Nyt fra Kirkerne – Sep 2003

Kirkebladet for Rinkenæs Sogn.

September – oktober 2003 131. årgang nr. 1

Kirkens tro

Et af sommerens største samtaleemner har uden tvivl været Taarbæk-præsten Thorkild Grosbølls udtalelser om, at han ikke troede på Gud. I hans bog "En sten i skoen" skriver Grosbøll, at hans personlige tro "rummer ikke nogen skabende og opretholdende gud, ingen forestilling om en opstandelse eller et evigt liv".

Han må tilhøre en filosofisk retning inden for teologien, som ikke har noget åndeligt liv. Gud findes ikke i hans univers. Bibelens udsagn gøres til intet. Og tilbage står lidt næstekærlighed.

Håb er der intet af. Der er ingen at bede til i det grosbøllske univers. Alt gøres til genstand for diskussion, og intet har egentlig nogen betydning. Det hele er kun diskussion. Det er en holdning, som lykkeligvis overhales inden om i disse år af en folkelig fornyelse af troen.

Grosbølls biskop Lise-Lotte Rebel fandt med rette, at det var en uacceptabel holdning at lægge for dagen for en præst. Og hun krævede Grosbøll til regnskab for hans synspunkter og førte samtaler med ham. Imens var han fritaget for tjeneste. Resultatet af samtalerne blev, at Lise-Lotte Rebel lod Grosbøll genoptage sit virke som præst, idet han erklærede, at han beklagede den tvivl om folkekirkens bekendelsesgrundlag, som hans udtalelser havde skabt, og at han erkendte, at han som præst er forpligtet på at holde sig på folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Det synes at være noget af en kovending, Grosbøll har foretaget; men lad det nu ligge. Hvad vigtigere er: Den store folkelige debat har vist, at det ikke er ligegyldigt, hvad der prædikes i kirken. Folk som flest forventer og ønsker, at det er evangeliet, som præsten bringer dem.

Sådan er det. Og sådan bør det være. Når vi samles i kirken til gudstjeneste, og når præsten mødes med sine sognebørn i det daglige og drøfter spørgsmål om troen, ja, så er det Bibelens ord, som må være grundlaget.

Hver gang vi holder gudstjeneste eller for eksempel en lille andagt ved en sygeseng, så træder vi ind i troens univers. Bibelteksterne, salmerne, ritualerne ved dåb og nadver, alt er det udtryk for den kristne tro. Og det hele hænger sammen. Gud, som har skabt alt, og som opretholder verden, han kom til os i Jesus Kristus. Netop Himlens og jordens skaber kom til os i det spæde barn, som bare blev lagt i en krybbe i en fremmed stald.

Ved gudstjenesten synger vi alle med på den himmelske lovsang. Vi priser livets Gud og Skaber. Vi støtter hinanden i vor tro. Og det kan vi stå sammen om, uanset om vi er små børn eller lærde teologer. Og vi står sammen om troen, selv om det er forskelligt, hvor dybt ind i troens mysterier, vi hver især er kommet. Der er en glæde og styrke i de troendes fællesskab.

Men tilbage til spørgsmålet om præsten og hans tro eller mangel på samme. Konfirmander kan somme tider spørge: Skal vi tro, for at vi kan blive konfirmerede? Og dertil vil jeg svare: "I skal ønske at tro! I skal være åbne for, hvad Gud vil sige jer." Og det gælder som et kriterium for alle, der vil kalde sig kristne (både præster og lægfolk): Vi må dog ønske at tro. Vi må stadig trænge dybere ind i troens lærdomme. Og dét gør vi ved at holde os til Gud ved hjælp af bøn og Bibellæsning. Det gør vi ved at lade os drive af Guds Ånd!

I den natlige samtale med Nikodemus (Johs. 3,1-15) taler Jesus om, at vinden blæser, hvorhen den selv vil. Vi ved ikke, hvor vinden kommer fra, og hvad den vil, og hvor den går hen. Således ved vi heller ikke med Guds Ånd, hvor den farer hen, og hvad den vil. Men at tro er at lade sig drive af Ånden.

Guds Ånd virker. Den farer hen over verden. Mange mennesker mærker det ikke. Mange er ligeglade og tænker kun på sig selv. Men der er dem, der lader sig rive med. Der er dem, der giver Guds Ånd lov til at virke i dem.

Det kan lyde uforståeligt og tåget, at Ånden bare er som en vind, der blæser, hvorhen den vil. Men når vi tænker på, at denne Ånd kommer fra Jesus / at den er sendt os af Jesus, så bliver det klart og umisforståeligt og glædeligt. Ånden er Jesu Ånd. Den viser os Jesus. Og ham er vi fortrolige med. Ham kender vi fra Bibelen.

