Rinkenæs Ungdoms og Idrætsforening
Søndag den 17 marts afviklede RUIF deres årlige gymnastikopvisning som afslutning på årets sæson. Det blev en rigtig god eftermiddag. Tre af vores egne børnehold var på gulvet, med meget forskellige, fantasifulde og flotte opvisninger. Det er en fornøjelse at se børnene vise hvad de kan, især når de sidste gymnastiktimer før opvisningen ikke altid forløber helt efter planen. Selv om vi ikke altid tror børnene har fået helt fat i hvad og hvordan de skal gøre til opvisningen, så gennemfører de opvisningen som om de aldrig havde lavet andet. Tak for det gymnaster i gjorde det flot.
Desuden var vi heldige at have besøg af to gæstehold. Et fra Rinkenæs Ungdomsskole, der igen i år gjorde det så festligt at man ikke kan andet end få lyst til at se dem igen. Et andet hold kom fra Aabenraa gymnastik og idrætsforening og det var gymnastik der kunne tage pusten fra enhver. Også dem kunne vi have lyst til at opleve igen. Dejligt når de forskellige hold leverer så forskellige opvisninger. Det må da give nogle af tilskuerne lyst til at deltage i et eller flere af RUIF`s tilbud.
Til sidst vil jeg på foreningens vegne sige mange tak for indsatsen til vores instruktører, hjælpetrænere og alle aktive. Tak for endnu en god sæson. Vi glæder os til at se jer igen næste sæson, der starter i september.
RUIF vil i denne omgang med samspil forsøge om vi kan puste liv i et gammelt tiltag. Det har nemlig tidligere været sådan at man kunne blive passiv medlem af foreningen. Det er ikke helt det vi vil tilbyde igen. Vi vil ganske enkelt tilbyde alle i Rinkenæs at blive medlem af foreningen, om man så vil være aktiv eller ej skal være op til den enkelte. Vi ser i foreningen selvfølgelig gerne at flest mulige fra byen kunne have lyst til at være aktive. Men vi er godt klar over at vi ikke har alle de tilbud om forskellige aktiviteter der kan tilfredsstille alles behov. Men derfor vil vi alligevel tilbyde alle muligheden for at blive medlem. Der vil være vedlagt et girokort i dette nummer af samspil. Hvis man indbetaler kontingentet der passer til en selv eller ens familie inden den 1 august, vil det dække for hele sæson 2002/2003. Hvis man deltager i en aktivitet skal man selvfølgelig ikke betale kontingent igen. Girokortet er af den type der, hvis man skriver tydelig navn og adresse på før indbetalingen, bliver registreret med navn ved vores kasserer. Vi vil derfor, når vi skal udskrive fx gymnastikkontingenter kunne se hvem der allerede har betalt medlemsgebyret.
Så støt op om foreningen og bliv medlem.
Priserne er:
Pr. person 30,00 kr.
Pr. familie, 2 voksne og to børn 100,00 kr.
Pr. ekstra barn 20,00 kr.
Ægtepar 50,00 kr.
På vegne af RUIF
Conny Hansen