Rinkenæs Borger- og Familieforening
Kirkeklokkerne i Rinkenæs
Rinkenæs sogn har fire kirkeklokker. Den ene hænger frit fremme på vestgavlen af den gamle kirke. De tre andre er derimod ikke synlige, eftersom de er ophængt i Korskirkens tårn. Herfra lyder deres toner ud gennem de glughuller, der er anbragt hele vejen rundt med samme formål.
De tre klokker har deres egen historie. De blev skænket sognet af skibsreder A. P. Møller. Han havde erfaret, at klokker på de kanter ville kunne høres helt over til den modsatte bred af Flensborg Fjord og besluttede at bekoste både fremstillingen af to klokker til den planlagte nye kirke i Rinkenæs og ophængningen af dem; men kirkens arkitekt, Harald Lønborg-Jensen, overtalte ham til at udvide tilbudet til tre. Han henviste til, at klangen af tre klokker er mere harmonisk end af to.
Det var bestemt, at den største skulle bære indskriften »Af Guds Naade«, den næste i rækken »Til Guds Ære«, og skibsreder A. P. Møller ønskede, at den mindste skulle have inskriptionen »Evig glade vi skal være i vor Herres Jesu Navn« – og således blev det. Ordene er støbt øverst på klokkerne, der i øvrigt på samme måde også blev forsynet med skibsrederens navn.
Til støbningen af de tre klokker blev der indhentet tilbud fra forskellige virksomheder i ind- og udland, og valget faldt på klokkestøberiet i Brønderslev. Det blev truffet af kirkeministeriets daværende klokkekonsulent, Paul Sophus Rung-Keller, der i øvrigt havde haft en del af ansvaret for indretningen af klokkespillet i Vor Frelsers Kirke i København 1928.
Ophængningen af de tre klokker i Korskirken fandt sted den 8. april 1932. Den største af dem måler 1,15 m i diameter og er dermed så omfangsrig, at den ikke uden videre kunne føres ind i tårnet, hverken gennem den smalle vindeltrappe, der fører op til klokkerummet, eller gennem glughullerne. For at få den ophængt var der ingen anden mulighed end at udvide et af hullerne i sydsiden og derpå mure det til igen.
I modsætning til den gamle kirkes enlige klokke, der betjenes med håndkraft ved hjælp af et tov, styres ringningen med de tre klokker i Korskirken automatisk. Det gælder både den daglige morgen- og aftenringning, der forkynder, at solen står op og går ned, og den ringning, der kalder til højmesse på søn- og helligdage, ved begravelser og andre gudstjenester. Selv kimningen, der traditionelt lyder i anledning af de store højtider, foregår med elektrisk kraft.
Det samme gælder i øvrigt åbningen og lukningen af de skodder, der dækker glughullerne i tårnet. Skønt de kun er åbne i de korte tidsrum, hvor ringningen foregår, kan det ikke undgås, at duerne finder vej ind i klokkerummet – hvad det bærer synlige spor af! De kraftige toner skræmmer åbenbart ikke fuglene.
Hvad den rød-hvide Korskirke er for øjet, selv på lang afstand, er klokkerne for øret – et pejlemærke i Rinkenæs by og sogn.
Peter Ryom

De tre klokker i Korskirkens tårn Knud Haahr Bagger
Siden sidst
Den planlagte juletur til Aabenraa den 16. november kunne desværre ikke gennemføres, da der ikke havde meldt sig tilstrækkelig mange deltagere.
Nytårskoncerten onsdag den 5. januar 2005, som blev omtalt i sidste nummer af Samspil, foregår i Sønderjyllandshallen i Aabenraa. Man kan stadig nå at bestille billetter hos Bodil på telefon 74 65 08 91.
Alle vore medlemmer ønsker vi en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
Bestyrelsen
Syng sammen aften
Onsdag den 9. marts indbyder vi til syng-sammen-aften kl. 19:30 på Rinkenæshus.
Aftenen ledes af Knud Haahr Bagger, som er lærer på Rønshoved Højskole, og vi skal synge fra højskolesangbogen.
Knud Haahr Bagger vil i første afdeling udvælge nogle sange, som han vil fortælle om – både om forfatter, komponist og evt. andre forhold, før vi synger dem. I anden afdeling bliver der lejlighed til at foreslå sange fra højskolesangbogen.
Knud Haahr Bagger er uddannet på Århus Universitet i musikvidenskab og historie. Han har undervist i sangtræning og ledet kor i Århus, hvor han stadig er medlem af Vokalensemblet Gaia samt af Filharmonisk Kor, som er knyttet til Sønderjyllands Symfoniorkester. Han er levende interesseret i den folkelige sangtradition og har for nylig taget initiativ til at starte et sangkor på højskolen, hvor alle er velkomne.
