Rinkenæs & Alnor Pensionistforening
Siden sidst
Generalforsamling
Generalforsamlingen på Rinkenæshus den 22. februar for vores 68 år gamle forening forløb som planlagt og med godt fremmøde med dagsorden iflg. vore vedtægter.
Ordstyrer Åge Lunding ledede slagets gang, formand Grethe Lorenzen berettede om alle årets arrangementer og kasserer Jonna Hansen gennemgik kort regnskabet. Så nåede vi til punkt 4. Valg af bestyrelse. Inger Andersen, Claus Mortensen og Jonna Hansen var på valg. Inger og Claus ønskede ikke genvalg, og da det ikke lykkedes at få to nye bestyrelsesmedlemmer, vedtog generalforsamlingen at nedsætte bestyrelsens antal til 5. Bestyrelsen ser herefter således ud:
Grethe Lorenzen, Anders Andersen, Gerda Poulsen, Mariechen Johansen, Jonna Hansen.
Suppleanter genvalgt med lovning på at hjælpe med salg af medlemskort, revisorer genvalgt. Kontingentet forblev uændret på 50 kr. og der var ingen indkomne forslag udefra, men bestyrelsen havde forslag til vedtægtsændringer, som blev vedtaget af generalforsamlingen. De reviderede vedtægter kan fås ved henvendelse til et af bestyrelsesmedlemmerne.
Efter kaffen spillede vi så lottospil over de medbragte gaver med Claus som øvet opråber, foreningen havde også bidraget, nemlig med 2 x medlemskort og en hovedgevinst på 100 kr.
Det gik som sædvanligt, nogle var usandsynligt heldige og vandt op til 4 gange, mens andre kun vandt erfaring.
Fornyelse af medlemskort
I marts måned har vi så været rundt med programmet for den kommende sæson og nye medlemskort og er de allerfleste steder blevet taget godt imod.
Foredrag
Hyggeeftermiddagen med Anna Aabenhus fortæller jeg om senere, da den er løbet af stablen i bladets produktionstid.
Kommende arrangementer:
Jollmands Gaard
18. maj kører vi eftermiddagstur til Jollmands Gaard i Holm på Als, en gammel slægtsgård som kan føres 10 generationer tilbage til 1700 tallet.
Det er en af de sidste ”Kroggårde” i Danmark med mange historiske detaljer, hvor man føres tilbage til de gamle dage i dansk landbrug.
Der har været planer om at flytte gården til frilandsmuseet i Brede, men i 1997 nu blev den i stedet overtaget af en fond og omdannet til museum der hvor den lå.
Der arrangeres kørsel i privatbiler efter nærmere aftale. Vi kører fra Rinkenæs kl. 13.15.
Pris for deltagelse inkl. eftermiddagskaffe.: 40 kr. for medlemmer 50 kr. for ikke medlemmer
Tilmelding til Grethe senest 10. maj på 74 65 32 40 eller Jonna på 74 60 83 37 bedst mellem 17-18.
Glud Museum
24. juni har vi vores spændende sommerudflugt til Glud Museum ved Juelsminde med rundtur på Juelsmindehalvøen.
Vi begynder med turen rundt på Juelsmindehalvøen i afvekslende og smukke omgivelser og med lokal guide, som stiger på vores bus. Efter frokost på museet går vi rundt i de historiske bygninger på Glud Museum, som er et statsanerkendt frilandsmuseum med fokus på landboliv. Her skal vi opleve historien om livet på landet i Østjylland de seneste 350 år. På hjemvejen skal vi holde ind et sted og drikke kaffe.
Vi kører fra Rinkenæs kl. 9.00 med opsamling de sædvanlige steder.
Pris for deltagelse. incl. frokost og eftermiddagskaffe: 250 kr. for medlemmer, 275 kr. for ikke medl.
Tilmelding til Grethe senest 18. juni på 74 65 32 40 eller Jonna på 74 60 83 37 bedst mellem 17-18.
Pensionistmatine
Vi har besluttet ikke at deltage aktivt i pensionistmatineen ved ringridning i juli, da der ikke plejer at være megen tilslutning fra vores forening.

Seniordans
Den 7. september starter vi seniordans efter sommerferien. Det foregår nu i et lokale på skolen,
men vi har stadig Else Saxburger som engageret og inspirerende leder.
Ret til ændringer i programmet forbeholdes.
På bestyrelsens vegne
Jonna