Nyt fra Venneforening – Maj 2004

Dalsmark Plejehjems vennekreds

Plejehjemmet er blevet til et plejecenter.

Man skulle synes, at det kan være lige meget for vennekredsen og det er det såmænd også. Det afgørende er naturligvis at de pensionister, der er har behov for centeret er tilfredse med det. Skiftet giver dog plejehjemmenes vennekredse anledning til overvejelser om et navneskifte. Et plejecenter er centrum for hjemmehjælpen i et område, og vennekredsen er gearet til den del af pensionisterne der er tilknyttet plejehjemmet. Hvad finder vi ud af? Og hvad finder andre vennekredse i de samme situationer ud af?. Morsomme småproblemer! – men alligevel! – følg overvejelserne i de næste år.

På plejehjemmet fejres mange ting, et navneskifte kunne vel også give anledning til en årligt tilbagevendende navnedag.

Plejehjemmets færdiggørelse følger foråret.

Til juni er det ovre. Allerede nu kan man se at resultatet bliver flot. Omsider er det blevet anlægsfolkenes tur. Nu anlægges græsplæner og blomsterbede. Sommeren vil blive grøn på Dalsmark. Det er synligt at der er sket noget mellem hvert besøg på plejehjemmet. De mange døre, som er etableret ud til det grønne får endelig en mening – hvis blot ikke det trækker.

Foråret er tid for vores loppemarked.

Når næste blad udkommer vil vi kunne berette om loppemarkedet, i dette blad kan vi kun fortælle om vores håb. Hvert år synes vi, at vi er bedre rustet til et godt loppemarked. Møblerne er bedre og flere og de små lopper er som de skal være. Vi har som A.P. Møller et støt voksende overskud, men derudover hører sammenligningen bestemt op. Mindre kan da også gøre det, hvis vi passer på! Vi håber at loppemarkedet bliver afviklet i godt humør og til vore kunders tilfredshed.

Igen i år bliver der arrangeret en tur i det grønne.

Takket være de gode loppemarkeder og den støtte vi i øvrigt får, har Vennekredsen igen i år haft økonomi til at støtte plejehjemmets udflugtstanker. Igen i år kan vi betale bussen og igen i år er der folk, der kan give et nap med under turen. Turen afvikles når træerne er sprunget ud. Solskin vil hjælpe meget på sådant et arrangement, men det vil også kunne gå uden.

Der laves også korte udflugter.

De to plejehjem deler en mindre liftbus. Når den er på Dalsmark Plejehjem køres ofte ture ud til de steder hvor beboerne har boet inden de kom på plejehjem, eller måske da de var yngre eller endda børn. En af vennekredsens medlemmer er ”certificeret” til at køre sådanne småture, og har selv glæde af dem.

Forsommerens arrangementer og økonomi.

Plejehjemmet har altid fejret sin fødselsdag. I år bliver den speciel, fordi den med lidt held falder sammen med dagen hvor håndværkerne er færdige. Vennekredsen har til den anledning lagt lidt til side til et par gaver, som vi selvfølgeligt ikke røber hvad er.

Også vennekredsen vil følge tidligere års skik ved at arrangere en sommerfest i juni. Vi håber på et godt loppemarked og den sædvanlige støtte fra kommunen. Ellers vil kassen være tom til den tid.