Nyt fra Efterskolen – Mar 2012

Denne gang kommer vores indlæg til at handle om vores helt fantastiske musical.

Da eleverne vendte tilbage efter en velfortjent juleferie stod der musical over det hele! Der var en sitren og en spænding samt en forventning til, at nu skulle vi lave noget fedt sammen – og der var ingen der blev skuffede!

Onsdag 11. januar startede vi op fuld af energi og engagement – og snart summede hele skolen af aktiviteter og sangere, der øvede og øvede.

Om aftenen havde Efterskoleforeningen taget initiativ til Efterskolernes Aften, hvor alle skoler holdt Åbent Hus for evt. interesserede, og eftersom vi nu havde musical, kunne vores gæster virkelig få en fornemmelse af, hvad det også vil sige at være efterskoleelev – og alle vores gæster gik fra skolen med en god mavefornemmelse, så vi kan kun være glade for endnu en gang at have åbnet skolen for evt. nye elever!

Men ellers var det jo musical, der stod på programmet – og i løbet af weekenden var hallen forvandlet til De Vestindiske Øer (eller i hvert fald et sted derpå!), så skuespillerne kunne komme til at øve under de rigtige forhold.

Kulissefolkene havde virkelig lagt sig i selen for at få det til at se godt ud – og der var lerklinede hytter, kokospalmer, kanoner for ikke at glemme et stort sejlskib med master!

Kostumefolket var ikke mindre engagerede – hold da fast, hvor deres kostumer var flotte! Og vi skal ikke glemme lyd og lys folket – der var bare styr på det, og Daniel havde virkelig et køligt overblik over mixerpulten ! Det fungerede bare – og deres hjemmelavede røgmaskine gjorde et godt indtryk, så hallen osede af stemning!

Til sidst skal skuespillerne, sangerne og musikerne have en stor tak for deres indsats, for det er nu en gang dem, der gør, at os, der ser forestillingen får en god oplevelse!

Følgende billedkavalkade skulle gerne give jer et lille indtryk af vores musical og den super indsats, som alle – både elever og medarbejdere – lagde for dagen!