Kirkebladet for Rinkenæs Sogn.
Det bedste er at holde gudstjeneste
”Det bedste i hele verden er at holde gudstjeneste. Og det næstbedste er ikke at skulle holde gudstjeneste.” Sådan sagde en præst engang til mig i sjov. Og det er der noget om. Jeg har altid været glad for at holde gudstjeneste, men i skrivende stund nyder jeg at kunne studere på fuldtid. I årets sidste tre måneder har jeg studieorlov.
Det er blevet behørigt meddelt i kirkebladet. Og der er rigtig mange, der har snakket til mig: ”Nå, er du begyndt på din ferie?” ”Hvor rejser du hen?” og lignende bemærkninger. Det har nu ikke været ferie, men kun at jeg har været fri for så at sige alle tjenesteforpligtelser, fri til at studere.
Men hvad er det så, jeg har studeret? Emnet er ”åndelig vejledning og spiritualitet”. Jeg har selv valgt både emne og indhold for min orlov, og det har simpelt hen været mit ønske at blive bedre til det arbejde, som jeg sådan går og beskæftiger mig med i det daglige.
At lære om åndelig vejledning vil sige, at jeg ønsker at blive bedre til at forkynde Guds Ord og hjælpe mennesker til at leve deres liv med Gud.
Mit studieemne er også spiritualitet. Ordet betyder åndelighed. Det er et modeord i disse år. Det bruges rigtig meget også inden for erhvervslivet, hvor man ønsker at sætte etiske værdier i højsædet og ikke kun tænke på, at der skal være overskud på bundlinien. Det er fint, at udviklingen går i retning af større ansvarlighed og medmenneskelighed.
Og det er ikke bare erhvervslivet, der efterspørger åndelige værdier. Der er stor søgen efter det religiøse og åndelige i dag. Og hér har kirken virkelig noget at tilbyde. Vi har en rig tradition for kristen spiritualitet, altså for at leve vor tro ud. Den tradition er bare tørret en del ud i vort land. Vi har skilt liv og lære ad, derved at vi har gjort den kristne tro til en mening, til et partiprogram, hvor det skulle og burde være en integreret del af vort liv.
Jeg vil gerne være med til at virke for, at troen bliver en levende og naturlig del af vores tilværelse. Det er det, jeg læser om og studerer.
Hvordan det vil udmønte sig rent konkret, når jeg nu vender tilbage til ”aktiv tjeneste” efter nytår, det er ikke så nemt at sige. Måske bliver prædikenerne lidt anderledes – måske mere enkle og forståelige. Og det vil jo i sig selv være en gevinst. Måske vil jeg tage konfirmanderne med på pilgrimsvandring og måske arrangere en studiekreds om vor kristne tro. Mulighederne er mange.
Jeg er glad for at have fået denne chance, dette pusterum midt i en travl hverdag. Det giver ny energi til arbejdet. Det giver glæde og frimodighed til at gå videre.
Og der skal lyde en stor tak til Birgitte Christensen, som har været vikar i de tre måneder. Hun har været enestående. Blandt andet kan det nævnes, at hun var med til gudstjenester og til konfirmandundervisning, endnu før hun begyndte på vikariatet. Jo, hun satte sig grundigt ind i forholdene.
Ebbe Sunesen
KonfirmandAktion: Et levende håb
Torsdag den 31. januar kl. 19.00 indbydes alle konfirmanderne og deres forældre til møde. Vi samles i Korskirken, hvor en gæstelærer fra Tanzania vil fortælle. Hun hedder Asenath Milambwe, og hun underviser på en Primary School i Karagwe i det nordvestlige Tanzania. Hun er også meget aktiv i sin sognekirke, hvor hun blandt andet er søndagsskolelærer. Hun er gift og 27 år gammel.
KonfirmandAktion sætter i år fokus på en levende kirke – og på tro og håb for unge i Tanzania og Danmark.
Farvel og tak
Nu er mine tre måneder som vikar for sognepræst Ebbe Sunesen snart forbi. Jeg vil derfor gerne sige mange tak til den altid trofaste menighed i Rinkenæs for god støtte og opbakning. Det har været en fornøjelse at få lov at være præst hos jer og at lære jeres smukke by lidt bedre at kende.
