Rinkenæs & Alnor Pensionistforening
Siden sidst:
Ældrekoncert på Alsion
Det var en dejlig torsdag i april med strålende solskin og blomstrende haver. En flok glade og forventningsfulde pensionister tog plads i Quorps bus og kørte den korte tur til Alsion i Sønderborg. Der ventede os en dejlig eftermiddag i det kæmpemæssige glas- og stålpalads med storslået udsigt over Alssund og det halve Sønderborg, som man kunne nyde mens man indtog kaffen i pausen, hvis man havde fantasi til at abstrahere fra alt byggerodet rundt omkring. Nå, koncertsalen er da færdig og imponerede med sin enkle og funktionelle indretning og fantastiske akustik. Og ind på scenen kom Sønderjyllands Symfoniorkester, Henrik Krogsgård og Kirsten Siggård og leverede varen. Det var en flot koncert, hvor Kirsten Siggård i skiftende smukke rober sang et meget varieret program, som spændte lige fra Edith Piaf og Patsy Claine til dansktop og grandprix. Det var også en stor oplevelse ikke kun at høre men også se det velspillende symfoniorkester udfolde sig under Henrik Krogsgårds charmerende og professionelle ledelse. ”Vores egen” Per Nielsen gav et par solo numre, og det hele blev kædet sammen med små kommentarer og historier. Efter megen applaus og en dejlig oplevelse rigere vendte Quorp så bussen tæt ved vandkanten, og vi vendte næsen hjemad efter en vellykket eftermiddag.
Bov Museum
I maj måned besøgte vi vores kulturhistoriske egnsmuseum, Bov Museum, indrettet i stuehuset til den gamle herredsfogedgård ”Oldemorstoft” som kan dateres tilbage til 1472. Museet har fokus på livet omkring grænsen og viser bl.a. gendarmeriets historie og slaget ved Bov. Vores guide Børge gjorde os opmærksom på gamle dekorerede loftsbjælker og en dekoreret dør, som var blevet afdækket efter en omfattende vandskade. En del af rummene på gården fremstår nu som de så ud omkring 1850erne. I de tilstødende pyramideformede haller findes landbrugsmuseum grundlagt af N.A. Drewsen, og pt også en særudstilling som viste den lokale jernbanes historie.
Sommerudflugt til Odense
Fyn er fin, siger man jo, og det synes vi også, da vi i juni besøgte øen. Efter kaffe og rundstykker på en rasteplads ved motorvejen ankom vi i bus til Den fynske landsby, som nok er et besøg værd. Det er et spændende sted, hvor man fornemmer livet på landet i 1800-tallet igennem en fuldt udbygget landsby med møblerede huse og gårde og bl.a. vand- og vindmølle og skole. I flere af husene var dukker i naturlig str. som skulle illustrere, hvordan man havde levet, ligesom også haverne var forsøgt dyrket som dengang.

Næste stop, Rosengårdscentret er jo til gengæld et meget nutidigt butikscenter med et hav af butikker, som det var svært at nå igennem på den time, vi fik tildelt.
Så skulle vi ud at sejle på Odense å, det var en meget idyllisk tur med hængende træer langs bredden og enkelte haver helt ned til åen, men egentlig ikke så meget at se.
Se måtte vi til gengæld ikke i Zoologisk have, hvor eftermiddagskaffen skulle indtages. Vi blev afhentet af en fin tjener ved båden og ført op til restauranten, så vi ikke lod os distraheret af dyrene, det var nu svært at holde øjnene fra de flotte store giraffer, vi passerede!
Hjemturen gik igennem Middelfart, over den gamle Lillebæltsbro og ad den gamle hovedvej for afvekslingens skyld – og endte på Kværs Kro, hvor vi spiste aftensmad. Det var en flok glade og veltilfredse pensionister, der lidt senere tog afsked med hinanden efter en oplevelsesrig dag.
Pensionistmatine ved Gråsten Ringridning
Vi deltog som sædvanlig i pensionistmatineen ved Gråsten Ringridning i juli sammen med de andre ældreforeninger.
Det var en hyggelig eftermiddag med kaffe, kage og underholdning ved Rebbøl Orkestret og Judith Brandenhoff og endelig en lille svingom sammen med en masse glade mennesker.
Kommende arrangementer:
Sommerfest i Rinkenæs den 1.september.
Pensionistforeningen deltager i det store sommerfest-arrangement sammen med de øvrige foreninger i Rinkenæs med en kaffebod, hvor der kan købes kaffe og hjemmebagt kage. Desuden giver vi en lille opvisning i seniordans. Vi håber selvfølgelig på godt vejr og god opbakning til denne dag.
Seniordans starter ny sæson den 11. september i multisalen på Dalsmark. Vi danser fra 14-16 med indlagt kaffepause, og nye dansere skal være så hjertelig velkomne. Vi har det fornøjeligt, imens vi opfrisker gamle danse og lærer nye til kendte melodier under Else Saxburgers tålmodige ledelse.
Hyggeeftermiddag med underholdning på Providence den 3. oktober kl. 14.30
Der bydes på kaffe og kage i de hyggelige omgivelser på Providence, og vi vil overraske med forskellig form for underholdning.
Tilmelding senest den 30.sept. til Grethe tlf. 74 65 32 40 eller Anne Margrethe tlf. 74 65 0113.
Vi ses i pensionistforeningen