Nyt fra Venneforening – Sep 2003

Dalsmark Plejehjems vennekreds

En status for første halvår af 2003.

Måske skulle vi have lånt referaterne fra årets byggemøder og trykt dem i dette nummer af samspil, for byggeriet har fyldt godt i det forgangne halvår. Byggerod, flytninger, "hjemløse" aktiviteter og den uundgåelige snak om hvorvidt noget var for skrabet og om andet måske var for flot.

Og det blev da ikke denne sommer, at der var græs, buske og blomster omkring plejehjemmet, men så den næste da!

Mellem alt byggerodet blev der fundet rum, hvor der kunne indrettes midlertidige beboelser, hvor terapien kunne udøves, og midt ud for indgangsdøren, dog indendørs, kunne man sagtens sidde og væve – produktionen kan jo ikke gå i stå blot fordi huset raseres af håndværkere.

Der blev også plads til selskabeligheder, hvad skulle vel også kunne stoppe det. Den årlige udflugt blev afviklet, Vennekredsens fødselsdag og plejehjemmets fødselsdag blev også fejret. Også en hundredårs fødselsdag satte sit præg på halvåret. Vennekredsen stod for en sommerfest, hvor der blev sunget så det var en helt fornøjelse. Fru Thygesen stod for musikken, og de helt rigtige toner blev slået an, det var lige vores toneleje. Vi sang, som vi ikke havde gjort det længe.

Et flot loppemarked.

Vennekredsen afholdt igen i år et loppemarked på plejehjemmet. Det blev et godt loppemarked. Vi havde det fornøjeligt, og håber det samme for vore kunder. Vi takker de mange som støtter os med lopper. Hvis der ikke er gode lopper kommer kunderne kun én gang!

Vi synes efterhånden at kunne se stamkunder blandt de folk, der køber hos os. Vi siger også tak til de mange, som lod sig friste til et godt køb.

Indtægten fra loppemarkedet er med årene blevet en pæn post i vores økonomi.

Igen en håndsrækning fra Gråsten Kommune.

2 gange om året ansøger vi Kommunen om støtte til vore arrangementer. Hver gang er vores "bøn" blevet hørt, også i maj i år. Vennekredsen er dermed klar til at lægge planer for efteråret og vinteren.

4 Carlsberg øl – bragt til terrassen.

En sommersøndag i stegende hede kan nok give tørst. Det var just hvad 4 bryggerheste og deres kuske tænkte den søndag, der var ringridning i Gråsten. En kvik lokal vognmand – Jochimsen hed han – vidste lige hvor kuske og heste kunne nyde en øl og en spand vand. Mere end to tons heste og tre tons vogn begav sig derfor mod Dalsmark plejehjem med 4 øl. Én til Jochimsen, der viste vej, én til hver af kuskene og én til Einer Andersen, der tidligere har drevet et Carlsberg-depot på disse kanter. I skyggen på Einers terrasse blev det til en god kollegial snak om godt øl og om gamle dage. Hestene fik hver 15 liter af plejehjemmets vand og synes tilfredse med det. De af beboerne som havde interesse for bryggerheste, og som ikke var til ringridning, fik et flot syn af et firspand og en imponerende vogn.

Vennekredsen vil hermed rose initiativet – Einer vil sikkert også gerne have nævnt at Carlsberg stadigvæk laver godt øl.

Vinterplaner.

Snart starter vi snakken om vinterens planer. Igen vil snakken blive båret af den opfattelse at beboere og personale på Dalsmark Plejehjem er en indsats værd.