Nyt fra Efterskolen – Jan 2011

Så blev det endnu en gang tid til at sende en lille hilsen fra efterskolen. Siden vi skrev sidst har vi haft vores ydre missionsdage, hvor eleverne dels oplevede, hvad det vil sige at være uden de samme muligheder som vi har i Danmark.

I år har vores fokus været på sygdommen spedalskhed og hvilke konsekvenser det har for befolkningen i specielt Bangladesh.

Først fik eleverne besøg af Helle Noer, som har været udsendt til Bangladesh. Hun fortalte om sine oplevelser, hvilket gjorde stort indtryk på alle. Eftermiddagen blev brugt på enten at spille cricket eller at udfolde sine kunstneriske evner over temaet: Når verden revner…

Om aftenen var der bryllup blandt familierne i hallen – vi fik bangladeshisk mad og vi sad på gulvet, mens vi spiste. Dagen efter var alle nede i Æ Faulkær, hvor man selv skulle tilberede sin mad – der stod en stor spand med ørreder, og så var det bare med at gå i gang, hvis man ville have noget at spise… Heldigvis kom alle hjem med fyldte maver.

Projektet blev afsluttet med det årlige sponsorløb, hvor eleverne enten gik, løb eller cyklede en runden ned af Nederbyvej og op af Årsbjerg/Sejrsvej. De havde alle fået nogle til at sponsorere sig, så hver kilometer de tilbagelagde, ville give et vist antal kilometer. Jeg vil specielt nævne Kevin, som cyklede 15 omgange, og Alex, som løb 5 omgange på de 3 timer, der var sat af til indsamlingen.

November er bl.a. gået med at afholde terminsprøver – hvilket er forløbet meget fint. Det er godt for eleverne at få en fornemmelse af, hvad det vil sige at skulle være et sted og besvare en opgave på et begrænset tidsrum.

Skolens band har også været til Ladelund Rock, hvor de spillede for en del andre efterskoler. Sidste nye tiltag er jo Livestreaming, så det var helt rart at sidde hjemme og høre alle i bandet give den fuld gas, når man nu desværre ikke havde mulighed for at være til stede i real life… Eleverne kom hjem med en fed oplevelse i bagagen – som en af dem sagde: Det var fedt at give den gas på scenen!

Sidst men ikke mindst har vi lige overstået vores julemarked – igen i år var det dejligt at have hallen fyldt op af glade folk i julestemning, som ikke mindst lagde en god slat penge til vores mange sponsorbørn. Tak for støtten – og for at være med til at skabe en god stemning i hallen.

Slutteligt vil vi ønske alle en glædelig jul og et godt nytår her fra efterskolen – med ønsket om et fortsat godt samarbejde i det nye år.