Vi ved ikke, hvad Guds Ånd gør ved os, og hvor den fører os hen. Men vi mærker, at det alt sammen driver i samme retning. Vi mærker, at det er Gud, som i sin kærlighed og omsorg vil lede os fremad på livets vej.

Ebbe Sunesen

Kirkelige handlinger

i månederne april, maj, juni og juli:

Døbte:

Ida Krogh Nielsen, Nederbyvej 9

Oliver Kelfast Schmidt, Nederbyvej 86

Line Sørensen Laugesen, Hasselbjerg 1

Jakob Lindberg Møller, Lyshøj 3

Jacob Rehhoff Auning, Nederbyvej 71 A

Louise Tygesen Nissen, Nederbyvej 115

Lukas Sanzey Eckholdt, Melskovvej 11, Tørsbøl

Oscar Kragh Franson og Caroline Kragh Franson, Højmark 5

Viede:

Kent Bay Christensen og Iben Gadeberg Weber

Søren Kring og Anette Nissen

Morten Petersen og Gitte Nissen

Carsten Kølbek og Helene Wind Schiødtz

Thomas Kingo Andersen og Cecilie Brink

Jens Lundh Matthiesen og Heidi Nielsen

Kirkelig velsignelse over deres ægteskab

har Ines og Uwe Johannes Andresen fået

Begravede:

Gudrun Lassen, Dalsmark 16

Helene Marie Rossen, Dalsmark 13

Gerda Helene Ohlsen, Dalsmark 13

Birthe Irene Schemel, Højmark 16

Ella Nielsen, Dalsmark 13

Karen Moster Alnor, Dalsmark 13

Gerda Harmens, Hvedemarken 69

Hansine Elise Thaysen, Nederbyvej 124

Marie Pauline Jørgensen, Dalsmark 13

Christian Heinrig Petersen, Gl. Færgevej 28 I

Herbert Willi Axelsen, Sam Kleinschmidtsvej 9, Nuuk, Grønland, bisat i Gråsten

Hjemmeside

Rinkenæs Sogn er ved at opbygge sin egen hjemmeside. Det stof, som findes i Samspil, er allerede langt på nettet. Og det er vel at mærke nemt at finde rundt i dette stof. Det er meningen, at hjemmesiden skal udbygges fortløbende med nyttige oplysninger og med billeder og beskrivelser af kirkerne.

Siden er lavet af Jørn Sørensen, Vårhøj, og har navnet: www.folkekirken.dk/sogn/rinkenaes. Der vil blive oprettet links, så man let kan finde siden.

DNK-dagen nærmer sig

Den 28. oktober skal jeg som kirkebogsførende sognepræst her i Rinkenæs Sogn gå over til at føre kirkebøger elektronisk. Samtidig hører jeg op med at skrive i de store kirkebøger med kuglepen. I årets sidste kvartal skal alle sogne i Aabenraa Provsti på hver deres dato gå over til DNK (Den Ny Kirkebog). Og dermed skulle hele landet være "på DNK".

Forud for dette er gået en såkaldt verificering af alle dåb, som er foretaget i de enkelte sogne fra 1969 og til dato. "Verificering" vil sige, at det kontrolleres, at de oplysninger, som står i DNK, er identiske med kirkebøgernes anførsler. For Rinkenæs Sogns vedkommende har det blandt andet betydet, at det er blevet tilføjet, hvilken kirke dåben har fundet sted i. Folkeregistrene har kun kunnet registrere, at dåben er sket i Rinkenæs Sogn, men ikke i hvilken af de to kirker.

Det skulle blive nemmere at "føre kirkebøger", når jeg først er kommet i gang med det nye, men al begyndelse er jo svær – især når det gælder EDB. Efter 28. oktober skal jeg ikke skrive indberetninger til folkeregistrene, når jeg døber, vier eller begraver folk. Det klares elektronisk ved, at jeg går ind i DNK-registret og føjer de nye oplysninger til det, der i forvejen står om vedkommende.

For den enkelte borger skulle det også blive lettere. For eksempel kan man få udskrevet en ny dåbsattest på et hvilket som helst kordegnekontor og hos enhver kirkebogsførende sognepræst.

