Nyt fra Venneforening – Mar 2005

Dalsmark Plejehjems vennekreds

5 år – og så kan man mere og mere selv.

Den 31 jan i år var det 5 år siden at vennekredsen blev startet. Begivenheden blev markeret ved et aftenarrangement på plejehjemmet. Musikken blev leveret af en duo, som ikke havde noget navn, men lagde vægt på god musik . Vi fik bekræftet at det var tydeligt bedre end hvis det modsatte havde været tilfældet. Musikerne havde deres baggrund i folkedansermiljøet, og det var dér de lagde hovedvægten. Det viste sig at være et godt valg.

Det er fem år siden at vi kastede os ud i støttearbejdet på plejehjemmet. Tiden er gået og den linie vi har fundet for vore tilbagevendende arrangementer giver også plads for enkeltmedlemmers engagement.

Vi har da også den glæde, at personer udenfor vennekredsen, kanaliserer deres støtte til plejehjemmet ved at hjælpe med gevinster til vore arrangementer, og ved at støtte os i øvrigt.

Superbrugsen har støttet med kaffe når det strammede til. Vi takker for al støtte.

Der er også andre, der bakker plejehjemmet op.

Når man har sin gang på plejecenteret, undgår man ikke at se, at også mange udenfor Vennekredsen giver en hånd med, der hvor det falder for. Nogle mere synligt end andre. Mest synlig eller hørlig er fru Thygesens musik. Diskret og meget kyndigt, har fru Thygesen gennem flere år fyldt opholdsstuen med musik, som gør det muligt at synge igennem ved. Kendte danske og nordiske sange og salmer, som vi husker dem fra skole- og ungdomstiden.

Og der snakkes, strikkes og sys fortsat – til god kaffe.

Det er vist før skrevet på denne side, at vennekredsens medlemmer også er snakke- og arbejdspartnere når der strikkes og sys tæpper, samt når der er lotto og sang. Og vi hygger os ved det. Plejehjemmets beboere og ansatte besidder stor menneskelig erfaring og indsigt, og er altid et besøg værd.

Årstiden for planer

Februar måned er tid for vores plan- og budgetlægning. Største opgave for os er det forstående loppemarked. Loppemarkedet er arbejdet værd fordi det giver os økonomi til den årlige bustur for plejehjemmets beboere og beboerne i de nærtliggende boliger. Selve busturen er vi hidtil kommet let over, idet arrangementet planlægges af plejecenteret. Men loppemarkedet kræver vores opmærksomhed, og det er som sagt ulejligheden værd.

Vi mangler snart et sted til vore ”lopper”.

Når det planlagte loppemarked er ovre , kan vi ikke længere disponere over vores hidtidige opsamlingslokale. Vi vil meget gerne høre fra folk, der har et ledigt lokale eller et ledigt hjørne af en stald eller lade, eller fra folk der ved hvor vi måske kan spørge. Ring til 74650544 eller lad plejehjemmet etablere kontakten til os.

Dalsmark Plejehjems Vennekreds afholder loppemarked:

lørdag den 30. april 2005, kl 13.30

på Dalsmark plejehjem.

Vi har endnu hjælp til at løse opbevaringsproblemerne. Så vi kan fortsat modtage lopper, store som små.

Ring for afhentning: Anders Andersen 74 65 05 44