Rinkenæs frivillige Brandværn
Brande siden sidst…..
Der har i tiden siden seneste nummer af Samspil været 4 udkald til os brandfolk her i Rinkenæs.
Mandag d. 15. april kl. 04.00, udkald til brand på slagteriet i Blans. Det var kun vores tankbil der var brug for. 2 mand kørte derud, senere blev chaufføren afløst. Indtil kl. 12.00 hvor vores indsats sluttede kørte de 48.000 liter vand til slukning af branden.
Mandag d. 14. maj kl. 19.15 blev vi tilkaldt til brand på Danfoss i Gråsten. Gråsten friv. Brandværn havde fået lov til at bruge en bygning der skulle rives ned til at lave en realistisk øvelse. Et hold røgdykkere blev indsat til eftersøgning efter 2 personer og nogle gasflasker i de røgfyldte rum.
Søndag d. 3. juni kl. 15.37 lød alarmen til en bilbrand på Kirkevej. Bilen var omspændt af flammer da vi ankom ca. 5 minutter efter alarmen. Heldigvis var personerne kommet ud af bilen og vi kunne koncentrere os om at slukke ilden. Motorrummet var udbrændt og bilen derfor totalskadet.
Torsdag d. 14. juni kl. 19.15 lød alarmen igen, denne gang til brand i et hus på Buskmosevej. Der var også her tale om en øvelse idet huset skulle fjernes. Kværs-Tørsbøl friv. Brandværn havde fået lov til at arrangere en øvelse inden det skete. Også her viste det sig at være en god måde at træne vores indsats.
Parkkoncerterne…..
Årets samarbejde med Borger og familieforeningen og RUIF begyndte igen i år til Sankthans, idet vi også med hjælp fra KFUM spejderne stod som arrangør af Sankthans aftenen i spejderhytten. Her var der igen i år solskin og mange deltog i arrangementet. Nogle af medlemmerne i Zerox Band sørgede for underholdningen og spejderne havde indøvet lidt underholdning. Efter Forstander John Østergaard´s båltale lykkedes det at få tændt bålet og sunget den traditionelle midsommervise.
Parkkoncerterne i Gartnerslugten var igen i år 6 underholdende aftener hvor Borger og Familie Foreningen havde sørget for musikken, RUIF stod for salg af øl, sodavand, is og slik. Hver aften var vi på plads for at sælge grillpølser. Besøgstallet til koncerterne lå i år desværre ikke særligt højt hver aften, det skyldes sikkert vejret. Der var faktisk køligt og regn næsten hver aften, men alligevel var vores trofaste gæster med til at skabe den perfekte ramme om koncerterne. Vi håber der igen næste år vil blive afviklet parkkoncerter i Gartnerslugten.
Aktiviteter i efteråret …..
Vore øvelser begyndte efter sommerferien d. 14. august. Der er planlagt øvelser resten af året med ca. 3 ugers mellemrum.
Vores festudvalg har arrangeret vores årlige sommerudflugt, i år gik turen til Hamborg hvor vi fik en rundvisning på hovedbrandstationen.
D. 1. september afholdes det Sønderjyske brandværnsstævne i Vester Sottrup hvor vi deltager med en delegeret.
Samme dag deltager vi i byfesten her i Rinkenæs, se det omdelte program og kom forbi for at støtte byfesten. Vi glæder os til at se dig.
Du kan få mere information om brandværnet ved at ringe til Kim Hansen på 74 65 28 98, du kan sende en e-mail til rfb@jyde.dk. eller finde os på Internettet på adressen: http://www.rinkenæs-brandværn.dk/
Hvis du har aftjent din værnepligt ved beredskabskorpset inden for de seneste 5 år kan vi tilbyde dig at vedligeholde din uddannelse her i brandværnet. Bare kontakt os for at få mere informationer.