Overgangen til DNK vil ikke blive fejret med champagne og kransekage. Et enigt Rinkenæs Menighedsråd protesterede i sin tid mod projektet. Vi er glade og trygge ved de gamle kirkebøger. Og det nye blev sat i værk af den daværende kirkeminister uden nogen folkelig debat. Det har desuden været væsentlig dyrere end først beregnet. Det er én af grundene til, at budgettet ikke holder i Kirkeministeriets meget omtalte Fællesfond, hvorfor der den 18. juni er dekreteret ansættelsesstop for præster i Folkekirken.

Det er skæbnens bitre ironi, at det for en – forhåbentlig meget kort – tid gøres vanskeligt at få genbesat præstestillinger, fordi DNK har kostet mere, end man regnede med – især set i lyset af, at de kirkebogsførende præster har foretaget verificeringen uden nogen form for kompensation. Det er ekstra arbejde, vi har fået pålagt.

Noget andet er, at det vil koste store summer at holde DNK-projektet ved lige, også når det er sat i gang. Der kunne ansættes mere end 160 præster for de penge.

Der er behov for en drøftelse af, om Folkekirkens mange penge bruges på den rigtige måde. Forkyndelsen bør prioriteres højest. Og kan det være rigtigt, at kirkeministeren og finansministeren i realiteten bestemmer antallet af præster i Folkekirken?

Ebbe Sunesen

Bibelmaraton

Det er planen, at vi her i sognet vil deltage i en fælles læsning af hele Bibelen, en såkaldt Bibelmaraton. Vi begynder efter nytår 2004. Interesserede kan allerede nu få en deltagerfolder hos Ebbe Sunesen.

Rinkenæs gamle Kirke i fjernsynet

For et års tid siden blev der optaget nogle scener til en tysk tv-serie i og ved Den gamle Kirke. Det drejer sig om en nutidig familie-saga, som udspiller sig på Lyksborg Slot. Og et hemmeligt bryllup finder sted i Den gamle Kirke.

Flensborg Avis skriver, at serien vil blive sendt til efteråret med seks afsnit på onsdage – den første gang onsdag den 17. september kl. 20.15. Udsendelserne kan ses på ZDF. Efter jul vil der blive sendt yderligere seks afsnit.

Salmesang

Den nye salmebog er taget i brug. Vi synger som regel én eller to af de nye salmer ved hver gudstjeneste. Men to aftener i efteråret vil vi mødes og synge en hel masse nye salmer. Ebbe Sunesen vil knytte nogle få kommentarer til hver salme, Agnes Hansen vil spille, og kirkens kor vil deltage. Koret vil også synge et par numre solo.

Datoerne er:

Torsdag den 25. september kl. 19.00 – ca. 21.00

og torsdag den 6. november kl. 19.00 – ca. 21.00.

Menighedsrådet byder på en kop kaffe undervejs.

Focus på Ethiopien

Tirsdag den 2. september kl. 19.30 møde i konfirmandstuen. Almaz Haile fra Ethiopien, som nu bor i Gråsten, vil fortælle om sin baggrund og sit hjemland.

Mødet er arrangeret af Danmission.

Focus på Nepal og Filippinerne

Tirsdag den 7. oktober kl. 19.30 møde i konfirmandstuen. Jens Christian Olesen, Ydre Missions Hus i Christiansfeld, vil fortælle om sin tid som missionær i Nepal og Filippinerne.

Mødet er arrangeret af Danmission.

Menighedsrådsmøde

Menighedsrådsmøde afholdes i præstegårdens konfirmandstue

torsdag den 2. oktober kl. 19.30.

Høstgudstjeneste

Vi holder i år høstgudstjeneste i Den gamle Kirke. Det bliver allerede søndag den 14. september, men høsten vil sikkert være overstået til den tid.

Læg mærke til, at der som altid kører kirkebil, så der er mulighed for at komme i kirke, også selv om man ikke er så godt gående.

Bæverne og ulvene er netop denne weekend på lejr lige i nærheden, og de vil komme i samlet flok og være med.

KFUM & K i Danmark 125 år

Søndag den 21. september fejres det ved gudstjenester ud over landet, at KFUM & K i Danmark har eksisteret i 125 år.

I Distrikt Syd, som omfatter mere end Sønderjylland, samles man i Rinkenæs for at fejre jubilæet. Der er gudstjeneste i Korskirken kl. 10.30 ved sognepræsten fra Toftlund Gerda Melchiorsen, Toftlund.

Der fortsættes på Rinkenæs Ungdomsskole med kæmpe jubilæumsbuffet, hvor hver person / familie medbringer en ret til buffeten, svarende til, hvad man selv spiser. Sodavand kan købes. Service medbringes. Derefter er der aktivitetsboder ved lokale klubber, ballonopsætning, kaffe og show med forskellige indslag.

