Rinkenæs Ungdoms og Idræts Forening
Er det virkelig rigtigt som Erik Loudrup, en af mændene bag senior projektet, udtaler i Jyske Vestkysten den 3. feb., skal Rinkenæs trækkes op af dyndet.?
Jeg oplever ikke vi hænger i noget dynd, vi har utrolig mange aktive i byen mange der dyrker en eller anden form for sport, men vi er ikke så gode til at vise offentligt hvor aktive vi er. Det kan vi se hver gang vi mangler folk til at bakke op om de tiltag foreningerne stiller på benene. Det kan vi blive bedre til.
Nu er den så gal igen, vi mangler folk til bestyrelsen hvis den skal kunne fortsætte sit store arbejde og engagement i byen. Vi mangler folk til at overtage Heidi´s plads i gymnastikken når hun stopper efter årets gymnastikopvisning og vi mangler hjælpeinstruktører på alle gymnastikhold.
Der er generalforsamling i RUIF i midten af marts måned, se opslag i dagspressen, der er tre på valg og ingen af dem modtager genvalg. Skal RUIF bestå så skal der findes tre nye der vil stille op til bestyrelsen. Der er 110 børnegymnaster, 20 voksne gymnaster, 19 bordtennisspillere, 24 badmintonspillere og ca. 20-25 der spiller sport for sjov i foreningen. Det kan da ikke passe at der ikke er tre der i blandt der kunne tænke sig at stille op til bestyrelsen.! Eller kan det.?? Man behøver ikke være aktiv i foreningen for at stille op til bestyrelsen, du skal bare have lyst til at yde en frivillig indsats sammen med de øvrige i bestyrelsen. Og vi har det både sjovt og godt sammen.
Til Heidi´s gymnastikhold mangler vi to instruktører til at overtage, det er ikke nok med én da vi har 32 aktive børn i alderen 3-5 år på dette hold. Vi har en, der gerne vil stille op men vi skal have én til for at holdet kan fortsætte. Grunden til at jeg skriver vi skal have to instruktører er, at jeg mener holdet bliver mindre sårbart med to instruktører og jeg hører fra instruktørerne at det er mange børn at skulle aktivere og holde øje med. De er endnu for små til selv at klare alt og har ofte brug for lidt ekstra opmærksomhed. Der har været to, i perioder tre dygtige hjælpeinstruktører på, men stadig ville det være godt med en ekstra hånd. Jeg oplever selv på holdet med de større børn at det ville være dejligt med en ekstra hånd. Det gavner aktivitetsniveauet og børnene får ikke tid til at stå og kede sig, blive utålmodige og dermed finde tid til at drille og irritere hinanden. Vær med til at give jeres børn et aktivt fritidstilbud, vær med til at de dejlige unger ikke bliver sløve, hjælp os med at aktivere dem, stil op som instruktør eller hjælper. Jeres børn giver utrolig meget tilbage. De er skønne at være sammen med.J Kontakt Conny Hansen tlf. 74652898 eller en af instruktørerne.
Så kommer vi til årets gymnastikopvisning. I år er vi ekstremt tidligt ude. Det skyldes at påsken falder tidligt og så er alle gymnastikforeninger tidligt ude. Så vi afvikler opvisning søndag den 2 marts med ét gæstehold og fem egne hold. Da samspil ikke udkommer før i slutningen af februar må i nøjes med det endelige program i dagspressen. Men vi kan da fortælle at vi starter kl. 14.00 og forventer at slutte ca. kl. 17. Vi glæder os til at se jer.
På vegne af RUIF
Conny Hansen