Rinkenæs Ungdoms og Idrætsforening
Historisk tilbageblik
I sommers blev RUIF kontaktet af Jens Moos med henblik på, at gøre os opmærksom på "ungdomsklub fonden" fortsat eksisterede, men at man ønskede at nedlægge den på sigt. Nedlæggelsen af fonden har nu fundet sted ved en lille hyggelig sammenkomst og det har bevirket at RUIF har fået udbetalt knap 5000 kr. For at alle skal have en chance for at vide hvad det nu er for en klub kommer her et lille historisk tilbageblik.
Det var i det herrens år 1971 hvor nogle flinke mennesker synes, byens unge mennesker skulle have et sted til at slå tiden ihjel, men under ordnede rammer. Dermed opstod ”Æ pissel” Den havde til huse på byens samlingssted ”Æ saft”. (Rinkenæs forsamlingshus) I kælderen under scenen var et par rum hvor de 14 – 18 årige kunne mødes til fest, sjov og hyggeligt samvær. Jeg var en af dem og husker kun sjove og festlige timer. Da klubben desværre måtte nedlægges ca. i 1980 var der lidt penge til overs fra klubbens aktiviteter, de penge blev overført til en fond der havde til formål at ”støtte én eller flere personer bosiddende i Gråsten kommune, der gør et godt arbejde for ungdommen i Rinkenæs”. Nutidens ildsjæle. Sidste gang der er blevet udbetalt penge fra fonden var til RUIF’s 80 års fødselsdag hvor Karna Hansen, Jimmy Poulsen, Jette Larsen og Gitte Jespersen modtog hver 1000 kr. som tak for deres store indsats i RUIF. I flere år har Jens Moos og Uffe Kobberø varetaget posten som fondens oppassere og det har de gjort rigtig godt. Tak for jeres indsats. Men nu var tiden inde til at nedlægge fonden og dermed var RUIF igen heldige.
Pengene er allerede brugt, vi har nemlig indkøbt en Team-track. Det er afløseren for vores populære Air-track som vores gymnaster er meget glade for. Den ”nye” team-track er købt brugt fra gymnastikkaravanen som nogle måske kender fra deres besøg på skolen. Vi valgte at købe brugt da en helt ny koster 70.000 kr. og det er en lidt for stor mundfuld for en lille forening som vores. Der er mange fordele ved team-tracken i forhold til Air-tracken og et par af dem der skal fremhæves i disse miljø tider er, at den ikke bruger nær så meget strøm som Air-tracken og så larmer den også mindre. Desuden skulle den være bedre at springe på, men det vil jeg overlade til dem der kan, at bedømme.

Når, i nu læser dette samspil er julen ved at være nært forestående eller overstået og her fra RUIF skal lyde en stor tak for året der gik. Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi glæder os til at se jer i foreningen igen næste år.
På vegne af RUIF
Conny Hansen
Gymnastiksæsonen er godt i gang.
Vi har omkring 100 glade børn der er fordelt på 4 hold fra alderen 1 til 13 år. I løbet af december vil vi få en team-track, det er som erstatning for vores godt brugte air-track. Team-tracken er ikke så høj som air-tracken og kan stilles i hårdhedsgrad, alt afhængig af om den skal bruges til at springe, hoppe eller lege på.
Vores damehold, Gajol-holdet, der trænes af Betina og Dorte, er godt i gang med at øve til gymnastikopvisningen, der løber af stablen den 21. marts 2010 i hallen på skolen. Samtidig har de planer om 3 andre opvisninger i foråret i andre foreninger. Lige nu bliver tiden efter træning også brugt på at planlægge den årlige julefrokost på Gajol-holdet.
Den 10. december har vi juleafslutning for børneholdene samt for bordtennis og Fodbold for sjovt. Det bliver en eftermiddag hvor vi får besøg af 2 damer fra Sønderborg der vil lave Stomp med børnene. Stomp er en kombination af slagtøj, bevægelse og visuel komedie. Derefter vil der være pizzasnegle, pølsehorn og saft til alle børn.
Til sidst vil jeg bede jer sætte kryds i kalenderen den 21. marts 2010, hvor vi afholder den årlige gymnastikopvisning i Rinkenæs.
På vegne af RIUF
Heidi Lemvig
Motions volleyball for seniorer
Som noget nyt tilbyder RUIF volleyball for seniorer (50+ ->).
Vi mødes mandag eftermiddag fra kl. 16 til kl. 17 i Hallen ved Rinkenæs Skole. Vi er startet op i september måned og vil nu gerne være flere deltagere. Så hvis nogen har tid og lyst, er de meget velkomne til at være med.
Spørgsmål vedr. ovenstående kan rettes til Tina Justesen 74 65 06 05
Vel mødt.