Rinkenæs Skole
Rinkenæs Skole og SFO.
Så fik vi sneen væk fra gader og stræder, men ak, glæden varede kun kort, for nu er Stenvej igen ét kaos af jord og diverse entreprenørmaskiner, og det kan vi ”fornøje” os med lige indtil sommerferien. Men så skulle det også være i orden. For enden af skolens sportsplads bliver der etableret et stort bassin, der kan være med til at klare de store mængder vand, der til tider kommer ovenfra. Derfor er vores store hegn på sportspladsen ud mod Stenvej og træerne også blevet fjernet, da det er her, bassinet skal etableres. Vi skal på grund af dette roderi alle være særligt opmærksomme på store og små, der færdes i trafikken.
Skolebestyrelsesvalg 2010 og børneuniverser.
Tirsdag d. 6. april er der opstillingsmøde til den nye skolebestyrelse. Skolebestyrelsen har for år tilbage valgt, at vi skal have forskudte valg, så derfor skal vi i denne omgang have valgt 4 nye forældre ind i skolebestyrelsen samt et par suppleanter. Den nye bestyrelse tiltræder 1. august 2010, og der ligger spændende opgaver og venter. Vi har forhåndstilkendegivelser fra 4 forældre, der alle gerne vil give deres bidrag til arbejdet i bestyrelsen, så det er gode kort at gå til opstillingsmøde med. Inden sommerferien vil vi i samarbejde med bestyrelsen i Børnehuset bestræbe os på at få lavet styrelsesvedtægter til det kommende børneunivers, som vi satser på skal etableres i Rinkenæs inden for overkommelig fremtid. Foreløbig er 2 børneuniverser blevet en realitet, Lysabild er klar til at gå i gang med ombygningen, og så tror vi på, at vi bliver de næste. Men der er meget, der skal være på plads inden et børneunivers er en realitet, så derfor går vi for alvor i gang i dette år. Selvom der skal ske kapacitetstilpasninger i kommunen, tror vi fortsat på, at der bliver etableret et børneunivers i Rinkenæs, idet det er politikernes udmeldinger indtil videre.
I april skal vi afholde en pædagogisk dag for det samlede pædagogiske personale fra de tre institutioner skole, SFO og børnehave, og det bliver helt sikkert spændende, da vi skal arbejde med den pædagogiske linje i et kommende børneunivers. Til at hjælpe os har vi allieret os med en konsulent fra Tønder, der har forstand på at iværksætte sådanne processer.
Arbejdslørdag.
I maj måned vil vi prøve at afholde en arbejdslørdag, da vi efterhånden har nogle forskellige projekter, som vi mener, at nogle forældre sagtens kan hjælpe os med at udføre. Vi skal bl.a. have tegnet nye spil og streger op i skolegården, der skal laves en multibane på den gamle petanquebane, og så vil vi gerne have en lille køkkenhave til de 12 nye børn, der begynder d. 1. maj. Der vil blive sendt besked til hjemmene, når vi nærmer os dagen.
Forældreintra
Det ser ud til at virke…… Vi begyndte dette skoleår med at fortælle, at nu var det slut med leverpostejsindsmurte sedler fra skolen, idet vi fremover vil bruge det elektroniske medie – forældreintra. Og det har forældrene taget til sig. Vi kan i logfilen se, hvor ofte forældreintra bliver benyttet, og det er for de fleste hjems vedkommende dagligt, at man er inde for at tjekke, om der er kommet nye beskeder ind. Men vi har desværre stadig hjem, der ikke er så flittige til at bruge systemet, som vi kunne ønske. Men disse hjem kan vi tage en dialog med og se, om det skyldes problemer med eget udstyr, eller om de blot lige skal have en venlig påmindelse om, at det er den vej vi samarbejder nu.
Jeg vil ønske jer alle et dejligt forår.
Med venlig hilsen
Ulla K. Brommann, skoleleder