Nyt fra Aftenskolen – Sep 2005

Rinkenæs Aftenskole

Så er aftenskoleprogrammet næsten på plads til efterårssæsonen. Men som det altid er, synes skolelederen, at hun skal starte sommeren med at slappe lidt af ovenpå en hektisk forårssæson og diverse generalforsamlinger. Når hjernen så er ved at være klar, er rigtig mange af de mennesker, jeg skal have fat på taget på ferie, og så er JEG lige klar til at lave program. Desværre er vores dejlige gymnastiklærer Vivi færdig med at have gymnastik i Rinkenæs. Hun har så travlt med sin håndlæsning, at hun må sige ting fra, som hun ellers har været rigtig glad for at lave. Heldigvis har vi fået et par tilbud på en ny lærer, så forhåbentlig kan vi starte gymnastik igen. Den dame, som var først på pletten til at tilbyde sig som lærer, har haft en rygskole på Sjælland, så hun gør meget for ”sølle” rygge eller for, at man ikke får det. Og så er vores fødselsforberedelseslærer Dorthe Hækkerup blevet gravid og må opgive at have kurser for os. Jeg er på benene for at skaffe en anden lærer.

Men aftenskolen tilbyder igen Madlavning for mænd om tirsdagen, Træsløjd om onsdagen, Sangkor om onsdagen og Guitarkursus for såvel begyndere som for øvede om mandagen. Så tilbyder vi atter i samarbejde med Bov Aftenskole Slægtsforskning på Landsarkivet i Aabenraa. Vi har Afspænding i varmt vand på Gigthospitalet – 3 kurser, der er fuldtegnede. Vi har babysvømning om søndagen, og fødselsforberedelse om fredagen, begge tilbud foregår på Gigthospitalet. Vi har fødselsforberedelse for par om onsdagen, og Efterfødselskurser tirsdag formiddag. Der vil også blive blomsterbinding på Rinkernæs Skole, og så håber vi på, at kurserne i Ikonmaling og i Eksperimentalmaling går i orden. Vi har flere tilbud i løbet af efteråret, se blot her i Samspil og i Gråsten Folkeblad.

Den 3. november er der foredrag på Rinkenæshus med journalist Jens Nauntofte, den dygtige journalist fra fjernsynet som alle sikkert kender. Han vil fortælle om terrorisme, hvilket jo unægteligt er et varmt emne for øjeblikket.

Sluttelig kan jeg fortælle, at vores bestyrelse er den samme som sidste år. Der var genvalg over hele linjen, så formand er Susanne Løber, sekretær Gunna Aagaard Kristensen og øvrige bestyrelsesmedlemmer er Bodil Jensen, Gunhild Frederiksen og Agnes Larsen.

ALLE er velkomne i Rinkenæs Aftenskole, det kræver ikke noget medlemskab overhovedet, blot man melder sig til kurserne i forvejen.

Ulla