Nyt fra Kirkerne – Maj 2010

Kirkebladet for Rinkenæs Sogn

Kirkebetjeningens navne og telefonnumre.

Sognepræst Marianne Østergård Petersen, tlf.nr.: 74 65 15 50

Kirkegårdskontoret v. Lars Ziemann, tlf.nr.: 23 46 32 18

Kirketjener Kirsten Lund, tlf.nr.: 29 44 96 97

Organist Agnes Hansen, tlf.nr.: 20 84 59 48

Kirkesanger Else Marie Nissen, tlf.nr.: 74 46 79 91

Hvorfor synger vi?

”Sang styrker ikke alene kulturfællesskab og socialt samvær, men også globalisering og konkurrenceevne”, siger nogle eksperter fra både Handelshøjskolen og musiklivet.

Det er jo store ord om noget, som umiddelbart er helt enkelt og basalt: Man bliver glad af at synge, og når vi synger sammen, løfter vi hinanden og bliver båret af sangen. Der opstår en stærk fornemmelse af at høre sammen.

Det er en naturlig del af børns liv at synge. Sangen kan beskrive stemninger og forløse følelser. Og vi ved, at barnet husker den musik, som det hører i de første år af sit liv. Det betyder, at de melodier, der ”synges ind med modermælken”, ligger gemt i barnets erindring som noget trygt og godt.

I begyndelsen er ordene i sangene udenfor barnets forståelsesverden, men efterhånden som barnet vokser op, får de ord, der er knyttet til melodierne, større og større betydning: Ordene bliver til billeder, der udvider barnets horisont.

Hvis det er salmepoesi, der er blevet sunget ind i barnets øre og sind allerede fra det var nogle få måneder gammelt, så vil barnet have et ”billedbibliotek”, der senere kan belyse nogle af livets store spørgsmål og danne grundlag for gode fortællinger og samtaler.

Gennem sangen smelter den kristne grundfortælling sammen med melodierne.

I salmen ”Alt, hvad som fuglevinger fik” skriver Grundtvig bl.a.:

”..og friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang, så højt i sky det klinger”.

Altså: Sangen er vores mulighed for at flyve. Derfor er fuglene et centralt motiv i Grundtvigs salmer. Hos ham er fugle og engle i familie – ikke kun fordi de har vingerne til fælles – de har også sangen til fælles. De udtrykker sig med sang.

Og det er lige her mennesket, menneskesjælen, kommer ind. For vi kan – som fugle og engle – svinge os fri af det, der tynger os og binder os til jorden og vende os mod himlen og lyset, når vi synger.

Marianne Østergård

Dit musikalske barn

Ved Rinkenæs kirke har vi gennem de sidste tre år arrangeret babysalmesang 6-7 mdr. om året med meget fin tilslutning. Målet med undervisningen er at indlære nogle fundamentale salmer, der præsenterer den kristne tradition. Salmernes 1. vers synges igen og igen, mens vi danser, bevæger os og/eller laver fagter til. Endvidere bruges rim og remser og legetøj passende til alderen, som er 1-12 måneder. I efteråret 2010 kører forløbet i alle ulige uger i sept., okt. og nov. måned. Pris for deltagelse i tre måneder, kaffe og den flot udsmykkede salmebog “min første salmebog” er 200,00 kr. Tilmelding til organist Agnes Hansen på ‘agnric@hotmail.com’ eller telefon 20 84 59 48. Antal deltagere pr. hold er 10 børn.

Agnes Hansen

  • ”Forældre”

    Min søn bad om brød

    og jeg gav ham sten

    han bad om en fisk

    og jeg gav ham en slange

    han bad om luft

    og jeg gav ham en cykelpumpe

    han bad om mit blik

    og jeg gav ham briller

    han bad om rum

    og jeg viste ham døren.

    For hver gang jeg gik forkert og ikke fandt mit barn

    beder jeg dig, hans og min far:

    gå ham i møde og gør mod ham

    som jeg ville og ikke kunne.

    (Mattæusevangeliet 7, 7-11) Kirsten Jørgensen i ”Mellem værende”

    En forældrebøn

    Gud, du tog mit barn i favn, da det blev døbt.

    Giv aldrig slip på det.

    Du har givet mig en dyrebar skat at tage vare på.

    Når jeg føler mig lille og hjælpeløs

    over for det ansvar

    beder jeg:

    Giv heller ikke slip på mig.

    Amen

    Britt G. Hallquist

    Sognetur til Emil Nolde-museet

    Søndag d. 29. august kl. 12.30 – 17, cirka.

    Årets sognetur bliver en éndagstur til det sted, hvor billedkunstneren Emil Nolde i mange år havde sit hjem, og hvor der i dag er et meget fint museum.

