Nyt fra Rinkenæs Skole – Sep 2006

Rinkenæs Skole

Sprog og adfærd

Det er efterhånden ved at være hver dag, at man i medierne kan læse og høre om unge, der ikke ved, hvordan man skal opføre sig og tale til andre på. Senest i JydskeVestkysten har man kunnet læse om 2 elever, der bliver bortvist, fordi de har slået på en lærer. Og det er desværre ved at være hverdag på de store skoler i byen. Jeg havde det tæt inde på livet, da jeg arbejdede i Sønderborg. Tonen er mere rå, og de unge mangler i den grad respekt over for andre og også over for fremmede voksne, som en lærer jo egentlig er.

Så galt står det heldigvis ikke til her hos os – endnu!! Men tiderne ændrer sig, ungdomsprogram-merne sender udsendelser, hvor selv hærdede ører kan blive røde….. så vi når også et tidspunkt, hvor vi bliver mødt af sprog og adfærd, som vi ikke vil tolerere.

Vi har derfor taget fat omkring elevernes måde at tale til hinanden på samt deres indbyrdes adfærd, for at få dem lært, hvad man kan tillade sig at sige og gøre, og hvornår man gør hvad. Vi opfordrer også de andre voksne, der deltager i elevernes liv – hjemme, i sportsforeninger og hos spejderne – til at gribe ind, når tonen bliver for grov.

Jeg tror på, at vi kan komme rigtig langt – sammen – for de unge menneskers skyld.

Med venlig hilsen

Ulla K. Brommann, Rinkenæs Skole

Fællesspisning

på Rinkenæs Skole for byens borgere

Tirsdag den 10. oktober er der igen mulighed for at deltage i fællesspisningen på Rinkenæs Skole, hvor der indbydes til et par timers hyggeligt samvær. Alle er velkomne.

Arrangementet starter kl. 18.00, hvor vi lægger ud med at synge et par fællessange sammen med Ole Alnor, der har sin guitar med. Bagefter serveres maden.

Når vi har spist, vil skoleinspektør Ulla Bromman orientere os om nyt fra Rinkenæs Skole. Derefter kommer Heinz Saxburger – uden tryllestav – og fortæller os om sit spændende liv som tryllekunstner. Han har bl.a. optrådt i 42 lande og medvirket i mere end 50 TV-shows i 5 verdensdele. Heinz Saxburger udgav i 2002 erindringsbogen ”Verden rundt med flagrende frakkeskøder”. Vi runder aftenen af med en sang ca. kl. 20, når vi har drukket vores medbragte kaffe.

Prisen for at deltage er kr. 25,00 pr voksen og kr. 15,00 pr barn.

Medbring venligst selv tallerken, bestik, glas, kop og kaffe/the. Drikkevarer må gerne medbringes, men der kan også købes øl og vand på skolen.

Tilmelding er nødvendig og bedes ske senest torsdag den 5. oktober

til Rinkenæs Skole på tlf. 74 65 02 44 eller til Astrid på

tlf. 74 65 40 35.

Vel mødt!

Mange hilsener fra arbejdsgruppen.