Nyt fra Brandværn – Jan 2011

Rinkenæs frivillige Brandværn

Udrykninger siden sidst…..

I perioden oktober – november har der været 3 opgaver til brandværnet.

Mandag d. 1. november kl. 8.23 blev vi alarmeret på grund af en mindre forurening ved et hus på Sejrsvej. Her var der gået hul på en plastiktank med fyringsolie der stod i et skur bag huset. Vi hjalp med at få opsamlet olien der stadig lå på gulvet i skuret. Noget af olien var også trukket ned i jorden som nu skal renses af et specialfirma.

Fredag d. 12. november kl. 15.23 lød opgaven på forurening efter et trafikuheld på Årsbjerg. Bilerne var blevet fjernet og der var en del olie og kølervæske på vejen. Vejen blev vasket i en sæbeopløsning og derefter spulet. Sammen med mandskab fra Gråsten friv. Brandværn klarede vi rengøringen og trafikreguleringen på en meget trafikeret hovedvej lige omkring fyraften.

Mandag d. 29. november blev vi alarmeret til Benniksgaard Hotel. Der blev udført service på det automatiske alarmeringsanlæg. Montøren mente kun at røgdetektoren havde forbindelse til en røglem på loftet, men der var en forbindelse mere og vi blev alarmeret. Der var ingen behov for indsats i den anledning og vi kunne returnere til brandstationen.

Vi håber ikke det bliver nødvendigt at køre til ildebrand i julen og nytåret, I kan være med til at forhindre det ved at passe på med lysene i adventskransen og på juletræet. Hav altid en blomsterforstøver eller spand med vand klar når der er tændt lys i dekorationerne.

Pas på til nytår…..

Der er kommet nye regler for brug af fyrværkeri.

Fyrværkeri må kun affyres fra 1. december til 5. januar.

Fyrværkeri må ikke affyres mindre end 100 m. fra huse med let antændeligt tag (stråtag), fra halmoplag, fra oplag af flydende brændsel og andre let antændelige materialer herunder nåletræsbevoksninger. De 100 m. gælder også ved landbrugsbygninger med dyrehold og arealer med udegående dyr. I vindsiden er afstanden det dobbelte.

Raketter og lign må ikke affyres mindre end 10 m fra husets åbninger og 200 m fra huse med let antændeligt tag (stråtag), fra halmoplag, fra oplag af flydende brændsel og andre let antændelige materialer. I vindsiden er afstanden øget til 400 m!

Så er det nu!!…..

Vi håber stadig vi kan få lov til at fortsætte som brandværn. Men det kræver jeres hjælp her i Rinkenæs. Vi skal have en tilgang af nye medlemmer meget snart. Derfor skal DU nu træffe en beslutning om det ikke er på tide at finde et godt kammeratskab og samtidig få en god uddannelse der kan bruges til at hjælpe andre. Tag kontakt til et af vores medlemmer, find os på internettet www.rinkenæs-brandværn.dk, find os på facebook: Rinkenæs Frivillige Brandværn. RFB eller få oplysninger om det at være brandmand på www.blivbrandmandnu.dk

Du kan også vælge at kontakte vores brandkaptajn Kim Hansen på tlf. 74 65 28 98 og aftale et møde på brandstationen.

Forårets aktiviteter…..

Vi har ingen udendørs aktiviteter før til april. Mandag d. 17. januar er der et møde hvor vi alle skal opdateres omkring de psykiske forhold ved en indsats og mindst lige så vigtigt bagefter, her er vores ægtefælle også inviteret med. Lørdag d. 29. januar afholdes den årlige brandværnsparole. Det er en fælles parole for alle 20 brandværn og beredskab i hele Sønderborg Kommune. Den går på skift i de 3 områder vi har opdelt kommunen i, denne gang er det område nord der arrangerer og vi mødes i Guderup Hallen. Tirsdag d. 22. februar er der et møde med forskellig orientering for medlemmerne.

Lørdag d. 12 marts afholder vi vores generalforsamling.

Brandværnsorkesteret…..

Som planlagt kom brandkaptajnen med orientering til orkesterets årlige møde i oktober.

Lige meget hvad der aftales vedrørende brandværnets fremtid, berører det ikke orkesteret. Rinkenæs frivillige brandværnsorkester er i gang med sit 120. år.

Få dage efter kom en sørgelig besked. Vores dygtige slagtøjsspiller Ib B. Hansen klarede ikke sin alvorlige sygdom. Til begravelsen spillede orkesteret i gallauniform foran Christianskirken i Sønderborg. Det var en værdig og højtidelig afsked med en god kammerat.

Heldigvis har vi også noget at glædes over, vi har fået et nyt medlem.

Vores torsdags aftener i november er gået med at øve til julekoncerten i Rinkenæs korskirke. Når dette læses er det hele overstået, men vi håber, tilhørerne fik en god musikalsk oplevelse som optakt til julen.

Har du set vi har fået ny hjemmeside? Ellers besøg os på: www.rfbo.dk .

Har du brug for musik til et arrangement, eller lyst til at spille med: Kontakt Henrik Paulsen, tlf. 74 65 38 76.

På orkesterets vegne Inge-Lise Rasmussen.