Rinkenæs Frivillige Brandværn
Brande siden sidst…..
Der blev heldigvis ikke brug for vores hjælp i forbindelse med juletiden og nytåret.
Der blev i alt brug for vores hjælp 10 gange i år 2007.
Mandag d. 7. januar kl. 20.53 blev vi kaldt til en skorstensbrand på Tummelsbjerg. Da vi ankom kom der mange gløder ud af skorstenen og vi fik lagt stigen op på taget for at rense skorstenen for brændende sod. Der blæste en kraftig vind og det regnede, så der var meget brug for vores faldsikringsudstyr så vi kunne udføre arbejdet så sikkert som muligt.
Brandværnsparolen…..
Den traditionelle nytårsparole som vi i Gråsten Kommune har afholdt hvert år i januar blev i år afløst af en fælles nytårsparole for alle brandværn og beredskabsforbundet der i år blev afholdt i Guderup. Det er meningen at parolen skal gå på skift mellem de 3 områder vi har opdelt kommunen i.
Traditionen blev opretholdt idet både borgmesteren og beredskabschefen aflagde deres beretning over det forgangne år.
Både før og efter talerne underholdt Broager Brandværnsorkester.
Dagens ret var som sædvanligt gule ærter med tilbehør.
Passive medlemmer…..
Som de foregående år vil vi igen i år tilbyde alle husstande i vort slukningsdistrikt et passivt medlemskab af Rinkenæs friv. Brandværn. Her i bladet er der indlagt et girokort. Vi håber mange igen i år vil støtte os.
Et passivt medlemskab koster stadigvæk kun 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages selvfølgelig meget gerne.
Vi vil blive meget glade hvis i vil bruge brevsprækken i fordøren på brandstationen, put jeres bidrag i en kuvert, meget gerne med navn og adresse så vi kan sørge for at der kommer en kvittering tilbage. Vores kasserer
Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr.
Ledige stillinger som brandmand…..
Sidste år prøvede vi at hænge en plakat op flere steder i byen for at gøre opmærksom på vores mangel på unge mennesker der vil gå ind i brandværnet til gavn for byens borgere.
Der kom et par henvendelser som endnu ikke har ført til nye medlemmer, men vi håber stadig det vil lykkes.
Da vi jo ikke bliver yngre er det stadig mere nødvendigt at finde nogle unge mennesker der vil tage aktiv del i brandværnets virke.
Vi håber på at vi med plakaten som ses her ved siden af kan få endnu flere til at kontakte os. Alle henvendelser er mere end velkomne og vi svarer gerne på spørgsmål omkring brandværnet og hvordan man bliver brandmand. Ingen behøver at være bange for at blive tvunget til at melde sig ind.
Aktiviteter i foråret…..
Vores årlige generalforsamling afholdes på brandstationen d. 15. marts. Der er både valg til bestyrelsen og til forskellige poster.
Vi har vores første udendørs øvelse i det nye år tirsdag d. 8. april. Øvelsesplanen for det kommende år bliver lavet efter vores generalforsamling. Beredskabsstyrelsen har på forhånd udsendt retningslinier for hvilke emner der skal tages op. For at bibeholde eller genopfriske medlemmernes viden fra de forskellige uddannelser bliver øvelserne på skift planlagt af 3 medlemmer.