Rinkenæs Efterskole
Julemarked på Rinkenæs Efterskole.
Af Dorthe Carlsen
Klokken er 12°°, og det er 1. søndag i advent. John byder velkommen til det årlige julemarked på Rinkenæs Efterskole.
Julemusikken flyder ud af højtalerne. Folk får pungen op af lommen, og snart har de første gevinster skiftet ejer.
Er man den lidt dovne type, der helst vil komme nemt om ved julebagningen, er det første sted, man besøger, nok julekageboden. Køkkenet har haft travlt med at bage flere forskellige slags småkager, pebernødder og kløben. Der kan også købes ruller med brunkagedej, så man selv kan gå hjem og bage brunkager og få hele huset til dufte af jul.
Der er konkurrence med gæt et ord, hvor man skal finde nogle bogstaver og sætte dem sammen til et juleord. Hvem bliver mon den heldige vinder af den flotte juleuro?
Der er terningespil med gevinst hver gang. Der er voksentombola med rigtig mange gevinster, og en børnetombola med endnu flere gevinster. Er man så uheldig kun at få nittere (kan dog næsten ikke lade sig gøre) er der også en nittegevinst i både voksen- og børnetombolaen.
Lykkehjulet snurrer og mange går hjem med flotte ting.
Turen går videre til spejdernes arbejdende bod, og derfra skal man selvfølgelig have en juledekoration med hjem. Den kan også bestilles og laves efter ønske og
afhentes lidt senere.

Børnene skal lige hen og slå forældrene for flere penge, for der er mere at prøve.
Nielfiskkanonen skyder tomme dåser ned, hvis man er god til at sigte, og chokoladesøjlen kunne også være rar at vinde.
Hvis der er flere penge i pungen, kan man også være med til at byde på auktionen over nogle flotte ting.
Er der en lille pause kan man bestille lækkert smørrebrød med hjem til en nem aftensmad, eller man kan spise det på stedet.
Hvis man ikke allerede har besøgt salgsboderne, kan man her købe alt fra nips og kort til duge og lys m.m.
Nu kan trætheden nok melde sig, men så er kaffen klar og til dem der er sultne er der både pølser, lagkage, risalamande eller æbleskiver med gløgg, og mens man sidder i cafeteriet og hviler fødderne og nyder kaffen kan man lytte til julemusik og korsang.
Klokken er 16°° og julemarkedet er slut. Det har været en hyggelig eftermiddag og en god start på adventstiden.
Men det bedste er, at hele overskuddet går til at hjælpe dårligt stillede børn i Asien og Afrika. Sidste år var der 80 børn der blev hjulpet til en bedre tilværelse.
Desuden bliver der sendt penge til KFUM-spejdernes samarbejde med spejderkorpset i Mongoliet og til Dansk Etioper Missions gadebørn.
Tak til alle der har støttet julemarkedet i år.
Med venlig hilsen og ønsket om en glædelig jul fra arrangørerne:
Folkekirkens Børneklub
KFUM-spejderne i Rinkenæs
Danmission-kredsen
Rinkenæs Efterskole.