    Her skal vi bl.a. se nogle af Noldes meget forskellige billeder – farvestærke blomsterbilleder, dansende kvinder, landskaber, udfordrende og bevægende religiøse billeder, bønder, fiskere, røvere, magiske figurer, og så også hans mere blide akvarelbilleder.

    For at få mest muligt ud af ”mødet med Nolde”, skal vi begynde med en rundvisning, hvor en erfaren, dansktalende guide deler ud af sit kendskab til maleren og hans kunst.

    Museet, Nolde Stiftung, ligger i marsklandskabet ved Seebüll lige syd for grænsen ved Tønder.

    I den bygning, som dannede rammen om Ada og Emil Noldes hjem, findes en hel del af Noldes malerier udstillet, og omkring huset ligger en smuk have, som parret skabte, og som man gerne må gå rundt i.

    Derudover er der en forholdsvis ny tilbygning, som udover en stor museumsbutik og en café bl.a. rummer en udstilling, der fortæller om Noldes historie.

    Emil Nolde er grænselandets maler i mere end én forstand.

    Han blev født ind i det dansk-tyske grænseland i 1867. Ved afstemningen i 1920 blev han dansk statsborger, men valgte at bosætte sig på den tyske side af grænsen, selv om han aldrig opgav sit danske statsborgerskab. Han var tæt knyttet til både dansk og tysk, men følte sig ofte splittet mellem de to kulturer. Det dobbelte tilhørsforhold kaldte han for ”noget ganske ejendommeligt og ikke altid lige lykkeligt”. Det var vel derfor, at han helst betegnede sig selv som slesviger.

    Han var en grænsegænger – også i overført betydning.

    Mange af hans billeder fremstiller mødet mellem modsætninger – mødet mellem det lukkede og dæmoniske og det åbne og fordomsfrie, mødet mellem ”os” og ”de andre”.

    Han havde en brændende drøm om, at hans kunst kunne være en slags bro i forståelsen mellem Skandinavien og Tyskland – en bro, der bevægede os fra et ”mod hinanden” til et ”med hinanden”.

    Og i den ånd er vores sogne udflugtsmål, Nolde Stiftung, gradvist blevet til efter kunstnerens død i 1956.

    Afgang med bus fra parkeringspladsen ved Korskirken kl. 12.30.

    Rundvisning på museet ved en dansk-talende guide kl. 14.00 (rundvisningen varer 1 time).

    Derefter er der reserveret borde i museets café, hvor vi indtager kaffe/the og hvad vi nu har lyst til af tilbehør.

    Inden vi kører hjem er der mulighed for at gå endnu en runde på museet og i haven.

    Pris pr. næse:

    70 kr. for entré og rundvisning (beløbet betales ved tilmelding)

    100 kr. for bus tur/retur (beløbet betales direkte til chaufføren, når vi ”går ombord”). Emil Nolde. Store valmuer, 1942. Olie på lærred, 73,5 x 89,5 cm.

    Deltagerantal: 25 personer

    Tilmelding til

    Inge – 74 65 10 36 eller 20 16 50 73

    Helga – 74 65 39 81 eller 40 45 39 81

    Konfirmation i 2011:

    I Rinkenæs plejer vi at fejre konfirmation på den sidste søndag i april måned.

    I 2011 falder påskedag netop på den sidste søndag i april, og derfor rykker vi undtagelsesvis konfirmationen en uge længere frem til

    søndag d. 1. maj.

    Sognecafé i efteråret 2010

    Sognecaféen ”åbner” igen i sensommeren og efteråret.

    Onsdag d. 29. september kl. 14.30 – 16.00:

    Sangeftermiddag.

    Onsdag d. 27. oktober kl. 14.30 – 16.00:

    Hans Chr. Lassen viser billeder og fortæller.

    Onsdag d. 17. november kl. 14.30 – 16.00:

    Sognepræst Poul Møller læser historier ”å synnejysk”.

    Vel mødt!!

    Tak for hjælpen!

    Kære indbyggere i Rinkenæs og Gråsten Tak for den gode indsats i forbindelse med Folkekirkens Nødhjælps husstandsindsamling den 7. marts. Tak til hver eneste indsamler, i år dækkede vi 14 ruter, – men vi kan få mere ud af det til næste år. Tak for det indkomne beløb, i alt 17 831 kr., heraf var ca. 6000,- indsamlet i Gråsten sogn Tænk!! Har du givet 100 kr. har du givet 7 underernærede børn den rigtige livreddende mad i en måned.

