Nyt fra Rinkenæs Skole – Maj 2007

Rinkenæs Skole

Så kom foråret med alt, hvad det indebærer…solskin, varmere vinde, solsortens livlige sang i de tidlige morgentimer, men også de først hudafskrabninger på børnenes knæ og arme, når de leger udenfor. Så alt er, som det skal være – næsten. For med forårets komme, kommer også tiden, hvor vi skal tage stilling til, hvad der skal ske i næste skoleår.

Hvilke lærere har vi på skolen?

Hvor mange timer kan eleverne få på skemaerne?

Hvad har vi af kroner og ører til aktiviteter?

Disse og mange andre spørgsmål fylder meget på denne tid af året.

Skolebestyrelsen har og har haft deres at se til, idet de har skullet udtale sig om rigtig forhold i forbindelse med overgangen til storkommunen. Jeg kan f.eks. nævne timetildeling til skolerne, SFO-harmonisering, kronetildeling, styrelsesgrundlag for Sønderborg kommune og meget andet. De skal have stor ros for deres indsats, for læsestof har der været nok af. På sigt skulle der gerne blive mere arbejdsro til vore egne sager.

Vi har haft indskrivning til den kommende børnehaveklasse, og den bliver desværre ikke så stor næste år, kun 11 elever. Forældrene vil sammen med deres børn blive indkaldt til det første møde med skolen engang i juni måned, men der kommer et brev ind ad døren, når tiden nærmer sig. Inden da har børnene allerede haft deres møde med skolen sammen med børnehaverne.

Så fik skolen udformet en ny antimobbeplan, og den bliver præsenteret for forældrene på førstkommende forældremøde. Eleverne har allerede stiftet bekendtskab med planen, da vi d. 15.marts havde ”trivselsdag” for alle elever. Her blev der arbejdet grundigt med begreberne mobning, konflikt og drilleri. Planen kan ses på skolens hjemmeside under menupunktet ”Undervisningsmiljø”.

Vi er også i færd med at udforme en politik omkring IT og brug af skolens computere. Den vil snart blive præsenteret for skolebestyrelsen, og efterfølgende kan den så også læses på hjemmesiden.

Det vil være en god ide at sætte X i kalenderen d. 14.maj kl. 19.00, for da aflægger skolebestyrelsen sin årsberetning. I forbindelse med årsberetningen vil der komme et oplæg udefra omkring et emne, der kan have almen interesse for skolens forældre. Vi har ikke helt besluttet os for emnet, men vi har flere ideer på bordet.

I år skal vi ikke vælge nye medlemmer til bestyrelsen, det er først næste år, vi skal bruge 3 nye til dette spændende arbejde.

”Fritteren” har haft diskotek d. 6.marts, og går man ind på skolens hjemmeside, så kan man i fotoalbummet se, hvordan vores børn hyggede sig og havde en god aften med dans, musik, konkurrencer og lækkerier i lange baner. Aske og Lasse fra 7.kl. stod for musikken, og det var de rigtig gode til. Tak for det, drenge!!

Søndag d. 29. april skal vore elever i 7.kl. konfirmeres i Korskirken. Jeg vil herigennem opfordre Rinkenæs’ borgere til at hejse flaget denne dag.

Et stort tillykke til eleverne og deres familier.

Husk!! Hjemmesiden finder du på www.rinkenaesskole.skoleintra.dk

Med venlig hilsen

Ulla Brommann