Rinkenæs & Alnor Pensionistforening
Siden sidst
En eftermiddag med Irma Lauridsen.
Den 14. april var vi på Rinkenæshus til foredrag med forfatteren Irma Lauridsen.
Det var en god og overmåde positiv oplevelse og noget af et tilløbsstykke.
Foredraget titel var: Sund og rask også som ældre, og det var inddelt i to afdelinger: tankens kraft og sund kost. Irma går ind for, at tankens kraft har enorm betydning for vores helbred. Man skal tænke: jeg er frisk og rask, tænke positive tanker frem for negative, tænke glæde ind i livet, skabe sig en positiv indstilling til tilværelsen, glade mennesker er ikke så meget syge. Vores krop er selvhelbredende, tænk bare på udtrykket: jeg blev helt syg ved tanken, eller jeg blev så glad, at jeg helt glemte jeg var syg. Man skal tænke sundhedstanker, tanken er koden til det man fører ud i livet.
Sund mad: Vigtigt at spise meget grønt og leve enkelt. Dårlig kost er medvirkende til stress, børn bliver også stressede og urolige, men man har lov til alt hvad man kan glæde sig over. Man skal ta’ springet ud af sine vaner, og huske at ha’ humoren med. Man skal synge og danse og huske at glæde spejles, positive tanker sendes tilbage og glæde breder sig som ringe i vandet. Vi skal turde vise mere liv og være ligeglade med hvad andre tænker.
Det var sådan ca. essensen af foredraget.
Tur til Rømø og den sydlige vestkyst.
Den 21. maj var vi på en spændende bustur til Rømø.
Første mål var marskbyen Ballum. Efter en lækker middag på Ballumhus Hotel kørte vi til Kommandørgården på Rømø, hvor vi både så et (selvfølgelig) kæmpestort hvalskelet og en fuldt møbleret gård. Rømø Kirke var næste stop med en velpasset kirkegård, der var i færd med at blive vandet, og hvor gravstederne var indrammet og lå lige som på en græsplæne. Kirken var meget stor og flot med smukke udsmykninger og kirkeskibe og plads til 400 mennesker, det er jo også den eneste kirke på Rømø. Lillejuleaften var den altid fyldt 2 gange, fik vi fortalt.

Efter et smut ned om havnen fik vi lidt tid på egen hånd i Lakolk Shoppingcenter. Så passerede vi igen dæmningen, gjorde holdt i Skærbæk og drak dejlig kaffe med brødtorte, inden 30 tilfredse pensionister vendte næsen hjemad efter en fin udflugt, hvor vejret også artede sig som bestilt, solskin men ikke for varmt!
Pensionistmatine.
Den 20. juli deltog vi i pensionistmatinéen ved Gråsten Ringridning med kaffe, boller og lagkage, underholdning ved Jyderne og en lille svingom.
Tur til Hygum Hjemstavnsgård
Den 21. august var vi på en tur til Hygum Hjemstavnsgård, den levende landsby ved Rødding.
Herom beretter jeg i næste Samspil.
Kommende arrangementer:
Hyggeeftermiddag på Providence
Den 4. september kl. 14.30 skal vi så igen hygge os på Providence. Denne gang kommer
Bedstes musik og underholder os. Kaffe og kage koster 50 kr. Kørsel kan arrangeres.
Tilmelding senest den 1.september til Grethe tlf. 74 65 32 40
eller Inger tlf. 74 65 05 44, bedst mellem kl. 17-18.
Se også annonce i Lokal-Avisen.
Seniordans
Den 9. september kl. 14.15 begynder seniordansen igen på Dalsmark under ledelse af Else Saxburger, og vi vil gerne have flere dansere med.
Tur ud i det blå
Den 6. oktober skal vores tur ud i det blå gå til Brødremenigheden i Christiansfeld. Vi vil få en fin rundvisning på ca. 1½ time og derefter kaffe med kage på Brødremenighedens Hotel.
Prisen bliver 125 kr. for medlemmer og 150 kr. for ikke medlemmer
Afgang fra Rinkenæs kl. 13, Alnor kl. 13.05, evt. Gråsten 13.10.
Tilmelding senest den 1.oktober til Grethe tlf. 74 65 32 40
eller Inger tlf. 74 65 05 44, bedst mellem kl. 17-18.
Ret til ændringer i programmet forbeholdes.
vi ses i pensionistforeningen