Rinkenæs frivillige Brandværn
Brande siden sidst…..
Siden forrige udgave af Samspil har vi været kaldt ud 3 gange.
Onsdag d. 8. februar kl. 8.51 var der igen ild i en deponicontainer på containerpladsen på Ravnsbjergvej. Den blev igen slukket med masser af vand.
Lørdag d. 4. marts kl. 12.51 blev vi kaldt til et gasrørsbrud i Kværs. Gasrøret var gravet over i forbindelse med nedgravning af et vandrør til nabogrunden. Da vi ankom var der ingen fare, Kværs-Tørsbøl friv. Brandværn var på stedet og gravemesteren havde klemt plasticrøret sammen med en skruetvinge så gassen ikke kunne slippe ud. Vi kunne blot vente på at en gasteknikker fra DONG kom for at reparere skaden. Vi var blevet tilkaldt fordi Gråsten friv. Brandværn var inviteret til 40 års jubilæum ved en af brandmændene.
Tirsdag d. 7. marts kl. 14.48 var der igen udkald til et overrevet gasrør, denne gang på G. Færgevej i Alnor. Det var blevet revet over i forbindelse med optagning af træstubbe, rødderne var groet rundt om gasrøret. Også her blev gasudstrømningen stoppet og vi blev indtil DONG kom til stede.
Lørdag d. 18. marts kl. 18.30 kom der en alarm fra Dalsmark Plejehjem. Vi sad jo brandstationen og var godt i gang med vores gule ærter m.m. så der kunne meget hurtigt afsendes et hold brandmænd. Tilsyneladende er vores radiosystem og vagtcentral ikke klar til den slags hurtige udrykninger så der kom ikke noget papir på hvor vi skulle køre hen. Et opkald til indsatslederen løste problemet og vi fik besked på at blive på stationen, der var kun tale om kraftig rygning i en af lejlighederne.
Årets generalforsamling…..
Generalforsamlingen blev som sædvanlig afholdt på brandstationen.
Brandkaptajn Kim Hansen bød velkommen til borgmester Bendt Olesen, Beredskabschef Bent Hylsebeck, æresmedlem Henrik Ravn og 17 af 18 aktive medlemmer.
Brandkaptajn Kim Hansen startede som sædvanligt sin beretning med en gennemgang af årets 22 udkald i alt.
Der var 9 udkald via ABA systemet, de 7 til samme institution. Ingen af udkaldene var til direkte brand. 1 udkald var dog tæt på. Håndklædepapir var kl. 0.41 på mystisk vis antændt i en håndvask i en lejlighed. De øvrige kan henføres til kraftig rygning i en lejlighed, rengøring og støvsugning omkring detektorerne. Desuden var der udkald fra 2 andre anlæg hvor der ikke var tale om brand men anden påvirkning af en røgdetektor
Der blev anmeldt 12 brande. 7 af udkaldene kom fra Gråsten, en affaldscontainer blev ved en fejl på AC kaldt ud som bygningsbrand. Der var ild i en vasketøjskurv i Slotsgade, i et kældervindue ved Sydbank og i en lejlighed varmede de pizza. I et sommerhus på Fiskenæs gik der ild i en dyne pga. børns leg med ild. På Torvet blev en halogenlampe skyld i en stor røgskade og på Borggade gik der ild i el-måleren. Der var også bud efter os fra Kværs, her var der ild i et parcelhus på Lundtoftvej.
Her i vores distrikt var der udkald til afbrænding af byggeaffald på Sejrsvej. Desværre bar vinden ind over hovedvejen så det var umuligt at se noget i morgentrafikken. Ilden i halm og tømmer blev slukket. Vi var ude til en skorstensbrand på Hovgård som bare fik lov til at brænde ud. En VW transporter brændte i lys lue da vi kom ned på Fjordvejen, den blev slukket med HT rør og blev nok ikke til bil igen. Vi blev også kaldt til en containerbrand på Ravnsbjergvej, det var deponicontaineren der blev slukket ved drukning.
Der har desuden været en øvelse arrangeret i samarbejde med DONG. Der var gået hul på et 4 bar gasrør på Bomhusvej. Alle 3 brandværn blev tilkaldt. Efter øvelsen orienterede mandskab fra DONG omkring deres vagtordning og hvilket udstyr de medbringer i deres vagtbiler.
