Nyt fra Rinkenæs Skole – Mar 2010

Rinkenæs Skole

Det er hvidt derude….

I skrivende stund er det fortsat hvidt og koldt udenfor. Smukt er det, især når solen skinner på de snedækkede arealer. Vores elever og lærere kommer ind fra pauserne med røde kinder, for frisk luft skal der til uanset vejret.

Snerydning er et kapitel for sig. Her på skolen undrede vi os over, at Stenvej overhovedet ikke blev ryddet for sne. Jeg fandt snerydningsregulativet for Sønderborg Kommune, og vi var blevet klassificeret som en kategori 7- vej – ingen snerydning overhovedet, så derfor henvendte jeg mig til Vej og Park, da vi trods alt har 2 børnehaver, en skole og et plejehjem på og omkring Stenvej samt en skolebus, der skal igennem Stenvej. Der kom svar tilbage, at man ikke havde været opmærksom på, at der lå en skole her…… Men de skulle nok rette op på fejlen, og siden har vi fået ryddet sne på Stenvej….☺

Samarbejde med Efterskolen

Til marts skal vi have et samarbejde på tværs af Sejrsvej, idet skolens 5. og 6.kl. elever skal have et musikprojekt sammen med Efterskolens lærere og music-class elever. Det bliver spændende at se, om det er noget, vi skal lave fremover.

Skolebestyrelsesvalget 2010

I foråret er der valg til skolebestyrelsen. Den nye skolebestyrelse skal træde til 1. august 2010, og i år skal vi have valgt 4 forældre til bestyrelsen. Vi har allerede nogle forhåndstilkendegivelser fra forældre, der gerne vil stille op, og det er dejligt, at der er nogen, der viser interesse for deres barns skole. Der vil, når tiden nærmer sig, blive indkaldt til valgmøde på skolen.

Rinkenæs Børneby

Rinkenæs Børneby er ikke glemt. Bestyrelserne fra skolen og børnehuset skal mødes i februar for at tage hul på denne del af arbejdet omkring et børneunivers. Vi går og venter på, hvornår startskuddet lyder for Rinkenæs, men jeg tror selv, at det bliver Lysabild næste gang og måske allerede her i 2010. Kværs og Egernsund er ved at være helt på plads som Børneuniverser, hvor skole og daginstitution er på samme matrikel.

Kommende 0.kl.

Vi står over for indskrivningen til kommende 0.kl., og vi ved allerede nu, at det bliver en lille klasse. Disse elever skal allerede starte på skolen 1. maj, hvor de udskrives af børnehaven for derefter at blive indskrevet i SFO-delen, hvis forældrene ønsker denne pasningsmulighed. Det vil så være SFO-personalet, der tager sig af disse kommende skolebørn fra 1. maj, og indtil skolen begynder 10.august. Vi skal i gang med planlægningen af dette forløb, så vi er klar til at tage imod dem.

Ferieplanen for 2010/2011

Ferieplanen for næste skoleår kan læses på skolens hjemmeside, og planen gælder for alle skoler i Sønderborg kommune.

Hav et godt forår.

Med venlig hilsen

Ulla Brommann, skoleleder Rinkenæs Skole