Nyt fra Venneforening – Nov 2005

Dalsmark Plejehjems vennekreds

Vinterens plan ligger klar – i grove træk.

I slutningen af september holdt vennekredsen et møde for at få vinterens planer på plads. Vi må med jævne mellemrum mødes for at lægge planer, og har det sjovt med det. Det sjove kommer af sig selv og planerne får vi da også strikket sammen. Det er nødvendigt med en vis forudseenhed. Vi trækker jo ofte på lokale talenter til at spille eller underholde på anden vis. Så vi må have aftaler et stykke frem i tiden. Dertil kommer det særlige, at vi som en forening, der udfører frivilligt arbejde har mulighed for at søge tilskud ved kommunen. Ansøgning kan indsendes to gange om året. Og vi må jo så vide hvad vi vil søge til.

Da vi skiltes havde vi haft et par fornøjelige timer og planen var lagt i grove træk. Vi havde fået et indtryk af vores økonomiske muligheder. Vi kan nu aftale detaljerne efterhånden som planen skrider frem og vi kan lave et budget til brug for vores ansøgning om støtte. Forhåbentligt har vi også den kommende storkommunes velvilje.

Ved at se på plejehjemmets planer for det samme tidsrum kan vi indbyrdes aftale hvem der møder op på plejehjemmet når de kan bruge hjælp.

Det alsiske dialektteater er stoppet

To af vore bedste arrangementer igennem årene har været besøgene af det alsiske dialektteater. Vi så i JyskeVestkysten at de nu har indstillet deres turnéer og i det hele taget at lave diletantstykker. Det var ærgerligt, men forståeligt. Når de besøgte os på Dalsmark Plejecenter medbragte de alt hvad der hørte sig til, om det så var scenen.

De gjorde stor lykke hver gang. Og vi var alle fængslede af hvad der skete på scenen, så fængslede at man ind imellem vores latter ville have kunnet høre den berømte nål falde til gulvet. Alle blev siddende til stykket var færdigt og skuespillerne havde fået deres fortjente klapsalver. Det oplever man jo i hvert fald ikke altid i biografer og teatre nu om stunder.

Nu må vi se om vi kan være heldige at finde anden underholdning, der er lige så spændende..

Inden vi ser os om…..!

Når der lægges planer på denne årstid trænger december og julen sig på. Forstå det nu hvem der kan. Året er snart gået. Men vi må jo trøste os med at der er nogen, der går i gang med julearbejdet allerede efter et nytår. Der skal designes nisser og pynt og meget andet.

Planerne for julen på et plejehjem fylder ganske givet også godt. Her er det nok især vagtplanerne der spøger. Måske er de endnu ikke skrevet ned på papir, men de er helt sikkert i bevistheden hos alle ansatte. Hvem skal have hvilke vagter? Hvem havde hvilke vagter sidste år. Plejehjemmet vil være bemandet, det kan vi være sikre på. Alle de mange, der skubber egen familie lidt i baggrunden, for at det kan blive jul og nytår på plejehjemmet har fortjent en stor tak – og det får de hermed.

Inden vi ser os om, så er julen såmænd over os. Om den bliver hvid ligger udenfor det, der skal lægges planer for, når der bortses fra de planer som pedellen lægger for sneberedskab.

Der er ikke noget der kommer af sig selv – heller ikke et velfungerende plejehjem.