Igen i 2005 var vort aktivitetsniveau højt. Foruden de 22 udkald blev der afholdt 21 øvelser og møder inkl. vores 3 fester. Øvelserne fulgte det samme mønster som de sidste mange år, mandskab og kommando planlægger på skift ud fra emner der enten er givet i vejledningen udsendt fra Beredskabsstyrelsen eller ud fra hvad vi har af materiel der skal trænes med. Vi skal i det næste år bruge mere tid på at træne med vores skadestedsradioer og vores røgdykkerudstyr og gerne også førstehjælpen. Det er stadigvæk mit mål at vi kan få gavn af jer der har været på uddannelser sidste år (og i år) så vi kan få bragt aktuel viden ind i brandværnet.
En af øvelserne sidste år var sammen med Kværs – Tørsbøl friv. Brandværn hvor vi fik øvet lidt med frigørelse fra en bil. Det viste sig at det er muligt at lave en bil om til cabriolet meget hurtigt.
Vi ligger nogenlunde konstant på ca. 5 – 12 mand (forskellige) til vores øvelser, kravet er stadigvæk at alle deltager i mindst 12 øvelser hvert år.
Omkring vores mandskab valgte Henrik Ravn ved sidste års generalforsamling at stoppe sin aktive tjeneste efter 43 år, et medlem meldte sig ud i februar i år og 2 aktive stopper her i dag. Heldigvis optager vi også 2 unge i dag, så i morgen er vores styrke på 16 aktive brandmænd.
Vi afholdt et informationsmøde om brandværnet i november. Mødet blev annonceret med en husstandsomdelt invitation, omtale i aviser og Radio Syd men det hjalp ikke meget. Der mødte kun 3 af byens borgere op til mødet.
Jeg var meget skuffet da jeg gik hjem efter dette møde.
Vores gennemsnitsalder er meget høj, derfor vil jeg gerne opfordre især vore unge medlemmer til at prøve på at få flere unge med i brandværnet, vi har brug for dem hvis brandværnet fortsat skal bestå her i Rinkenæs.
I efteråret bestod både Michael Jensen og Klaus Petersen funktionsuddannelsen på 111 timer i Aabenraa. Jonny Hansen deltog både på Håndtering af tilskadekomne og supplerende funktionsudd. Brand-redning med godt resultat og er dermed færdig med den obligatoriske uddannelse. Han starter i maj på holdlederuddannelsen med en uge på Bernstorff Slot.
Gråsten Beredskab afholdt grundkursus og vedligeholdelseskursus i førstehjælp med deltagelse herfra. Som noget nyt afholdt Gråsten Beredskab også et kursus i hjertestarter på ca. 2 timer, 2 mand deltog herfra.
På det nye kursus håndtering af tilskadekomne (HAT) på 20 timer deltog 3 mand herfra. Der afvikles et kursus igen i efteråret hvor jeg håber der igen vil være deltagere herfra – det er et rigtig godt kursus der kan bruges.
Vores vinterfest sidste år blev arrangeret af orkesteret og vores festudvalg stod for årets sommerudflugt der gik til det nye brandværnsmuseum i Oksbøl. Turen sluttede igen her på brandstationen med god mad og hyggeligt samvær. Forhåbentlig kan vi igen i år komme på en tur for at se noget spændende. Den nyeste tradition må ikke glemmes, julefrokosten i december. Et par stykker smørebrød med tilbehør nydes, en hyggelig aften sluttede noget hen på aftenen.
Parkunderholdningen i Gartnerslugten sammen med idrætsforeningen og Borger og Familie – Foreningen kører efterhånden næsten af sig selv, men en stor tak til jer der ofrede nogle (mange) aftener på pladsen. Sankt Hans aften i spejderhytten er jo nu fast med i parkunderholdningen på samme vilkår. Vejret var heldigvis med os sidste år til Sankt Hans og til dels også i Gartnerslugten. Det betød at vi fik et godt resultat.
Musikprogrammet ligger næsten fast allerede nu og jeg håber da at vi igen kan finde hjælpere til at grille nogle pølser.
Der arbejdes også med en byfest d. 19. august hvor vi skal lave en aktivitet og nok også stå ved grillen. Peter Christensen og jeg deltager i arbejdsgruppen.
Børn fra børnehaven og spejderne var også sidste år på besøg her på brandstationen. Børnene har fået demonstreret hvordan man slukker en brand og leget med især HT rør på automobilsprøjten, det er altid meget populært.
Vores nye depotmester Torsten Wind har brugt mange timer på at få pudset og malet bilerne. Det er mit indtryk at du hygger dig med det. Det er dejligt at du har tid til at pusle om køretøjerne.
