Dalsmark Plejehjems vennekreds
En fødselsdag og en varedeklaration.
Hvert år ved udgangen af januar fejrer vi årsdagen for det initiativ, som blev starten til vennekredsen. Vi har haft nogle gode år og håber at også vores omgivelser har haft glæde af os. 2006 var et godt år, som de øvrige. Vi blev brugt! Og brugte selv! Vi kender bygningen som ramme for vore møder og naturligvis som ramme for vore arrangementer. Vi kender beboere og de ansatte, måske også som venner og naboer.
Vores fødselsdag blev fejret med musik og sang. Musikken og sangteksterne blev leveret af 5 bedstemødre.

Plejehjemmets leder, Lone Johansen, der fra sit arbejde er kendt med beskrivelser, forskrifter og deklarationer opdagede at vi på det punkt ikke passede ind i realiteternes verden. Vennekredsen havde ingen varedeklaration! Hvordan kunne det også være gået til. Det blev der gjort noget ved.
Vi har nu et papir på vennekredsens holdbarhed, ingredienser, anvendelse, vedligeholdelse og kvalitetskontrol. Deklarationen blev oplæst og ”dokumentet” overdraget os ved vores fødselsdagsfest.
Det er alt sammen noget der er rart at vide. Vi takker!
Og der snakkes, strikkes, sys og skubbes.
Det er vist før skrevet på denne side, at vennekredsens medlemmer også er snakke- og arbejdspartnere når der strikkes og sys tæpper, samt når der er lotto og sang. Som noget nyt er der nu også etableret skubbehold. Det er godt, tror man, at komme ud i vejret, måske særligt for mennesker som til dagligt opholder sig inden døre. I de kolde dage skal man vist ikke gøre turen for lang, lader det til.
Vi er på vej mod næste loppemarked og markedsform.
I løbet af februar lægger vi de grove planer for det traditionelle loppemarked. Det vil dog vare noget inden spændingen om udbyttet er udløst. Igen i år skal pengene bruges til gavn og glæde for beboerne.
Men vi har besluttet også at holde loppemarkedet åbent om søndagen, idet vi synes at have sporet, at der var folk der gerne havde handlet om søndagen.
Dalsmark Plejehjems Vennekreds
afholder loppemarked:
lørdag den 29. april , kl 13 – 17 og søndag den 30 april kl 10 – 14
på Dalsmark plejehjem.
Vi kan modtage lopper allerede nu.
Stort og småt afhentes.
Ring til : Anders Andersen 74 65 05 44