som nu har varet i næsten et helt år fik også en fremtrædende plads i beretningen. Det ser heldigvis nu ud til at vi kan få lov til at fortsætte. Byrådet har besluttet at vi inden d. 23. juni skal forelægge en plan for beredskabskommissionen for hvordan vi vil sikre at vi kan møde med en uddannet holdleder og 3 fuldt uddannede brandmænd. De nærmere kriterier kender vi ikke. Vi kan i dag godt opfylde kravet, men kan få lidt problemer i dagtimerne.

Efter kaptajnens beretning var næste punkt på dagsordenen optagelse af nye medlemmer og uddeling af hæderstegn. Vi har i år optaget 3 nye medlemmer og de blev officielt optaget ved håndslag.

Forhåbentlig vil vi kunne byde velkommen til endnu flere nye medlemmer i løbet af i år.

På billedet ses vores 3 nye medlemmer, fra venstre Luis Fernando Ospina, Allan Rodgers og Peter Ruwald

Årets regnskab blev forelagt af kasserer Peter Christensen og godkendt af forsamlingen.

Der var genvalg til vicebrandkaptajn Jonny Hansen og bestyrelsesmedlem Lars Frank Christensen. Vores kasserer siden 1999 Peter Christensen ønskede ikke at fortsætte og der blev Klaus Hviid Petersen valgt i stedet for. Derfor blev posten som sekretær ledig og nyvalgt blev Luis Fernando Ospina. Tak til Peter for de mange år som kasserer og velkommen til de nye funktioner til Klaus og Luis.

Der var nyvalg til revisorposten hvor Peter Christensen blev valgt.

Som depotmester blev Michael Jensen genvalgt og som ny depotmedhjælper blev Peter Ruwald og Luis Fernando Ospina valgt. Som fanevagt 2 blev Martin Toft Hansen genvalgt og Klaus Hviid Petersne blev genvalgt som saniteter.

Til æresretten var der genvalg af Jørgen Petersen og Jonny Hansen og nyvalgt blev Povl Ernst Christiansen.

Til festudvalget blev Allan Rodgers og Michael Jensen nyvalgt og der var genvalg til Martin Toft Hansen.

Sommerens aktiviteter…..

Torsdag d. 5. maj kl. 19.00 markerer vi officielt starten på sommersæsonen med vores udmarch. Igen i år vil vores orkester gå foran fane og mandskab på en rute igennem byen. Alle er velkomne til at kigge og lytte med hvis vi kommer forbi ved dig.

Hvis du kunne tænke dig at prøve at deltage i en øvelse er du mere end velkommen. Se øvelsesdatoerne på vores hjemmeside og mød op kl. 18.45.

Sankt Hans aften i spejderhytten og ved parkunderholdning i Gartnerslugten kan vi igen i år findes ved grillen.

Aktive medlemmer…..

Vi skal for at kunne fortsætte mange år endnu have nogle nye medlemmer som gerne skal være hjemme eller kunne komme hjem i dagtimerne.

Du skal derfor ikke blive overrasket hvis vi pludselig står ved din dør og gerne vil fortælle dig lidt om det at være brandmand.

Hvis du vil være sikker på at få besøg må du gerne kontakte Lars Christensen på tlf. 31 72 79 34.

Hvis du mangler oplysninger om brandværnet kan du prøve at gå ind på vores hjemmeside http://www.rinkenæs-brandværn.dk , du kan finde os på Facebook under Rinkenæs Frivillige Brandværn.RFB, du kan også sende os en e-mail på følgende adresse: rfb@jyde.dk , eller bedre endnu ringe til Kim Hansen på tlf. 74 65 28 98.

Passive medlemmer…..

Et passivt medlemskab koster stadigvæk kun 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages meget gerne.

Beløbet kan stadigvæk indbetales ved at lægge det i en kuvert med navn og adresse og putte den i brevsprækken på brandstationen eller via posthus eller bank (husk på her er portoen jo mellem 6 og 20 kr.).

Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr og anskaffe uniformer til de nye medlemmer vi forhåbentlig optager i løbet af året.

Brandværnsorkesteret…..

Rinkenæs frivillige brandværnsorkester har sin 120. sæson.

Vi starter som sædvanligt sommersæsonen med udmarch d. 5. maj kl. 19.00 fra brandstationen.

Til de læsere som måske ikke kender os, vil jeg fortælle, at orkesteret består af 8 kvinder og 22 mænd. Den yngste er 34 og den ældste 88 år. Vi har et godt kammeratskab og fælles interesse i musikken. Dirigent er Carl P. Johannsen fra Sønderborg. Musikrepertoiret er bredt fra marchmusik til f.eks. Abba. Vi øver hver torsdag aften på brandstationen, har du lyst til at spille med så aftal et besøg (tlf. se nedenfor). Vi vil gerne have flere musikere, meget gerne slagtøjsspillere. Vi har to uniformer. Den gamle model 1891 bruges til optog, ringridninger o.l. Det nye "gallatøj" fra 2008 bruges til kirkekoncerter og andre standkoncerter.

Lige nu har vi travlt med at indøve nye numre til sommerens arrangementer, såsom jubilæumskoncert og senere Gråsten ringridning.

Sammen med vores venskabsorkester Hejmdal fra Harrislee har vi haft en øveaften med Jesper B. Sørensen, basunist i Berliner Philharmonikerne. Det var en oplevelse at blive instrueret af en 29 årig professionel musiker. I tre timer arbejdede vi med at indøve nogle fælles musikstykker til vores jubilæumskoncert.

Så glæd dig til d. 5. juli kl. 19.30, da afholder vi vores jubilæumskoncert i Gartnerslugten (gratis adgang).

Har du brug for musik til et arrangement eller lyst til at spille med? Så kontakt Henrik Paulsen tlf. 74 65 38 76.

På orkesterets vegne Inge-Lise Rasmussen.