Det lykkedes at få genskabt ”jernbanestrækningen” igen så vi kan træne med jordingsudstyret, tilsyneladende kommer Banestyrelsen ikke så tit som de gerne ville.
Spejdernes permanente aviscontainer står på pladsen, jeg har indtryk af at den bruges meget. Til tider så meget at den er fuld før tiden. Jeg har påtalt et par gange at de må komme forbi for at rydde op så aviserne ikke ligger over det hele. Det har tilsyneladende hjulpet.
Tak til beredskabskommissionen ved formanden, Bendt Olesen, tak til beredskabschef Bent Hylsebeck og dine øvrige indsatsledere for det gode samarbejde i årets løb.
Efter kaptajnens beretning var næste punkt på dagsordenen optagelse af nye medlemmer og uddeling af hæderstegn. Henrik Jacobsen og Jens Matthiesen blev ved håndslag optaget som nye medlemmer.
Brandkaptajn Kim Hansen overrakte en gave til Børge Hansen og Kurt Nissen for 30 års tjeneste i brandværnet.
Årets regnskab blev forelagt af kasserer Peter Christensen og godkendt af forsamlingen.
Efter en velfortjent kaffepause fortsatte generalforsamlingen med valg til kommandoen og de forskellige udvalg.
Der var genvalg til brandkaptajn Kim Hansen og Jens Matthiesen blev valgt
som ny sekretær i stedet for Andreas Lorenzen.
Der var genvalg til revisor Ejner Thomsen, depotmedhjælper Michael Jensen, fanebærer Niels Peter Skødt, fanevagt 1 Michael Jensen, delegeret Ole Bierbaum og sikkerhedsrepræsentant Kurt Nissen. Henrik Jacobsen blev nyvalgt som fanevagt 2.
Til æresretten var der genvalg af Ole Bierbaum og Ejner Thomsen. Børge Hansen blev nyvalgt.
Til festudvalget blev Michael Jensen genvalgt og Henrik Jacobsen nyvalgt.
Efter disse valg blev 3 medlemmer udnævnt som æresmedlemmer, Henrik Ravn stoppede på sidste års generalforsamling efter 43 års aktiv tjeneste. Peter Jepsen stoppede efter 33 års aktiv tjeneste og Peter Petersen stoppede efter 31 års tjeneste. Brandkaptajn Kim Hansen takkede for deres lange aktive tjeneste og overrakte et bevis på den nye status som æresmedlem.
Generalforsamlingen sluttede traditionen tro med en gang gule ærter med tilbehør.
Sommerens aktiviteter…..
Vores udendørs sæson er startet. Vor traditionelle udmarch finder i år sted torsdag d. 4. maj, Brandværnsorkesteret vil gå foran brandmændene igennem byen og symbolisere at sommersæsonen er begyndt.
Derefter vil vore øvelser fortsætte med ca. 2 – 4 ugers mellemrum hele sommeren (dog ikke juli måned).
Årets brandværnsmarch arrangeres i år af Rise-Rødekro friv. Brandværn søndag d. 13. august. Brandværnsmarchen er en 10 km. march der skal afsluttes indenfor 2 timer. Deltagerne er frivillige brandmænd fra Sønderjylland, brandmænd fra det øvrige Danmark og fra Nordtyskland.
Ved Borgerforeningens parkunderholdning i Gartnerslugten kan vi igen i år findes ved grillen.
Passive medlemmer…..
Som de foregående år tilbyder vi igen i år alle husstande i vort slukningsdistrikt et passivt medlemskab af Rinkenæs friv. Brandværn. I marts nummeret af bladet var der indlagt et girokort. Vi håber mange igen i år vil støtte os.
Et passivt medlemskab koster stadigvæk kun 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages meget gerne.
Beløbet kan stadigvæk indbetales ved at lægge det i en kuvert med navn og adresse og putte den i brevsprækken på brandstationen, ved vores kasserer Peter Christensen, Bakkegården 34, eller via posthus eller bank (husk på her er portoen jo mellem 6 og 12 kr).
Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr og anskaffe uniformer til de nye medlemmer vi forhåbentlig optager i løbet af året.
Hvis du har spørgsmål til brandværnet kan du prøve at gå ind på vores hjemmeside http://www.rinkenæs-brandværn.dk , sende os en e-mail på
følgende adresse : rfb@jyde.dk , eller bedre endnu ringe til Kim Hansen.
Vi ønsker…..
Alle vore passive medlemmer og alle byens borgere en god sommer.