Nyt fra Brandværn – Mar 2009

Rinkenæs Frivillige Brandværn

Brande siden sidst…..

Der blev heldigvis ikke brug for vores hjælp i forbindelse med juletiden og nytåret,

og der har endnu ikke været behov for vores hjælp i 2009.

Der blev i alt brug for vores hjælp 11 gange i år 2008.

Brandværnsparolen…..

Den nye fælles nytårsparole for alle brandværn og beredskabsforbundet blev i år afholdt i Broager. Herfra deltog 6 mand. Det er meningen at parolen skal gå på skift mellem de 3 områder vi har opdelt kommunen i.

Traditionen blev opretholdt idet både borgmesteren og beredskabschefen aflagde deres beretning over det forgangne år. Der blev også tildelt hæderstegn og herfra modtog Niels Peter Skødt hæderstegn for 20 års tjeneste.

Både før og efter talerne underholdt Rinkenæs Brandværnsorkester.

Dagens ret var som sædvanligt gule ærter med tilbehør.

Rinkenæs Brandværnsorkester gør klar til at spille til parolen.

Borgmester Jan Prokopek Jensen holder sin tale

Beredskabschef Jan-Erik Rasmussen holder sin tale

20 års jubilarer

Fotos: HKSSkadestedfoto©2009

Passive medlemmer

Som de foregående år vil vi igen i år tilbyde alle husstande i vort slukningsdistrikt et passivt medlemskab af Rinkenæs friv. Brandværn. Her i bladet er der indlagt et girokort. Vi håber mange igen i år vil støtte os.

Et passivt medlemskab koster stadigvæk kun 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages selvfølgelig meget gerne.

Vi vil blive meget glade hvis i vil bruge brevsprækken i fordøren på brandstationen, put jeres bidrag i en kuvert, meget gerne med navn og adresse så vi kan sørge for at der kommer en kvittering tilbage. Vores kasserer Peter Christensen, Bakkegården 34 er også klar til at modtage bidrag og endelig er der den dyre metode, betalt girokortet via postbutikken eller bank.

Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr.

Mandskab

Som omtalt i januar udgaven af Samspil fik vi et nyt medlem i november, han begynder på grundkursus i foråret. Et andet medlem bestod eksamen lige før jul og han mangler kun et kursus på 20 timer der afvikles i februar.

Vi er stadig 14 aktive brandmænd her i Rinkenæs, men vi begynder at mangle nye medlemmer, så hvis du går rundt i Rinkenæs og gerne vil have lidt oplysninger om brandværnet og hvad det vil sige at være brandmand må du meget gerne kontakte os. Vi tvinger selvfølgelig ingen til at melde sig ind, men vi håber da det vil lykkes at fortsætte vores 119 årige tradition med brandværn i Rinkenæs længe endnu.

Aktiviteter i foråret

Vores årlige generalforsamling afholdes på brandstationen d. 21. marts. Der er både valg til bestyrelsen og til forskellige poster.

Vi har vores første udendørs øvelse i det nye år onsdag d. 1. april. Her vil der også være mulighed for at deltage hvis du gerne vil vide mere om hvordan det er at være brandmand.

Øvelsesplanen for det kommende år bliver lavet efter vores generalforsamling. Beredskabsstyrelsen har på forhånd udsendt retningslinier for hvilke emner der skal tages op. For at bibeholde eller genopfriske medlemmernes viden fra de forskellige uddannelser bliver øvelserne på skift planlagt af 3 medlemmer.