Rinkenæs Borger- og Familieforening Sidste nyt fra Rinkenæs Aftenskole
Siden sidst:
Nytårskoncerten den 10 januar var i år meget vellykket. Alle 30 billetter var hurtigt udsolgt og koncerten var alle tiders. Dirigenten var meget dygtig og vi nød alle den dejlige musik. Næste år skal I tilmelde lidt før, så vi kan få endnu flere borgere fra Rinkenæs med til denne festlige start på året.
GENERALFORSAMLING
Tirsdag den 19 marts kl. 19.30 afholder vi Generalforsamling på Rinkenæshus.
Dagsorden iflg. vedtægter
Forslag sendes til formand Heinz Saxburger, Kroløkke 4, Rinkenæs, 6300 Gråsten senest den 12 marts 2002.
På valg er:
Heinz Saxburger (ønsker ikke genvalg)
Susanne Løper (ønsker ikke genvalg)
Hanne Bjerringgaard (ønsker ikke genvalg)
Jürgen Baum (ønsker ikke genvalg)
Foreninger er vært ved en kop kaffe.
Mød op og gør din indflydelse gældende.
Med venlig hilsen Bestyrelsen
Tur i April.
Tirsdag den 23 april har vi en tur til Gråsten Landbrugsskole.
Forstander Peder Damgaard vil vise os rundt og fortælle om skolen og om
Danskernes valg af fødevarer. Vi tror det bliver både spændende og lærerigt.
Vi får kaffe og kage på skolen.
Meld jer til dette spændende arrangement til Bodil Jensen på tlf. nr.74650891
Pris: kr.35.- inkl. kaffe og kørsel.
Afgang fra købmand Andersen kl. 18.30 – i egne biler.
Frist for tilmelding den 18 april
Kom med til generalforsamling
Alle interesserede, og alle der på nogen måde har tilknytning til Borger- og Familieforeningen opfordres hermed til at møde op til vores generalforsamling.
I år er vi fire der er på valg, så kom og få medindflydelse!
· Vi er talerør til kommunen og presser på for forbedring i vej/miljø sager.
· Vi planlægger Parkkoncerterne i Gartnerslugten.
· Vi er medarrangører af Nøglefest, Adventsfest, Julefest.
· Vi organiserer udflugter, informationsaftener m.m.
Det er med andre ord meget vigtigt, at der fortsat er noget der hedder Rinkenæs Borger og Familieforening!!!
Arbejdet i en bestyrelse kan være meget givtigt og spændende, man kan faktisk blive helt bidt af det, så kom og vær med til at bestemme hvem der skal deltage i bestyrelsesarbejdet fremover!!!
Det er her du får medbestemmelse på hvad der sker i dit lokalsamfund!
Vel mødt!!!
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Rinkenæs Borger- og Familieforening.
Aftenskolen lever lidt "på kanten af en gloende 25 øre" i øjeblikket, da vi ikke rigtig ved, om vi er købt eller solgt, når den nye finanslov træder i kraft. Det er således, at lønningerne udbetales med et tilskud på 1/3 fra staten, 1/3 fra kommunen og 1/3 fra kursusdeltagerne. Nu står der i finanslovforslaget, at staten sletter deres 3. del, hvilket vil sige, at kursisterne skal betale 2/3 – det dobbelte af disse lønninger. Det bliver en væsentlig stigning i kursusgebyrerne, og vil uden tvivl få mange til at droppe aftenskolerne. Det bliver en meget spændende tid, vi går i møde. Men først skal år 2002 gå i den sædvanlige rytme, så derfor tilbyder aftenskolen:
LANCIER på Rinkenæshus fredag den 15. og lørdag den 16. marts. Lærer på holdet bliver Lone Schmidt fra Padborg. Lone er en pige med pep i, så der skal nok komme gang i den. Kurset kommer til at forløbe som sædvanligt, man øver fredag aften og lørdag morgen, møder igen lørdag aften ved spisetid, spiser sammen for egen regning og danser så igen. Prisen ekskl.. mad og drikke er 170 kr. pr. deltager.
FØDSELSFORBEREDELSE I VARMT VAND ved jordemoder Marianne Risom har kun få ledige pladser på de sidste 2 hold før sommerferien. Det sidste FØDSELSFORBEREDELSE FOR PAR før sommerferien starter onsdag den 8. maj kl. 17-19 i Ahlmannsparken slut den 18/6. 520 kr. pr. par. EFTERFØDSELSKURSUS FOR MOR OG BARN ligeledes ved Marianne og ligeledes i Ahlmannsparken har 2 hold før sommerferien, det ene starter tirsdag den 12. marts og det andet starter tirsdag den 7. maj. På dette kursus får den nybagte mor oprettet de belastede muskler, der bliver leget bevægelseslege med børnene og der bliver givet babymassage. Kurset på 7 gange koster 360 kr.
Stort set alle kurser er startet. Der er madlavning for mænd, patchwork, akvarelmaling, engelsk for begyndere, afspænding i varmt vand og på Rinkenæs skole samt alle fødselsforberedelse og efterfødsel. Alnor-Gråsten aftenskole tilbyder 2 torsdage med græsk mad. Vi har en græker, der vil lede kurset, der består af gode græske retter. Den 28/2 og 7/3. Bov aftenskole har det samme kursus den 14. og 21. marts.
Til alle kurser skal man tilmelde sig før start, er kurserne ikke fuldtegnet, aflyses de nemlig, har man ikke tilmeldt sig, kan man ikke få besked om aflysning, og man går forgæves.
Venlig hilsen og på gensyn skoleleder – Ulla Larsen