Arrangementet slutter ca. kl. 17.00. Der skal kun betales, hvad kaffen koster, men der vil være mulighed for at give en gave til KFUM & K i Danmark både i kirken og på ungdomsskolen.

Stillegudstjeneste

Gudstjenesten søndag den 12. oktober kl. 19.30 i Den gamle Kirke vil blive holdt som en stillegudstjeneste med tid til personlig andagt og bøn og stilhed.

At bede kræver stilhed og koncentration. Ikke mindst i vor forjagede tid er det vanskeligt at samle sig om at bede. Der er aldrig stille. Der er altid noget, vi lige synes, vi skal nå.

Gudstjenesten har de ideelle rammer for at rive os ud af tidens jag – især da en gudstjeneste med perioder med stilhed.

Jens Elkjær Petersen

Onsdag den 22. oktober kl. 19.30 er der sognemøde / højskoleaften i konfirmandstuen. Jens Elkjær Petersen vil fortælle om sin tid som sømandspræst i Hull i England, hvor han var ansat af Dansk Kirke i Fremmede Havne. Her virkede han i årene 1998 – 2001. Før den tid var Jens Elkjær Petersen sognepræst i Rinkenæs, som de fleste vil vide. Og i dag er han sognepræst i Tønder.

Gudstjenester på plejehjemmet Dalsmark

Der afholdes gudstjeneste med altergang følgende tirsdage:

2. september kl. 14.45 ved Ebbe Sunesen

16. september kl. 10.30 kort høstgudstjeneste i Korskirken ved Ebbe Sunesen

30. september kl. 14.45 ved Ebbe Sunesen

14. oktober kl. 14.45 ved Ebbe Sunesen

28. oktober kl. 14.45 ved Ebbe Sunesen

Børneklubben

Vi mødes i børnehaveklassen på Rinkenæs Skole hver tirsdag kl. 14.00 – 15.15. Vi starter igen efter ferien tirsdag den 2. september.

Kom og vær med! Yderligere oplysninger hos Bente Pedersen, tlf. 74 65 17 29.

Gudstjeneste netop for børn

En særlig indbydelse skal lyde til alle i alderen 3 – 9 år til at komme til børnegudstjeneste søndag den 28. september kl. 14.00 i Korskirken.

Tag et tøjdyr med, så vi kan lave en hel forsamling af tøjdyr under gudstjenesten (ikke levende dyr). Vi skal høre noget om Noahs Ark.

Efter gudstjenesten serveres der kaffe og saftevand, og er det godt vejr, vil vi lege lidt sammen udenfor.

Bibelkredse

Sognets to Bibelkredse er åbne for nye medlemmer. Kontakt Gert Agerholm, tlf. 74 65 05 04 for nærmere oplysninger.

Juniorklubben

Juniorklubben i Gråsten er en juniorklub for unge fra 5. til 8. klasse. Vi samles med 14 dages mellemrum om mandagen fra kl. 19.00 til ca. 20.30 i Fredensgade 22, Gråsten.

Formålet med juniorklubben er, at vi sammen skal have det sjovt ved at hygge os, have forskellige lege eller hobby-aktiviteter. Endvidere snakker vi sammen om Bibelen og det, der står i den.

Hvis du vil høre mere, er du velkommen til at kontakte

Gert Agerholm, tlf. 74 65 05 04,

Birgit Andresen, tlf. 74 65 36 45

og Gerda Agerholm, tlf. 74 65 05 04.

Teenklub

Går du i 7. klasse og opefter, har vi det rigtige tilbud til dig! Vi har startet en ny teenklub: "The Teenclub in the middle of nowhere", hvor vi mødes hver mandag fra kl. ca. 19.00 på Adsbøl Kristne Friskole.

Er du interesseret i at få mere at vide, så kontakt Gert Agerholm, tlf. 74 65 05 04.

Deadline

Stof til næste nummer af kirkebladet, som dækker månederne november og december, skal være sognepræsten i hænde senest den 22. september.

Kirkebilen

bestilles senest dagen før hos Rinkenæs Taxi ved Henrik Clausen, tlf. 74 65 05 37.

Indre Mission

Missionshuset, Fredensgade 22

Fredag den 5. september familieaften i missionshuset. Vi begynder mødet med fællesspisning kl. 18.00. Selve mødet begynder kl. 19.30. Man er også velkommen til at deltage i mødet uden at deltage i fællesspisningen.

Onsdag den 17. september møde ved sognepræst Lennart Jessen, Vamdrup.