Det er som vikar altid ganske trist så hurtigt igen at skulle sige farvel, og det lige som man har lært folk at kende. Men jeg kan så glæde mig over, hvor mange mennesker jeg har mødt, og at de alle har været flinke og venlige imod mig. Jeg vil dog komme til at savne de herlige konfirmander, som har været både flittige, dygtige og engagerede.
Der er efterhånden mange, der har spurgt mig: Hvad nu, når du slutter her i Rinkenæs, hvor skal du så være præst? Svaret er, at jeg ikke ved det endnu. Men Hvor Gud mig fører, går jeg glad. Det er der en salme i salmebogen, der hedder. Og det vil jeg prøve at leve op til her i det nye år. Jeg må så se, hvorhen det bliver for mit vedkommende.
Men før jeg tager nogen steder overhovedet, vil jeg gerne ønske alle i Rinkenæs en rigtig glædelig jul og et godt og velsignet nytår.
Birgitte Christensen
Fra menighedsrådet
Rinkenæs gamle kirke
På grund af restaurering lukkes Rinkenæs gamle kirke fra januar til august 2008.
Gudstjenester og kirkelige handlinger vil i den periode udelukkende foregå i Korskirken.
Den 10. august 2008 genåbnes den gamle kirke til sit 850 års jubilæum.
Ny formand og næstformand
Menighedsrådet har valgt Inge Nielsen som ny formand, og Hans Seekjær som ny næstformand.
Ny kirketjener
Pr. 1. november 2007 er Kirsten Lund ansat som ny kirketjener i Rinkenæs sogn. Kirsten Lund kommer fra en lignende stilling ved Kværs kirke. Hun har siden maj 2006 fungeret som afløser her i Rinkenæs, så hun er sikkert allerede kendt af mange. Hun kan kontaktes på tlf. nr. 29 4 96 97
Ny kirkegårdsgartner
Siden juli måned har Yvonne Bacher været ansat som kirkegårdsgartner ved Rinkenæs kirker. Hun afløser kirkegårdsmedhjælper Günther Detlefsen, der for nylig valgte at gå på efterløn
Menighedsrådsmøder
Menighedsrådsmøde afholdes i præstegårdens konfirmandstue
Tirsdag, den 22. januar 2008, kl. 19.00
tirsdag, den 19. februar 2008, kl. 19.00
Fokus på …..
Danmission har i de senere år stået bag en række møder i konfirmandstuen med fokus på forskellige steder i verden, hvor danske udsendinge har opholdt sig.
Møderne samler 10-25 deltagere. Alle er velkomne. Man kan frit deltage i en eller flere aftener, enten man nu er specielt interesseret i lokaliteten, kender aftenens taler eller blot er nysgerrig.
I kirkens våbenhus findes bladet ”Danmission”, som man frit kan tage.
Yderligere oplysninger fås hos Bente Jensen – tlf. 74 65 28 19
Fokus på verden og Danmark
Helligtrekongerssøndag den 6. januar kl. 14.00, vil Niels Henrik Arendt, biskop over Haderslev stift, prædike i Korskirken. Der vil efterfølgende være kaffebord i konfirmandstuen, hvorefter Niels Henrik Arendt vil tale over emnet:
At videregive kristendommen i 2008 – i verden og i Danmark.
De kristne værdier er på retur i Vest-Europa. Samtidig er kristendommen inde i en kolossal vækst udenfor Europa og Amerika. Hvad er der, der sker, og hvilken betydning vil det få for vores måde at være kirke på fremover? Kan mission igen blive krumtappen i kirkens virksomhed, som den var det i de første kristne århundreder – og hvad mener vi egentlig, når vi taler om mission?
Fokus på Mongoliet
Tirsdag den 26. februar kl. 19.30 får vi besøg af agronom og projektleder Grethe Koch. Hun har i 2006 arbejdet på at sikre, at aktiviteterne i projekt Håb for fremtiden fortsætter, når projektet afsluttes i løbet af 2007. I 2006 har projektet hjulpet 140 familier til at opnå forbedrede levevilkår gennem havebrug og opdræt af husdyr.
Grethe Koch er en meget engageret fortæller, så vi kan glæde os til en god aften.
