Nyt fra Aftenskolen – Nov 2007

Rinkenæs Aftenskole

Hvor er det sjovt hvert år at se, hvilke kurser der lige falder i folks smag, og hvilke der ikke gør. Flere kurser har vi venteliste på, andre er der overhovedet ingen tilmeldte på. Så har jeg et, hvor jeg har 40 tilmeldte, så 2 dage før melder læreren fra på grund af sygdom, og jeg skal hurtigt have givet besked til de 40. Sådan er livet i en aftenskole også.

I efteråret har vi kurser i FØDSELSFORBEREDELSE i varmt vand, vi starter den 28. oktober og nyt hold 4. januar på Gigthospitalet. Vi har BABYMASSAGE, der er en helt fantastisk ting, det vil de, der har deltaget på kurser, kunne bekræfte. Vi starter, når holdet er fuldtegnet og nyt hold forventes starte 8. januar. Så har vi vores BABYSVØMNING i det varme vand på Gigthospitalet. Vi starter nyt hold den 28. oktober og så igen 6. januar. Barnet må ikke veje under 6 kg. Ved kursets start.

Lørdag den 1. december har vi JULEBAGNING for børn og deres bedsteforældre, men da forældrene har vrøvlet over, at de ikke også må komme med, så tillader vi også det – kurset er på Rinkenæs skole. Lørdag den 3. november kl. 10-15.20 har vi SMYKKEKURSUS. Her kan du lave brocher, halskæder og andre ting af perler, sølvperler eller ægte perler, alt efter smag og pengepung, dette kursus er på Rinkenæs skole, hvor der også er JULEINSPIRATION lørdag den 24. november kl. 9-14.20.

2008. I det nye år starter næsten alle kurser op igen. Jeg kan nævne varmt vands motion på Marina Fiskenæs både morgen og aften, guitarspil, klaverspil, mad for mænd, træarbejder alle babykurserne, glaskunst og tankefelt terapi og meget andet. Vi orienterer her i Samspil om nye kurser.

Ja, så har vi her i efteråret vore 3 foredrag. BRØDREMENIGHEDEN, DENS LIV OG HISTORIE. Lorenz Asmussen fra Christiansfeld er en blændende fortæller, især Brødremenigheden står hans hjerte nær. Rinkenæshus torsdag den 25. oktober kl. 19.

Onsdag den 7. november kl. 19.30 kommer nyhedsvært på DR 1 – TV avisen REIMER BO CHRISTENSEN, der som bekendt er rødhåret og har et temperament der siges, at høre sådanne til. Han fortæller om at bruge dette temperament konstruktiv. Det skal nok blive et morsomt foredrag. Foredraget er på Rinkenæshus. Det er det 3. og årets sidste foredrag også.

Hans Munk Hansen, som vi kender som en fantastisk fortæller om bl.a. Rinkenæs, kommer fredag den 16. novemer kl. 19. Hans foredrag hedder BRUDSTYKKER AF RINKENÆS’ HISTORIE. Vi får et historisk tilbageblik om Rinkenæs, hvis navn findes helt tilbage i 1400 tallet. Vi kommer omkring de Slesvigske krige, middelalderen, nogle navngivende personer og meget mere. Foredraget er med lysbilleder.

Jeg vil gerne have tilmeldelse til Reimer Bo og til Brødremenigheden, så Birthe på Rinkenæshus får et fingerpeg om, hvor mange der skal dækkes bord til og bages kringle til.

Som noget nyt kan jeg fortælle, at Sønderborg kommunes Folkeoplysningsudvalg ikke har villet godkende Babysvømning som et fag i aftenskolen. Man må ikke have svømning i aftenskoler på grund af, at man kan blive elitesvømmer, man kan så rive sig lidt i håret, når man tænker på babysvømning, hvor børnene er måske 2 måneder – og så til elitesvømning, der er ikke rigtig nogen sammenhænge. Men en beslutning er en beslutning, og vi kan ikke få tilskud til babysvømning. Vi har så holdt en stiftende generalforsamling, lavet nogle vedtægter, sendt det hele til kommunen, der har godkendt det, og vi har oprettet RINKENÆS SVØMMEFORENING.

Vores bestyrelse består af Gunhild Frederiksen, Agnes Larsen, Ingrid Jensen og Helga Markussen og mig (Ulla) som formand. Nu må vi så se, hvad svømmeforeningen så kan finde ud af. Er du interesseret i at være SVØMMELÆRER for hold med 3-5 årige og 5-7 årige børn, hører jeg gerne fra dig.

Til slut vil jeg gerne sige mange TAK til alle jer, der lagde vejen forbi Dalsmark 15 og gratulerede med mit ”jubilæum”. Især tak til min bestyrelse, der ganske overrumplede mig lørdag den 1. september kl. 08.00 med blomster, rundstykker og alt, hvad gør et morgenbord perfekt. MANGE TAK.

Mange hilsner og et godt efterår – Ulla.

Med venlig hilsen

Ulla Larsen

Skoleleder