Rinkenæs Skole
Lidt nyt fra Rinkenæs Skole.
Efteråret er her
På skolen er vi kommet godt i gang med skoleåret, og efter efterårsferien skal vi så småt til at tænke på årets skolefest, der jo har tradition for at samle store og små i Rinkenæs. 6.kl. er ved at tænke ”dramatiske tanker”, og forældrerådene i klasserne skal også i tænkeboks og se hvilke aktiviteter, de vil udbyde til festen.
Inden vi når så langt, skal der også motioneres og bygges vindmøller.
Vi skal have fokus på natur/teknik, hvor der skal arbejdes med vindenergi. Inden ferien skal vi deltage i skolernes motionsløb, så det er rigtigt, hvis I ser en flok elever komme løbende i højt eller lavt tempo fredag i uge 41.
Synlighed i trafikken
Efteråret er lig med mørke morgener, så det er tid til eftersyn og tjek af lygter og reflekser på cyklerne. Det gælder både børnenes cykler og de voksnes. Jeg kan desuden kun anbefale, at børnene udstyres med skriggule trafikveste, for de kan da ses i mørket. Køb dem evt. lidt for store, for så kan de trækkes ud over rygsækken.
Skolebestyrelsen har opfordret forældrene til at sætte deres børn af på Dalsmark eller på Stenvej ud for sportspladsen, da vi har oplevet for mange kaotiske morgener. Heldigvis er der rigtig mange, der har fulgt opfordringerne, men der er stadig nogle, der helst vil køre helt ind og aflevere. Allerhelst ser vi gerne, at eleverne går eller cykler i skole, så de får noget mere motion ind i hverdagen. Bestyrelsen arbejder på en kampagne, for at vi får ordentlig gang i bentøjet på små og store.
Fremtidens Skole
Politikerne i kommunen har iværksat et større arbejde omkring fremtidens skole i Sønderborg kommune, da vi om 10 år må se i øjnene, at elevtallet er faldet betydeligt. Bliver der bygget nye boliger rundt omkring, mangler der kun ca. 1200 elever, bliver der ikke bygget, siger prognoserne ca. 1700 elever færre, og det er mange. Arbejdsgruppen er gået i gang med arbejdet, der skal være klar til politisk behandling i foråret 2011. I gruppen sidder der forvaltningsfolk, skoleledere, en SFO-leder, repræsentanter fra skolebestyrelserne, samt faglige organisationer.
Alle hjørner i skolevæsnet skal vendes, og hvad arbejdet munder ud i, må tiden vise. Men der bliver tidligst lukket skoler i 2012, da der er nogle varslingsfrister, der skal overholdes.
Ønsker man at se, hvad der bliver arbejdet med, kan man gå ind på kommunens hjemmeside via flg. Link:
http://www.sonderborgkommune.dk/PasningOgSkolegang/FremtidensSkole.aspx
Et lille eller måske stort hjertesuk…..
Vi oplever her på skolen, at skolens område bliver brugt meget efter skoletid, og det er helt fint med os. Men vi vil meget gerne indskærpe, at man fjerner sit affald ved enten at tage det med hjem i egen skraldespand eller benytte en af de opstille affaldsspande, der er rundt omkring. På sportspladsen bliver sodavands- og øldåser til knivskarpe elementer, når de har været igennem kommunens græsklipper. Vores børn samt de hunde, der bruger sportspladsen til at løbe rundt på, kan komme alvorligt til skade.
Fyldte poser med hunde høm-hømmer finder vi smidt i hegnene eller hængt i buskene, og vores serviceleder synes ikke det er så rart at klippe hæk, når ophængte poser ryger i hækklipperen. Vi finder også poser på bænken ved skolens opkørsel, hvor der tidligere var en skraldespand, men den er altså væk nu.
Jeg håber, at alle tænker over dette og fjerner deres affald, så vi alle kan holde ud til at være her.
Jeg vil ønske alle et godt efterår.
Med venlig hilsen
Ulla K. Brommann, skoleleder