Venneforening for Dalsmark Plejehjem
Igen tid for en status.
Et år er igen gået! Tankerne kan ikke styres. Hvor blev det af, og hvordan blev vi hver især påvirket af årets hændelser?. En status som kun få vover.
Anderledes er det med de menneskeskabte værker og -organisationer. Her er den årlige status en nødvendighed. Vennekredsen har også reserveret et møde til en status. Inden udgangen af februar skal regnskab for det foregående år fremlægges og godkendes. Ved mødet skal tillige laves et budget for det nye år.
En uofficiel status: Året 2001 blev præget af fest og farver.
I 2001 var det enormt spændende at være tæt på begivenhederne på Dalsmark Plejehjem. Til nogle af arrangementerne var vennekredsens medlemmer inviteret, andre var forbeholdt pårørende. Bag arrangementerne stod Plejehjemmet, privatpersoner og vennekredsen.
Fødselsdagsfest – bustur i forårslandskabet –
Sct. Hans arrangement – skovtur i hestevogn –
efterårstur i bus – pakkefest – musik og sangeftermiddag
– søndagsvideoer – høstfest – mortensaften
plus åbent hus den 1. Dec. Kom bare an!.
Beboerne på plejehjemmet havde mere fest i huset end de havde da de havde egen husholdning. Nu er der tilmed køkkenpersonale, påklædere og andet personale for hånden. Manglen på styrke og godt helbred trækker selvfølgeligt meget ned, når beboerne skal gøre et personlige regnskab. Det er forhold, som der ikke altid kan gøres meget ved, men der er vel ingen grund til, at man skal gå i stå af den grund. Dalsmark Plejehjem lægger i hvert fald ikke op til, at beboerne skal gøre det.
Midt i benovelsen over alt det særlige, som kan lade sig gøre på plejehjemmet, skal vi ikke glemme den stilfærdige indsats som fru Thygesen hver torsdag yder med sin musik. Vi skal heller ikke glemme købmandens ugentlige salgsrunde til beboerne. En salgsrunde som kun en lokal købmand kan finde tid og tålmodighed til. En støtte til de lokale handlende er bevisligt en støtte til områdets ældre borgere.
Ældreplejen har opmærksomhed. I vennekredsen har vi mærket den opmærksomhed, som der i disse år er rettet mod plejehjem og ældreplejen. Flere har sluttet sig til vennekredsen – flere end vi måske umiddelbart syntes at have arbejde til. Hidtil har væksten i aktiviteter dog vist at kunne tilpasse sig væksten i villige hænder. Det tredobbelte valg den 20. November viste også stor politisk opmærksomhed for ældreplejen og ældreforhold i øvrigt, både landspolitisk og lokalt. Fra Gråsten Kommune har vennekredsen i år modtaget økonomisk støtte til vores arbejde. Kommunen planlægger et nybyggeri på Dalsmark Plejehjem. Lokalt kan vi derfor ikke klage over manglende opmærksomhed.
Vi takker for vores del af opmærksomheden.
Vi benytter årsskiftet til, at takke for den opmærksomhed og de rosende ord, vi har fået. Vi takker også for den økonomisk støtte som Gråsten Kommune har givet, og vi siger tak til Superbrugsen for den kaffe, som blev sponseret til et af vore arrangementer. Vi takker for beredvillighed fra købmand og slagter på Stenvej.
Alt har været med til at gøre det hele lettere og sjovere.
Vennekredsen ønsker Samspils læsere et rigtigt godt Nytår.