Rinkenæs Ungdomsskole
Endnu en gang er der gået en rum tid, og det er tid til at fortælle lidt igen fra Efterskolen. Siden sidste blad har vi afholdt vores traditionsrige fastelavnsfest, og der har Kerstin og Amy skrevet lidt om aftenen:
Vi havde fastelavnsfest onsdag d. 22. februar 2006.
Vi fik muligheden for at skifte til kostume i lektietimen, og så skulle vi alle sammen mødes nede i gymnastik salen klokken 19.30!
Vi fik uddelt papkort i forskellige farver, kortene henviste til et land, (gruppen man skulle være i.) De forskellige lande: Danmark, Norge, Finland, Sverige, Island og U.S.A.
Efter det skulle vi ”lege”, Vi startede med et væddeløb, som gik ud på at skulle løbe med en ballon mellem knæene, her gjaldt det altså om koncentration.
Så kom vi til ”skubbelegen”, der skulle vi hoppe rundt på et ben med krydsede arme, og vælte hinanden. Og her gjaldt det om at flygte.
Derefter fik vi udleveret et stykke af en papirsdug, (normalt til bordet.)
Vi var ca.10-12 personer i hver gruppe, vi skulle alle sammen stille os op på dugen, som var ca. 1 x 1m. Efter noget tid kom der en lærer hen til hver gruppe og rev et stykke dug af, hvis man rørte gulvet, var hele gruppen død. Så det gjaldt om at sidde på hinandens skuldre, balance evnen var nyttig.
Til sidst skulle vi som alle andre slå katten af tønden.
Vi blev delt op i drenge og piger, for ellers havde det været synd for drengene, det er jo ikke sjovt, når man ikke er stærk nok til at ødelægge tønden.
Tønderne var meget små, men det gjorde det ikke lettere, jo mindre de er, desto sværere er de at ødelægge. Der skulle selvfølgelig også kåres en kattekonge og dronning, både ved pigerne og drengene. Sanne blev både kattekonge og dronning hos pigerne, og hos drengene blev Glen kattekongen og Dennis B. blev kattedronning.
Der skulle også kåres; bedste udklædning, hos pigerne havde Katrine som hippie den bedste og hos drengene var det Casper B. som businessmand.
Sidst men ikke mindst skulle vi have fastelavnsboller og sodavand, det smagte rigtig godt, mums!
Tak for festen.
Kerstin & Amy
I samme uge havde vi også Projektuge og Selvvalgt opgave for 10. klasse. Det er en obligatorisk opgave, som alle elever skal lave, og det er en speciel uge, hvor vi ikke har alm. Undervisning, men alle elever er i gang med deres individuelle opgaver. Skolen oser af aktivitet og det er spændende som lærer at følge med i elevernes diverse opgaver – der er nogle elever som finder sider af sig selv som de ikke vidste de havde.
Thomas og Nina har skrevet lidt om ugen, som I kan læse i det følgende:
Thomas skriver om projektugen:
Projektugen startede mandag den 27. februar og sluttede fredag den 3. marts. I starten var vi alle meget optimistiske og glade for at kunne lave sådan et projekt. Eller det var jeg i hvert fald. Men glæden og spændingen trak langsomt ud, da mange af os var meget forsinkede og stressede hen ad vejen. Vi begyndte jo langsomt at indse at vi ikke havde så meget tid til overs. Det hele var meget nyt for os 8. klasses elever og meget svært, men det betød jo heller ikke så meget for os fra 8. klasse, for vi skulle ”kun” prøve hvad det vil sige at lave en sådan opgave, men for 9. klasses eleverne var det betydeligt vigtigere, for det er jo en del af deres pensum. Det hele endte fint for de fleste og min personlige mening er at vi har haft en dejlig projektuge.
Nina skriver om Selvvalgt opgave:
8. og 9. klassen skulle lave en almindelig projektopgave, hvor imens 10. klassen, som jeg går i, skulle lave en obligatorisk selvvalgt opgave, hvor overemnet var ”Udannelse”.
Vi begyndte alle mandag morgen og det var en rigtig god ide at have fundet alt sit materiale inden mandag.
De fleste var indstillet på at få lavet en rigtig god opgave, så humøret var muntert. Det var godt, for når alle er glade, kan det kun blive en god uge.
Efterhånden som tiden og dagene gik, begyndte de fleste at blive lidt mere stresset og nervøse, for om de nu kunne nå at lave det hele færdigt.
I en projektuge, om det er for 8., 9. eller 10. klasse, så er det vigtigt at planlægge sit arbejdsforløb, så tiden ikke smutter fra en.
Alle nåede at blive færdige og man kunne bare mærke lettelsen, glæden og se smilene hos de andre, fordi at man faktisk nåede at blive færdig og at man var rigtig stolt af sit arbejde.
Det var fedt!
Om fredagen skulle de som havde valgt at ville fremlægge, fremlægge. Og efter fremlæggelserne var alt færdigt.
Det var bare skønt at rende rundt at være helt færdig og føle sig godt tilpas med, hvad man havde opnået.
Det var rigtig dejligt!
Fra projektugen 2006