Nyt fra Venneforening – Sep 2007

Dalsmark Plejehjems vennekreds

Loppemarkedet 2007.

Loppemarkedet blev som sædvanligt afviklet sidst i april. Vejret var velegnet til formålet. Der var mange ting, der skal flyttes fra det depot, som velvilligt er stillet til vores rådighed på Buskmosevej.

Det er dage, der er hårde ved os, men som alligevel frister til gentagelse. Forarbejdet baserer sig på tidligere års erfaringer. Der dannes hold og opgaver præciseres. Vi rystes sammen.

Også i år var udbyttet tilfredsstillende. Vi takker for den støtte og de lopper som vi har modtaget.

Årets udflugt.

Overskuddet fra sidste års loppemarked blev brugt til en bustur i maj måned i år. Turen blev kortet lidt ned i forhold til tidligere år. Ud over at betale for bussen deltog vennekredsen tillige med støttepersoner. Turen forløb godt, men igen blev personalets planlægning og indsats tydeligt. Der er ikke noget, der kommer af sig selv, heller ikke udflugter i bus.

Plejehjemmets fødselsdag.

Igen fejrede plejehjemmet sin fødselsdag, og igen var vennekredsen inviteret med. Vi er glade for den tilbagevendende invitation, og har da også en gave med, som det sig hør og bør.

Kommunalt tilskud.

Den nye storkommune har tiltænkt os med et tilskud efter ansøgning. Tilskuddet gives til vore arrangementer. Dermed er et vigtigt samtaleemne ryddet af vejen. Den ny kommune fortsætter hvor den gamle Gråsten Kommune slap – i hvert fald for vores vedkommende.

Lederskifte på Dalsmark Plejehjem.

Det er med forståelse at vi har modtaget beskeden om at Lone Rasmussen stopper som leder af Dalsmark Plejecenter. Lederjob i ældreområdet synes mere og mere at dreje sig om administration og mindre og mindre om den enkelte ældre. Lederopgaverne på Dalsmark har siden plejehjemmets etablering, med i sin tid 24 beboere, ændret sig meget. Men Lone løste den opgave som blev hende til del på en måde så den vel efterhånden er kommet i faste og overskuelige rammer, -indtil næste omlægning!.

Det var især Lone Rasmussens initiativ der fik vennekredsen på benene. Arbejdet i vennekredsen har givet os mange gode oplevelser, og vi håber det samme for beboere og personale.

Vi synes at der er meget at takke Lone for, og vi ønsker hende og hendes familie alt mulig lykke i årene fremover.

En ny leder vil tiltræde, og ting vil blive gjort anderledes. Vennekredsen vil fortsætte sit arbejde men vi vil være lydhør overfor de forventninger og ønsker som en ny leder vil have til vores færden på hjemmet. En evt anden personlig lederstil vil og skal sætte sine spor. Spor som vi vil følge loyalt.