Korsang
Har du lyst til at synge, og er du god til det, har du muligheden for at dyrke din interesse i Rinkenæs kirkes korskole, hvor vi øver det at bruge stemmen, øver rytmer og lettere salmer fra den ny salmebog.
Korskolen øver kl. 15.00 – 15.30 følgende torsdage:
d.24. jan.
d.31. jan.
d. 7. febr.
Disse 3 gange betragtes som en gensidig prøvetid, hvor dine koriske evner vil blive bedømt og der vil blive taget stilling til din egnethed som korsanger, samt om du kan tilbydes en plads i Rinkenæs Kirkes Børne – og ungdomskor. Alle børn får tilsendt en vurdering inden vinterferien.
Henvendelse til organist Agnes Hansen
Rinkenæs Korskirke på ovennævnte torsdage kl. 15.00
Tlf. privat 7442 7180.
Du er velkommen til at tage dine forældre med de første gange.
Babysalmesang
Har dine forældre lyst til at lære et par børnevenlige salmer, som de kan synge for dig, kan I komme til Babysalmesang i Rinkenæs Korskirke om onsdagen i alle lige uger i januar, februar og marts.
De voksne hygger, snakker og drikker kaffe kl. 9.30 og sammen synger vi salmer og bevæger os i dans og leg fra 10.00-10.40.
Kom, vær med og nyd det musiske samvær på børnetæppet i Rinkenæs korskirke onsdagene d. 9. og 23. januar,
onsdagene d. 6. og 20. febr.
og sidste gang bliver onsdag d. 5. marts
Organist Agnes Hansen, Tlf. 7442 7180
Kirkens børneklub
Børneklubben starter igen
Tirsdag den 8. Januar
KLOKKEN 15.30 TIL 16.45
Obs. Det er altså lidt senere end vi plejer.
I børnehaveklassen på Rinkenæs Skole.
Alle tirsdage bortset fra vinterferien.
Vi synger, lytter og snakker om det, der står i Bibelen.
Vi leger og laver forskellige ting, som vi kan få med hjem.
Vi tegner og farver.
Vi får også en forfriskning.
Kom og se, om det er noget for dig
Yderligere oplysninger hos Bente Pedersen, Hvedemarken 9, tlf. 74 65 17 29
Bibelkredse
Sognets to Bibelkredse er åbne for nye medlemmer. Kontakt Gert Agerholm, tlf. 74 65 05 04 for nærmere oplysninger.
Gudstjenester på plejecenter Dalsmark
Der holdes gudstjeneste med altergang følgende tirsdage kl. 14.45 ved Ebbe Sunesen:
8. januar
22. januar
5. februar
19. februar
Indsamlinger
1. januar: Det Danske Bibelselskab
6. januar: Dansk Ethioper Mission
13., 20. og 27. januar: Missionen blandt hjemløse
3., 10., 17., og 24. februar: Folkekirkens Nødhjælp
Kirkebil
Ældre og gangbesværede i Rinkenæs sogn kan i forbindelse med gudstjenester og kirkelige arrangementer i Rinkenæs to kirker bestille en lokal taxa og få udgiften refunderet af menighedsrådet.
Adresser
Sognepræst Ebbe Sunesen
Kirkevej 4, Rinkenæs
tlf. 74 65 15 50
fax. 74 65 31 06
e-mail: esu@km.dk
Kirkegården
Kirkevej 2, Rinkenæs
tlf. 23 46 32 18
Kirkegårdskontoret, Gråsten
tlf. 74 65 28 56 Tirsdag og torsdag kl. 11 – 15.30
Organist Agnes Hansen
Primulavej 6, Sønderborg
tlf. 74 42 71 80
Menighedsrådets formand
Inge Nielsen
Sejrsvej 61, Rinkenæs
tlf. 74 65 10 36
Menighedsrådets kasserer
Ella Callesen
tlf. 74 48 66 31
adresse:
Rinkenæs Menighedsråd
att. Ella Callesen
Sundkrogen 25
6400 Sønderborg
Kirkeværge Ruth Bierbaum
Stenvej 34, Rinkenæs
tlf. 74 65 20 82
Udgivet af Rinkenæs Menighedsråd
Indre Mission
Missionshuset, Fredensgade 22
7., 9., 11. og 13. januar
Møde i forbindelse med Alliance bedeuge 23. januar
Afskedsfest for Hans Sølvsten, Sønderborg, som stoppede 30/9
2007 som indremissionær. Aftenens taler er tidligere indremissionær Andreas Møller, Haderslev.
