Rinkenæs Skole
Kost og bevægelsesuge.
I uge 36 var der planlagt emneuge for hele skolen, og overskriften var Kost og bevægelse.
I skolens kostpolitik har vi vedtaget, at der en gang om året skal finde en sådan emneuge sted, og der blev motioneret, trænet førstehjælp, øvet håndvask og talt om kost. Lærerne havde selv planlagt ugens indhold, men der kom også hjælp udefra til at sørge for nogle aktiviteter. Lasse og Mettes mor, der er uddannet sygeplejerske, underviste alle klasser i, hvordan man bedst vasker sine hænder.
6. og 7. kl. havde besøg af Dansk Cykel Union, og hele onsdagen blev der trampet godt i pedalerne.
Om torsdagen kom Gymnastikkaravanen forbi, og her var alle elever fra 0. – 5.kl. igennem, og jeg skal love for, at det var nogle svedige og dampende elever, der blev lukket ud af hallen. 6. og 7.kl. var også en tur forbi skydebanen på Ravns-bjerg, hvor de skulle prøve kræfter med denne sport.
Fra Amtscentralen havde vi fået forskellige emnekasser til hjemlån, og heriblandt var der jonglørtasken, og jeg skal hilse og sige, at det ikke er så let, som det ser ud til.
For at se, om 6. og 7.kl. havde lært noget, bl.a. førstehjælp, så havde lærerne arrangeret et opgaveløb, hvor en af opgaverne var førstehjælp. Men jeg tror nok, at klasselæreren måtte lade livet, for ham ville eleverne ikke lægge i aflåst sideleje!!
Tak til alle, der hjalp os igennem ugen, og jeg tror, at eleverne allerede nu glæder sig til næste år.
Skolefesten 2006
Så varer det ikke så længe, før vi skal have skolefest. Datoen i år er torsdag d. 30.november, og eleverne er allerede i gang med at øve sig på årets store dramatiske begivenhed, nemlig teater-stykket. Det bliver i år noget med jul, så mon ikke, at det er noget for alle børn og barnlige sjæle. Sæt X i kalenderen, så I ikke går glip af dette års fest.
NySønderborg og Rinkenæs skole.
Vi går et spændende efterår i møde, for hvilken betydning får sammenlægningen og harmoniseringen for vores skole og samfund. Vi ved det ikke endnu, men der blæser forskellige vinde. Noget af det første, der bliver kigget på, er om 10.kl. strukturen skal ændres evt. i samarbejde med de andre ungdomsuddannelser, så man er sikker på, at 95 % af en årgang kommer videre i uddannelses-forløbet.
Noget andet er 7.kl.’s fremtid på skolen. I den nye storkommune er der kun 4 skoler tilbage, hvor man har 7. kl., og det er i Gråsten og Sundeved. Mit bedste bud er, at de skal til overbygningsskolerne fra næste skoleår. Men det ved vi, når budgettet for 2007 er vedtaget. Det næste spændende bliver, hvor mange timer vi får til at undervise for, og hvor mange lærere vi får lov til at beholde?? Skolelederne er heldigvis meget med i processen omkring tildelingen af timerne, idet vi i øjeblikket hver især regner ud fra en foreløbig model. En model som ikke er endelig, men den kan justeres på stadigvæk. Som udgangspunkt bliver der ikke fyret lærere, idet der er en tryghedsgaranti i sammenlægningsperioden, så får vi et overskud af lærere, er der sikkert brug for dem et andet sted, men det er jo aldrig sjovt at skulle flytte mod sin vilje.
Men følg selv med i dagspressen, når der for alvor bliver talt budgetter.
Så mange var ordene for denne gang.
Med venlig hilsen
Ulla K. Brommann