Rinkenæs Ungdoms og Idræts Forening
Den 7. feb. prøvede vi igen lidt nyt i foreningen. Når i læser denne udgave af samspil, har vi vores første lottospil overstået. Og vi håber da meget på at det bliver en succes vi kan gentage.
Gymnastikopvisning.
Den 25 marts afvikler vi årets gymnastik opvisning. Der er i år 5 egne hold og så håber vi på at få mindst et gæstehold. Lige som vi plejer, vil opvisningen starte kl. 14.00 og vi formoder den vil være slut ca. kl. 16.30. Der vil som de sidste år være salg af kaffe/the, sodavand og hjemmebagt kage i den indlagte pause. Til rimelige priser.
Mød op og se hvad jeres børn, søskende, mødre eller koner har brugt deres tid til i vintersæsonen. Tag gerne bedsteforældrene med.
Der tages entré på 15 kr. pr. voksen (over 16 år). Men deltagerne på holdene skal ikke betale entré, husk selv at oplyse hvis du er deltager på et hold og hvilket.
Hjælpeinstruktører.
Til næste sæson har vi igen brug for nogle flere friske hjælpeinstruktører. Har du lyst til at give en hånd med på et af holdene, så kontakt Conny Hansen tlf. 74 65 28 98. Du behøver ikke at have prøvet det før men det vil være en fordel hvis du selv har gået, eller fortsat går til gymnastik. Vi sender dig gerne på kurser. Det drejer sig om ca. 1 1/2 time pr. uge fra september til april. Meld dig, vi savner dig.

Sommerfest 1. september 2007.
De forskellige foreninger i byen og et par frivillige, er allerede i gang med planlægningen af årets sommerfest. Lige som sidste år vil det dreje sig om én dag, med aktiviteter for hele familien fra ca. kl. 10-16. og igen fest i hallen for dem over 18 år, fra ca. kl. 18. og med slut kl. 02.00.
Der er godt gang i forslagene til en aktiv dag så det bliver spændende at opleve det endelige resultat. Denne gang skulle vi gerne have lidt mere gang i sportspladsen og lidt flere forældre til at følges med deres børn til aktiviteterne.
Skulle du have lyst til at sætte dit præg på festen så kan vi altid bruge frivillige hænder. Om du har boet kort eller lang tid i byen er lige meget, er du ny tilflyttet og vil du gerne lære nogle folk i byen at kende før festen, jamen så er det da lige en oplagt chance. Mød op og tilbyd din hjælp. Gode ideer modtages gerne.
Kontakt Conny Hansen tlf. 74 65 28 98 for yderligere information.
Byggemøde den 27. feb. Kl. 19.30 i hallen ved Rinkenæs skole.
Den 27. feb. prøver vi en sidste gang om det skulle være muligt at samle folk til det forberedende arbejde, til det der senere gerne skulle blive et samlingssted for byens borgere.
Ved sidste møde kom det frem at der var interesse og ikke mindst brug for et sted hvor vi både som foreninger og som borgere kunne samles, holde møder, foredrag, og ikke mindst kunne holde en privat fest. Men der var ikke ret mange der havde tid, lyst eller mod på at gå i gang med det arbejde der skal til for at projektet kan blive til noget.
Der er brug for 5 til 7 lokale der kan sætte sig sammen og få tegnet et hus, beregnet priser/forbrug og hvad der ellers hører til af forarbejde før man kan gå i gang med at finde grunden, søge byggetilladelser og søge fonde.
Senere vil der blive brug for frivillige til at udføre det fysiske arbejde.
Mød op og vis din interesse. RUIF er vært ved en bid brød og en kop kaffe/the.
På vegne af RUIF
Conny Hansen