Rinkenæs & Alnor Pensionistforening
Hyggeeftermiddag på Providence Oktober måneds arrangement var en hyggeeftermiddag på Providence.
Efter kaffebord med lagkage havde vi inviteret 88 årige Inger Wolf fra Bovrup til at fortælle om sit liv, først om sit bryllup og derefter om hverdagen som ung kone på et husmandssted under krigen. Det var en medrivende beretning, der kaldte minder og en enkelt tåre frem hos mange. En fortælling om glæden ved hårdt arbejde der gav belønningen i sig selv, om tilfredshed med lidt, om nabosammenhold, om at lære hvem man kunne stole på og hvem ikke i den tunge tid. Inger Wolf stoppede historien der, hvor et nyt livsafsnit begyndte for dem, nemlig da de flyttede fra husmandsstedet for at overtage hendes barndomshjem.
Vi håber at få lejlighed til at høre resten, og prøver at invitere hende igen den 4.2.08 måske i multisalen på Dalsmark Plejecenter.
Rinkenæs rytmiske kor under ledelse af Jacob Rousing må vi desværre have til gode til en anden god gang, da de var nødt til at melde afbud.
Dilettant hos frk. Jensen
Vores arrangement i november var en dejlig bustur til Skelde. Vi kørte til ”frk. Jensen”, hvor vi blev beværtet med dejlig kaffe og lagkage inden vi kastede os ud i løjerne på ”Snollerup Kro”.
Frk. Jensen (eller Nette Jensen) er et aktivitets og kulturhus, tidligere Skelde Forsamlingsgaard fra 1888, og bruges til fester, kurser og møder. Der kan være 45 i krostuerne og 120 i teatersalen. Der er forskellige faste arrangementer som salsa om onsdagen og jamsession om torsdagen, og ellers kan man leje lokaliteterne.
Dilettantforestillingen ”Balladen på Snollerup Kro” handler om hvad der alt kan ske på en kro, når der kommer en vaks københavnerpige og sætter skik på tingene, så alting ender godt, og alle bryder ud i sang til sidst. Undervejs er der mange groteske situationer, som de Skelde amatører jo mestrer vældig godt, og som mange gange fik publikum til at bryde ud i latter.
Juledekorationer
Bestyrelsens damer samledes igen i år for at fremstille juledekorationer, som blev delt ud til glæde for de af vore medlemmer, som har svært ved at komme til vore arrangementer
Adventsfest på Rinkenæshus
Den 13. december afholdtes den traditionelle adventsfest på Rinkenæshus i samarbejde med byens øvrige foreninger.
Kommende arrangementer:
Seniordans
8. januar 2008 kl. 14.00: Seniordans starter igen efter juleferien. Vi danser hver tirsdag i terapien på Dalsmark.
Sangeftermiddag på plejehjemmet
17.januar 2008 kl. 14.30: Sangeftermiddag med fru Thygesen og kor på Dalsmark Plejecenter.
Kaffen koster 15 kr.
Tilmelding. til Grethe tlf. 74 65 32 40 eller Anne Margrethe tlf. 74 65 01 13, senest den 10.01.08.
Hyggeeftermiddag med Inger Wolf
4.februar 2008 kl. 14.30: Hyggeeftermiddag på Dalsmark Plejecenter, hvor Inger Wolf vil fortælle resten af sin fantastiske livshistorie. Vi der hørte første del er vist alle spændte på at høre fortsættelsen.
Tilmelding. til Grethe tlf. 74 65 32 40 eller Anne Margrethe tlf. 74 65 01 13, senest den 31.01.08.
Generalforsamling
25.februar 2008 kl. 14.00 afholdes den årlige generalforsamling på Alnor Kro.
Efter generalforsamlingen er der pakkespil, medbring derfor en pakke til en værdi af ca. 20 kr. (se i øvrigt annonce i lokalavisen umiddelbart før).
Tilmelding. til Grethe tlf. 74 65 32 40 eller Anne Margrethe tlf. 74 65 01 13, senest den 20.02.08.
Tur til Musik Galleriet i Ansager
12.marts 2008 har vi planlagt en tur til Musik Galleriet i Ansager, hvor vi skal besøge Helge Engelbrecht, hans søster, der laver jydepotter på gammeldags maner og hans ”englemor”. Så sæt kryds i kalenderen og se nærmere i Samspil til marts.
Godt nytår til jer alle
Vi ses i pensionistforeningen