6. februar
Kreds årsfest. Festen afholdes i Gråsten Missionshus. Der vil blive afholdt generalforsamling i forbindelse med mødet. 20. februar
Generalforsamling for IM Gråsten.
Gudstjenester
Juleaften kl. 14.30 i Den gamle Kirke, Birgitte Christensen
– kl. 16.00 i Korskirken, Birgitte Christensen
Juledag kl. 10.00 i Korskirken, Birgitte Christensen
2. juledag kl. 10.00 i Den gamle Kirke, Birgitte Christensen
30. december kl. 10.00 i Korskirken, julesøndag, Birgitte Christensen
Mandag den 31. december kl. 15.30 i Korskirken tysk gudstjeneste ved Sylvia Laue
Nytårsdag 2008 kl. 14.00 i Korskirken
6. januar kl. 14.00 i Korskirken, helligtrekongersgudstjeneste ved biskop Niels Henrik Arendt. Bagefter møde i konfirmandstuen, hvor biskoppen taler
13. januar kl. 10.00 i Korskirken, sidste søndag efter helligtrekonger
20. januar kl. 9.00 i Korskirken, søndag septuagesima, Stefan Søndergaard
27. januar kl. 10.00 i Korskirken, søndag seksagesima
Torsdag den 31. januar kl. 19.00 i Korskirken møde for konfirmanderne og deres forældre, KonfirmandAktion
3. februar kl. 10.00 i Korskirken, fastelavn, børnegudstjeneste
10. februar kl. 19.30 i Korskirken, 1. s. i fasten, David Kessel
17. februar kl. 10.00 i Korskirken, 2. s. i fasten
24. februar kl. 10.00 i Korskirken, 3. s. i fasten
Julesalme fra den nye salmebog
Denne smukke julesalme (nr. 98 i den nye salmebog) er skrevet af Johannes Jørgensen i 1977.
Og den har sin helt egen lidt specielle historie. Den er nemlig skrevet som en modsalme til en anden moderne julesalme: Hyrderne stod på marken, digtet af Johannes Møllehave.
I modsætning til Johannes Jørgensen fik Johannes Møllehave ikke sin salme med i den nye salmebog. Måske fordi Johannes Møllehave i sin salme giver udtryk for, at juleaften er en nat som alle andre, og at hyrderne, da englene igen var væk, blot stod og så på en helt almindelig mark i en helt almindelig nat. Det mente Johannes Jørgensen ikke var rigtigt, og derfor skrev han sin modsalme. Melodien til salmen er af komponeret af Axel Madsen.
1. Det var ikke en nat som de andre, thi al skabningen holdt på sit vejr og så engle i tusindvis vandre rundt på jorden med stjernernes skær. Denne nat blev et lyshav i tiden, den har lyst gennem slægterne siden, dengang Gud selv blev menneskets lys. 2. Det var ikke en himmel som andre, den blev åbnet af lys og af lyd, man så stjerner bevæges og vandre imod Betlehem, landet mod syd, så at hyrderne glemte at fryse, i Guds billede måtte de lyse, dengang Gud selv blev menneskets lys. 3. Det var ikke et barn som de andre, der blev født under himlen den nat, det var Gud selv, der nu ville vandre for at finde på jorden sin skat. I den usleste mand eller kvinde så han perlen så kosteligt skinne, dengang Gud selv blev menneskets lys. 4. Det var ikke en herre som andre, han fik ikke i herberget rum, måtte husvild imellem os vandre, til sin offerbænk førtes han stum, i den fremmedes grav blev han fange. I hans hus er der plads til de mange, han er Gud, han er menneskets lys. 5. Det er ikke et ord som de andre, det kan styrte selv dødens tyran, det er lyset, hvorved vi skal vandre gennem mørket til morgenens land. Dette ord blev et lyshav i tiden, det har lyst gennem slægterne siden, det er Gud, det er menneskets lys.