Rinkenæs Borger- og Familieforening
Fibernettet (opfølgning),
Formand og næstformand har siden sidste udgave af Samspil afholdt møde med direktøren, salgschefen og den tekniske chef for Sydenergis bredbåndsafdeling, hvor vi fremlagde de problemstillinger, som blev omtalt i Samspil.
Opkoblingsproblemerne: Sydenergi vil ændre vejledningen, så den er lettere forståelig og mere umiddelbart tilgængelig også for ikke-edb-kyndige.
Spammails:Sydenergi har lovet at justere spamfilteret, men det er ikke muligt at lukke af for alt spam, da f. eks. de personer, som dyrker internetspil, så vil få problemer (= de såkaldte hardcore brugere).
TV: Der er en gør-det-selv-pakke undervejs fra Østen, så alle skulle kunne trække netværkskabler m. v. Pakken vil koste 400 – 500 kr., men så sparer man den store udgift til et installationsfirma.
Settopboksene: Problemet med flere settopbokse kan ikke løses med digitale signaler, men der er lettelser undervejs, idet det bliver muligt at sende signalerne inden for hjemmets 4 vægge via elnettet fra stikkontakt til stikkontakt. Desuden bliver de forskellige krypteringsystemer fra f. eks. Sydenergi og Viasat arbejdet sammen, så man ikke behøver 2 forskellige bokse for at få signaler fra 2 forskellige programudbydere. Optagelse af et program på video, mens man ser et andet program på fjernsynet, kan ikke umiddelbart løses uden en ekstra boks, men en løsning er undervejs, da det i løbet af den kommende tid vil blive muligt at hente allerede sendte programmer via fibernettet, og så er videoen jo overflødig til at lagre programmer på.
Radioprogrammer: Sydenergi vil snart kunne sælge en DAB-radio, som kobles til pc’en med mulighed for at høre 6000 – 7000 forskellige radioprogrammer; mit hjerte, hvad vil du mere? Men den koster selvfølgelig penge, og vore nuværende radioer kan så skrottes. DAB-radioen kan kobles til de nuværende højttalere, så der skulle kunne komme virkelig god lyd ud af den.
Det blev endvidere oplyst, at vi fra januar 2008 ville få tilbuddet om enten at få en hurtigere internet forbindelse til samme pris eller beholde den nuværende hastighed til en billigere pris. Da tilbuddet kom med posten midt i måneden, var tilbuddet om den samme hastighed til en lavere pris ikke nævnt. En opringning gav dog klarhed: hvis man ønsker at beholde den gamle hastighed til en lavere pris, skal man bare kontakte kundeservice derom.
Desværre er nogle af de mere specielle problemer stadig ikke løst, herunder bl. a. er der i skrivende stund stadig problemer for en borger, som har installeret teleslynge i sit hjem.
Foreningen vil stadig følge situationen og arbejder hen imod et evalueringsmøde med Sydenergi.
Egon Ratgen
Nytårskoncert med ”slyngelorkestret” i Alsion
Lørdag den 19.januar 2008 kl. 14.00 kørte Walter og jeg til koncert i Sønderborg. Det er ikke noget der sker så ofte. Men da hele vinteren truede med at gå under i dis og gråvejr syntes vi det var en god ide at høre på nogle glade melodier og få en smule solskin via dejlig musik.
På vejen til Sønderborg overraskede vejrguderne os med klar, blå himmel og solskin. Vi var lige ved at fortryde vores beslutning. Skulle vi ikke hellere gøre noget for vores sundhed og gå en tur til Dalsgård i det fine vejr.
Men heldigvis fortsatte bilen til Alsion. .
Borgerforeningen havde købt 16 billetter til videresalg og på de allerøverste rækker hilste vi på de andre fra Rinkenæs og Dalsgård som var lige så forventningsfulde som vi.
Vi blev ikke snydt. Konferencier Max Kielgast førte os på humoristisk vis i gennem eftermiddagen.
Kapelmester Jørgen Fuglebæk var et bundt af energi der sprællede med arme og ben for at holde takten for de ca. 50 musikere. Solistparret Elinor Fryklund – sopran og Lars Møller – baryton
overraskede med deres pragtfulde stemmer, både i Den glade enke, Flagermusen, Farinelli og som ekstra nummer i Annie get your gun. Også orkestret gav et ekstra nr. under standing ovation. Selvfølgeligt Champagne galoppen . Hvad ellers, det var dog en Nytårskoncert.
Et festfyrværkeri af melodier i en pragtfuld Koncertsal med fantastisk akustik. Man kunne virkelig høre hver enkelt instrument og fra vores pladser overskue hele cenariet.
Tak til Egon og co. for denne gode ide. Vi glæder os allerede på nuværende tidspunkt til næste Nytårskoncert.
Heidi Brüning
Generalforsamlingen 2008.
Generalforsamlingen i Rinkenæs Borger- og Familieforening vil i år blive afholdt onsdag den 12. marts kl. 19:00 på Rinkenæshus.
Dagsorden i henhold til foreningens vedtægter.
Bestyrelsen fremsætter forslag om vedtægtsændring, så regnskabsåret følger kalenderåret, og at foreningen er hjemmehørende i Sønderborg Kommune i stedet for Gråsten Kommune.
På valg er Per Thorsted Jensen, som modtager genvalg, og Egon Ratgen, som ikke modtager genvalg.
Som det vil være de fleste bekendt, var der store problemer med at få valgt en bestyrelse på sidste års generalforsamling. Bestyrelsen opfordrer derfor alle med interesse i at bevare foreningen til at møde op til generalforsamlingen.