Rinkenæs Skole
Lidt nyt fra Rinkenæs Skole
Så er vi kommet godt i gang igen efter en lang jule- og nytårsferie. Vi kunne heldigvis møde ind til en skole, der havde overlevet nytåret uden skader. Det var dejligt.
Før vinterferien har hele skolen emneuge, der står i det internationales navn. Eleverne i 0. – 3.kl. skal arbejde med Færøerne, og de store skal arbejde med Europa. Eleverne glæder sig altid til, at der skal arbejdes på en anden måde.
Efter vinterferien er det så snart tid til at holde fastelavn, og det kommer til at foregå mandag d. 23. februar i vores første modul. Elevrådet står for dette arrangement, og går det som det plejer, så vil vi møde nogle elever, der er meget flot klædt ud og nogle næsten til ukendelighed. Forældre er naturligvis velkomne til at overvære denne fest.
Inden længe vil skolen være udstyret med yderligere 3 smartboard i klasserne, så eleverne i 2. – 6.kl. sammen med deres lærere vil kunne benytte sig af denne teknologi i undervisningen. Lærerne vil kunne sidde hjemme og forberede sig på deres egen pc og så have deres planer og andre materialer med på et USB-stik. Men helt undvære bøgerne kan vi ikke, og det skal vi heller ikke, for det at sidde med en bog er noget andet, end hvis alt skal foregå på en skærm.
Vi er desværre ikke kommet meget længere med vores arbejde med at etablere Rinkenæs Børneby, da vi ikke har fået grønt lys mht. en pose penge. Men, det forhindrer os ikke i at tænke tanker og ændre på forskellige procedurer i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole/SFO. Vi skal nu modtage de kommende børnehaveklassebørn pr. 1. maj, og det er en udfordring, når vi ikke bygningsmæssigt er gearet til denne opgave. Så denne overgang kommer i høj grad til at foregå i samarbejde med børnehuset og deres personale. Sådan som vi forestiller os det, når vi engang kommer under samme tag.
Fiskbæk Naturskole efterlyser materialer til samlingen.
Vi har fået en naturskole i vores område til glæde for elever og lærere. Sønderborg kommune har i samarbejde med Gråsten Landbrugsskole etableret den tredje naturskole i kommunen. Lokaliteterne er indrettet i en gammel kostald på landbrugsskolen, og der er plads til undervisning, møder og hyggelige tiltag. Der vil senere på året blive inviteret til reception i de nye lokaler.
Naturskolen ledes af Per Holt, der allerede har haft besøg af mere end 500 skoleelever, og han har et righoldigt program at byde på for alle alderstrin. 6.kl. har været på besøg før jul, og her var emnet sporjagt. De havde en dejlig dag trods det, at der var godt med mudder i området, men så er det vist også nemmere at finde sporJ.
For at gøre de nye lokaliteter endnu mere spændende mangler der noget udsmykning i form af gamle landbrugsredskaber – dog ikke store maskiner – og udstoppede dyr og fugle, ting der også kan indgå i undervisningen.
Skulle der være nogen her i Rinkenæs, der har nogle af disse ting liggende eller stående, og som gerne vil donere dem til naturskolen, så kan de trygt ringe til Per Holt på tlf. 26 83 54 90 eller kontakte mig her på skolen, så skal jeg sørge for at bringe beskeden og evt. genstanden videre.
Så mange var ordene for denne gang.
Med venlig hilsen
Ulla Brommann, Skoleleder