Rinkenæs Skole
Månedens gode eksempel
Så fik vi Rinkenæs Skole samt de 5 andre små skoler på Danmarkskortet, da vi i februar måned blev kåret til Månedens gode eksempel. Det er Undervisningsministeriet og Danmarks Lærerforening, der står bag initiativet om at få de gode eksempler frem i lyset. Og hvad har vi så gjort, der fortjener, at vi kommer frem i lyset??
I Sønderborg kommune er vi 6 små skoler, d.v.s. skoler med elever i 0. – 6.kl i ét spor, og vi har i snit 10 lærere i skoledelen. Når der er så få medarbejdere, kan der være fag, hvor det er den samme lærer, der har opgaven omkring alt inden for dette fag eks. sløjd. At være alene om et fag betyder, at man ikke rigtig har nogen at udveksle erfaringer med og sparre med. Det er der mulighed for, når man samler alle sløjdlærerne fra de 6 små skoler. Man får nye ideer til undervisningen, set hvordan et lokale også kan indrettes, får drøftet faglige problemstillinger osv. Dette samarbejde inden for flere forskellige områder har nu kørt i 2 år, og det er en succes.
Man kan læse mere på Undervisningsministeriets hjemmeside på www.uvm.dk søg på Månedens gode eksempel.
Overgang 1. maj og børneby
1. maj nærmer sig, og da skal vore kommende børnehaveklassebørn begynde i SFO. Dette er ikke helt uproblematisk rent fysik, da vi er så tæt forbundet skole og SFO. Men vi prøver nu en løsning der hedder, at børnene dels er her på skolen og del er i Børnehuset. Vi vil efterfølgende evaluere overgangen, og så må vi se, hvad der skal ske næste år. Havde vi været en børneby, havde det været noget nemmere, men der er endnu ikke sat tid eller penge af til den næste børneby/børneunivers, så vi må væbne os med tålmodighed.
Skolebestyrelsens årsberetning
Det er lovbestemt, at skolebestyrelsen 1 gang årligt skal aflægge beretning for forældrekredsen på skolen. I år vil vi prøve noget nyt. Onsdag d. 13. maj kl. 17.00 vil formanden aflægge sin beretning for forældrene, mens børnene bliver aktiveret udenfor eller i hallen. Når den officielle del er overstået, har skolebestyrelsen sørget for dejlig mad til alle mod en symbolsk betaling. Vi håber på, at forældrene vil bakke op om denne form for aflæggelse af årsberetning.
Farvel til et gammelt år og goddag til et nyt…..
Torsdag d. 25. juni holder vi vanen tro sommerfest for store og små, og når tiden nærmer sig vil der komme besked hjem om dagen. Sidste skoledag bliver i år fredag d. 26. juni, SFO holder åbent nogle uger inden de også lukker ned. Besked bliver givet il alle SFO-børn.
1. skoledag efter sommerferien bliver mandag d. 10. august. Vi har ikke helt besluttet, hvornår eleverne møder ind, men vi kan love, at det bliver en helt anderledes 1. skoledag end den, de har oplevet de andre år, men så siger jeg heller ikke mere…J
Konfirmation i Rinkenæs
Jeg vil ønske alle vore ”gamle” elever et stort tillykke med konfirmationen, og så vil jeg opfordre til, at alle med flagstang i Rinkenæs sørger for, at flaget kommer op denne dag. Det er utroligt smukt at køre gennem byen, når Dannebrog er hejst alle steder.
Jeg ønsker alle en rigtig god sommer.
Ulla K. Brommann
skoleleder på Rinkenæs Skole