Torsdag den 25. september gudstjeneste på Sundeved-Centret ved sognepræst Peter Ruge, Svenstrup.

Tirsdag den 7. og onsdag den 8. oktober: Oktober-møderne, som tidligere hed helliggørelsesmøder, afholdes i år i Sønderborg. Der holdes gudstjeneste tirsdag kl. 19.00 og møde onsdag kl. 19.30. Nærmere program følger.

Onsdag den 22. oktober møde ved sognepræst Jens Jensen, Burkal. Mødet er fælles med Luthersk Mission Adsbøl.

Fredag den 31. oktober familiegudstjeneste på Sundeved-Centret. Gudstjenesten begynder kl. 19.00. Sognepræst Carsten Haugaard Nielsen, Christiansfeld, taler. Jytte H. Nielsen laver dukketeater, og Daniel Christensen står for det musikalske.

Adresser:

Sognepræst Ebbe Sunesen

Kirkevej 4, Rinkenæs

tlf. 74 65 15 50

fax. 74 65 31 06

e-mail: esu@km.dk

I ferier og friweekender henvises til sognepræst Liselotte Horneman Kragh, Kværs, tlf. 74 65 92 50.

Kirkegårdsleder Anders Christensen træffes mandag til fredag mellem kl. 9.00 og 10.00 på

Kirkegårdskontoret

Kirkevej 2, Rinkenæs

tlf. og fax 74 65 20 37

Organist Agnes Hansen

Primulavej 6, Sønderborg

tlf. 74 42 71 80

Menighedsrådets formand

Solvejg Kobberø

Fjordvej 13, Bækken

tlf. 74 60 81 64

Menighedsrådets kasserer

Aase Poulsen

Mågevej 66, Alnor

tlf. og fax 74 65 18 20

Kirkeværge Kaj Jensen

Nederbyvej 154, Rinkenæs

tlf. 74 65 28 19

Udgivet af

Rinkenæs Menighedsråd.

Ansvarshavende: sognepræsten.

Gudstjenester

7. september kl. 10.00 i Korskirken,

12. s. e. trin., kirkebil

Jens Aage Helmig

14. september kl. 10.00 i Den gamle Kirke, høstgudstjeneste

13. s. e. trin., kirkebil

Tirsdag den 16. september kl. 10.30 i Korskirken

kort høstgudstjeneste med altergang

Der kører kirkebil

21. september kl. 10.30 i Korskirken

14. s. e. trin., kirkebil

KFUM & K´s 125 års jubilæum fejres med en festlig gudstjeneste med altergang ved sognepræst Gerda Melchiorsen, Toftlund

Torsdag den 25. september kl. 19.00 i Korskirken

salmesangsaften

28. september kl. 14.00 i Korskirken, børnegudstjeneste for 3 – 9 årige

15. s. e. trin., kirkebil

5. oktober kl. 8.30 i Korskirken, gudstjeneste med altergang

16. s. e. trin., kirkebil

Liselotte Horneman Kragh

Kl. 10.00 i Korskirken

deutscher Gottesdienst, tysk gudstjeneste ved Sylvia Laue

12. oktober kl. 19.30 i Den gamle Kirke, stillegudstjeneste

17. s. e. trin., kirkebil

19. oktober kl. 10.00 i Korskirken

18. s. e. trin., kirkebil

26. oktober kl. 10.00 i Korskirken

19. s. e. trin., kirkebil

2. november kl. 10.00 i Den gamle Kirke

allehelgensdag, kransenedlæggelse, kirkebil

Fra den nye salmebog

En ny årstidssalme af Lars Busk Sørensen er kommet med i den nye salmebog (nr. 731). Den har sin egen melodi, skrevet af Henning Wellejus, men kan også synges på Lær mig, o skov, at visne glad.

1 Nu står der skum fra bølgetop,

og blæsten river ned og op,

hvad Gud en sommer skabte.

Nu kan alene kærlighed

forhindre, at vi synker ned

i bitterhed – fortabte.

2 Nu haster skyerne forbi,

og modne æbler falder i

oktobermørke haver.

Gud lukker årets gyldne ring,

og sindet samler sig omkring

de lyse nætters gaver.

3 Gud, lær os før din vinters gru

som æblerne, der falder nu,

at slippe alt vort eget.

Din Søn var her og viste os,

at døden intet finder hos

den, som har elsket meget.

4 Her mellem modenhed og død

velsign os med den sidste glød

af jordens lyse sommer,

og bryd så sindets frøskal ned,

så alt i os er kærlighed

den nat, da kulden kommer.