    Folkekirken arbejder hele året, ikke blot ved husstandsindsamlingen, og vil du give et bidrag, så kan du gøre det på www.noedhjaelp.dk eller ved at sende en SMS SULT til 1377

    Udflugt med Sognets ældre d. 8. juni 2010

    I år går turen til Bov.

    Vi kører ad den smukkeste vej til Bov Kirke, hvor vi har fået sognepræst

    Poul Møller til at fortælle om kirken.

    Poul Møller er jo sognefødt her, så mange kender ham sikkert.

    Han glæder sig til, vi kommer.

    Kaffen skal vi have på Bov Kro.

    Vi kører fra Korskirken kl. 1330.

    Tilmelding ved Inge Nielsen og Helga Theilgaard.

    Inge tlf. 74 65 10 36 —— 20 16 50 73.

    Helga tlf. 74 65 39 81 ——–40 45 39 81 –

    Mange hilsner Rinkenæs Menighedsråd.

    Maj

    Tirsdag, d. 4. kl. 17!!

    Fokus på Bangladesh

    Udflugt til Slesvig

    Vi bryder traditionen og afslutter sæsonen med at tage til Ansgarkirken i Slesvig. Her er

    Morten Mortensen præst i den danske menighed og har været der i 15 år.

    Han har været missionær i Bangladesh gennem Santalmissionen i to perioder og er regelmæssigt på besøg derude. I 1979 oprettedes Bangladesh Lutherske Kirke i tæt samarbejde med Dansk Santalmission, men desværre er der store problemer omkring den nu 30-årige kirke. Emnet for aftenen bliver:

    Nye veje for mission i Bangladesh

    Aftenens program:

    Kl. 17: afgang fra Rinkenæs Korskirke i privatbiler.

    Kl. 18 (ca.) ankomst til Ansgarkirken, hvor Morten Mortensen inviterer på ris og karry. Herefter vil han fortælle kort om den danske menighed i Slesvig.

    Kl. 19.30 ”Nye veje for mission i Bangladesh” herunder kaffe og medbragt kage.

    Kl. 21.30 (ca.) afgang fra Slesvig.

    Danmission v. Bente Jensen

  • Sommer koncert i Korskirken

    Tirsdag d. 10. aug. afholdes der indendørs koncert i korskirken kl. 19.30 med Peter Langberg på transportabelt klokkespil og Poul Skjølstrup Larsen på orgel.

    Klokkespillet – internationalt kaldet carillion – er et musikinstrument, der består af renstemte bronzeklokker. Klokkernes knebler er forbundet med kraftige tangenter af træ på et klaviatur, som kaldes et stokklaviatur. Klaviaturet giver klokkenisten mulighed for at kontrollere klokkernes klang. Med et nuanceret anslag kan klokkenisten spille ganske svagt til kraftigt og klangfuldt – næsten som på et koncertflygel. Klokkespillet er derfor et dynamisk musikinstrument med mange klangmuligheder. Læs mere på www.carillon.org.

    Entré 50 kr.

    Agnes Hansen

    Gudstjenester i Rinkenæs i maj, juni og juli 2010

    Tja…

    Alle kirker, der er bygget i middelalderen, er skæve.

    Det er ikke, fordi man ikke kunne bygge, så murene stod i lod, og så vinklerne var rette.

    Det kunne man selvfølgelig.

    Kirkerne er bygget lidt skæve, fordi man klogt sagde, at der, hvor alting går lige efter en lineal, der flytter Fanden ind.

    I skrivende stund prøver jeg at huske mig selv på det:

    ”Der, hvor alt går lige efter en lineal, der flytter Fanden ind”.

    For det, der drejer sig om præstebemandingen og samarbejdsordninger på kryds og tværs på vores lille plet på landkortet, det går ikke lige efter en lineal.

    Derfor kan jeg ikke det, jeg gerne ville, nemlig lave en gudstjenesteliste for de kommende 3 måneder nu med det samme.

    Selvfølgelig bliver der gudstjeneste hver søndag, men tidspunktet for min sommerferie og eventuelle prædikefri søndage, er ikke klarlagt, når Samspil skal i trykken, så derfor giver det ingen mening at sætte en gudstjenesteliste i bladet denne gang.

    I de lokale ugeaviser og i Jyske Vestkysten bliver de løbende trykt, og desuden kan I finde dem på vores hjemmeside: www.rinkenæskirke.dk.

    Vi hænger – som vi plejer – en liste op i skabet ved siden af kirkedøren i Korskirken og ude ved den gamle kirke.

    Når næste nummer af Samspil udkommer, håber jeg, at lige netop den del af min planlægning går lige efter en lineal.

    Det kunne nok forhindre, at der farer en lille djævel i én….

    Marianne Østergård