Nyt fra Rinkenæs Skole – Nov 2009

Rinkenæs Skole

Så er efteråret ved at være over os, og det betyder, at vi skal have fundet cykellygterne frem, så vi bliver synlige i trafikken. Desuden kan jeg kun anbefale, at de skriggule trafikveste bliver hver mands eje, for de er rigtig gode i trafikken.

Når vi nu er ved trafikken, så er vi ved at se, om ikke der kan gøres noget omkring cyklisternes forhold på Sejrsvej. Som det er nu, er der dobbeltrettet cykelsti fra Gråsten og til Kirkebakken. Her skal man krydse Sejrsvej, hvis man skal fortsætte mod Kruså, men det er der ikke mange der gør, og der er derfor stor risiko for at disse cyklister bliver påkørt, når man eks. kommer fra Stenvej og skal ud på Sejrsvej. Det er både børn og voksne, der på denne måde kører i den forkerte side. Hvad der skal ske, vides ikke, men vi skal gøre noget for trafiksikkerheden.

Vi mistede desværre vores musiklærer Elisabeth Urban i sommerferien. Hun døde d. 14. juli efter længere tids sygdom. Vi har været så heldige, at Sanne Hansen har valgt at tage et år mere hos os, så 2. kl. ikke skulle have en ny klasselærer igen.

Vi er her fra skoleårets begyndelse gået over til at bruge forældreintra som kommunikationsmiddel mellem skole og hjem, og indtil videre er det blevet godt modtaget af forældrene. Det skulle gerne betyde, at der ikke længere bliver brugt en masse papir på breve og meddelelser, men man kan skrive direkte til hinanden. Det er nu forældrenes opgave at se, om der er breve og hilsener fra skolen….og de skulle gerne være uden gamle madrester eller æselørerJ

Forældrene kan via systemet også lave aftaler med hinanden som f.eks. legeaftaler.

I uge 41 har vi emneuge om kost og motion, og ugen slutter af med at vi deltager i skolernes motionsløb. Vi deltog også i opvarmningen til motionsløbet d. 09.09.09 kl. 09.09, hvor alle elever og lærere var aktive i 9 minutter med 9 forskellige aktiviteter.

D. 26. november finder den årlige skolefest sted, og 6.kl. er så småt ved at øve på deres teaterstykke. Går det som det plejer, så kan vi se frem til et rigtig godt fremmøde fra alle hjem, og snakken plejer at gå godt i alle hjørner og kroge. Dagen efter tager vi den med ro, så vi har sivetime om morgenen, og når skolen er ryddet op, laver vi juleklip og pynter skolen op. Det plejer også at være en rigtig hyggelig dag.

Bålhus og sportsplads er yndede mål for fritidsaktiviteter efter skoletid. Vi vil dog gerne adviseres, hvis man planlægger et privat arrangement i bålhuset. Når man forlader området, bedes man fjerne affald. Især på sportspladsen ligger der ofte tomme dåser, og de bliver skarpe som barberblade, når de har været igennem kommunens græsklipper, og det er elever på bare ben eller vores firbenede venner, der kommer til at betale prisen.

Hundeluftning på skolens område er altid et godt emne…. Det har vist sig, at mange har taget vores henvendelse omkring hundens efterladenskaber til sig, men nu er vores problem alle de fyldte poser, der ikke selv finder vej til skraldespanden, men som bliver smidt helt eller delvist ind i hækkene omkring skolen.

Vi ved snart ikke, hvad der er værst… Men her en opfordring til at komme fyldte poser i skraldespanden.

Med venlig hilsen

Ulla K. Brommann, skoleleder