Nyt fra Venneforening – Mar 2002

Venneforening for Dalsmark Plejehjem

Så kom den!

Vennekredsens medlemmer har modtaget en invitation til et orienteringsmøde om de nye byggeplaner for plejehjemmet. Invitationen var ventet. Den var lovet af borgmester Bendt Olesen, og nu kom den så. Så vidt det kan ses er invitationen helt på det niveau, som vi kunne ønske os. Vi har kun en overfladisk interesse i selve byggeriets forløb. Ved at følge byggeriet kan vi vurdere om vi kan bidrage til at gøre flyttedagene lidt lettere for beboere og personale. Orientering om bygge og flytteplaner giver os også muligheder for at kunne deltage i den fremtidssnak som beboerne og personalet eventuelt måtte have.

Atter en "fødselsdag".

Vennekredsen er nu fyldt 2 år. 2 gode og spændende år. Vi har lært og oplevet meget. Vi har alle lært nye mennesker at kende og er selv blevet kendte med hinanden.

Plejehjem og Vennekreds har afstemt forårets planer.

Vennekredsen holdt det årlige status- og planmøde den 23. januar. Ved mødet vælges formand, kontaktpersoner, kasserer og revisor. Alle valg var genvalg. Det årlige status- og planmøde har helt samme betydning som generalforsamlingen i andre foreninger, der har er en økonomi med et ansvar overfor tilskudsgivere. Vennekredsen nyder godt af tilskud fra Gråsten kommune. Forud for mødet havde repræsentanter for vennekredsen afstemt plejehjemmets og vennekredsens arrangementer, således at de faldt jævnt gennem vinter, vår og sommer.

Igen i år afholdes loppemarked.

Loppemarked, med et musikalsk indslag og kaffe m.v., afholdes lørdag den 13. april kl. 14.30 – 17. Vi håber at vores loppemarked igen vil blive anledningen til at plejehjemmet aflægges et besøg og at kaffen købes dér. Der vil være levende musik i opholdsstuen. Plejehjemmet vil have en salgsstand for egne produkter. Vi håber at plejehjemmets stand og vore lopper kan give både plejehjemmet og vennekredsen en tiltrængt indtægt til gavn for vores videre arbejde. Men helt sikkert vil det give os gode oplevelser. Loppekøbere er glade kunder.

Dalsmark Plejehjems Vennekreds afholder loppemarked:

lørdag den 13 april 2002, på Dalsmark plejehjem.

Vi kan modtage lopper allerede nu.

Vi har fået hjælp til at løse opbevaringsproblemerne. Ring til en af nedennævnte og få en aftale om afhentning. Stort og småt afhentes.

Ring til:

Jens Kock tlf. 74 65 22 18

Anders Andersen tlf. 74 65 05 44