Knud Haahr Bagger vil desuden undervejs fortælle om arbejdet med en ny højskolesangbog, som forventes at udkomme på Grundtvigs fødselsdag den 8. september 2006.
Alle er velkomne. Entré incl. kaffe 50,- kr.
(Billede af Knud Haahr Bagger)
Generalforsamling.
Tirsdag den 15. marts kl. 19:30 indbyder vi til generalforsamling med dagsorden i henhold til foreningens vedtægter.
Efter generalforsamlingen vil borgmester Bendt Olesen fortælle om Gråsten Kommune i fremtiden. Hvordan klarer vi os, hvis vi bevarer kommunen som en selvstændig kommune? Hvilke samarbejdsaftaler skal indgås og med hvem? Og hvor høj er prisen? Hvordan kan vi medvirke til, at det fortsat bliver en god kommune at bo i? Eller hvis det ikke lykkes at bevare selvstændigheden, hvordan ser fremtiden så ud? Med hvem bliver vi sammenlagt? Hvad bliver konsekvenserne? Hvor langt får vi til den offentlige service? Bliver rådhuset nedlagt, og hvad med skole, plejehjem og daginstitutioner? Og hvis ingen af delene er afklaret, hvor står vi så – hvad er den sandsynlige udgang og med hvilke konsekvenser?
Der er lagt op til en spændende aften, som kan blive brandaktuel.
NYT I RINKENÆS
Pludselig ser det ud, som om Rinkenæs er ved at blive verdens centrum:
1. Der bliver bygget ny grillbar ved siden af bageren.
Erling Knudsen opfører p. t. en grillbar, som forventes færdig ca. 1. februar 2005. Bygningen opføres i runde bjælker – et byggeri, som vi ikke har set tidligere. Grillbaren får navnet Mountain Grill. Det endelige varesortiment kendes endnu ikke i detaljer, men det siges, at grillbaren efter bagerens lukketid også vil forhandle bagerens varesortiment eller dele heraf.
2. Ved siden af på den modsatte side af indkørslen til ”Barsøes Plads” begynder OK Benzin opførsel af en benzinstation. Der vil komme to standere med hhv. benzin oktan 92 og 95 samt diesel. Stationen vil være ubetjent med automat til kort og kontanter. Benzintanken vil få flagstænger og skilte ud mod Sejrsvej ved buslommen. Standerne bliver overdækkede, så man kan tanke i regnvejr uden at blive våd selv. Overdækningen bliver efter sigende Danmarks største tag båret af en enkelt søjle. Der ændres ikke på ind- og udkørselsforholdene ved Barsøes Plads. Det vides endnu ikke, hvornår benzintanken er klar til brug.
3. På Hasselbjerg 2 åbner Ingrid Schmidt ny damefrisørsalon den 11. januar i en tilbygning til huset. Ingrid Schmidt har været damefrisør i over 30 år og er uddannet hårolog, så det er en erfaren damefrisør, som tidligere har haft salon i Tønder. Se i øvrigt Ingrid Schmidts annonce i dette nummer af Samspil.
4. Ved Benniksgaard er opførslen af et antal ferieboliger påbegyndt, og de første af en hel række skyder hastigt i vejret. I amtets netop udsendte forslag til regionplan for årene 2005 – 2016 åbnes der mulighed for opførelse af op til 123 ferielejligheder. Vi må vist også til at indstille os på at blive ferieby.
Egon Ratgen
Hold byen ren dag.
Reserver lørdag formiddag den 2. april, hvor vi igen i år indbyder til byrensning.
Bestyrelsen pr. d. 18. marts 2004:
| Egon Ratgen | Formand | Hvedemarken 59 | tlf. 74 65 40 35 | e-mail : a-eratgen@post.tele.dk |
| Ingrid Brandt | Næstformand | Fjordvej 4 | tlf. 74 65 26 17 | e-mail : fjordvej4@mail.tele.dk |
| Bodil Jensen | Kasserer | Sejrsvej 35 | tlf. 74 6508 91 | e-mail : bmink@mail.dk |
| Marie Heuschel | Sekretær | Sejrsvej 26 | tlf. 74 65 17 58 | |
| Peter Ryom | Samspil repr. | Hvedemarken 99 | tlf. 75 63 90 00 | peter.ryom@mail.tele.dk |
| Suppleanter : | ||||
| Thomas Jessen | Hvedemarken 3 | tlf. 74 65 04 35 | e-mail : thomas.jessen@mail.dk | |
| Karin Baum | Nederbyvej 7 | tlf. 74 65 44 66 | e-mail : baum@mail.dk |