Kirkebladet for Rinkenæs Sogn.
November – december 2011 139. årgang nr. 2
Alle helgens dag i Rinkenæs d. 6. november 2011 på en anden måde med kransenedlæggelse, lystænding, kormusik v. Cæciliakoret og gudstjeneste
”Den bedste måde, hvorpå man fastholder en tradition, det er at forny den”.
Fornyelser skal man selvfølgelig først gribe til, når man fornemmer, at meningen med traditionen er røget lidt ud til siden.
Min fornemmelse er, at traditionen med – med navns nævnelse – udelukkende at mindes de mennesker, der er døde herfra siden sidste Alle helgens dag – den stjæler opmærksomheden fra det, det egentlig drejer sig om, nemlig at give plads i sit hjerte til sorg og savn og glæde over det eller de mennesker, man har mistet, uanset om det nu er en ny eller en ældre sorg, man bærer på. Derfor bliver de dødes navne nævnt i dette nummer Samspil og ikke ved gudstjenesten Alle helgens dag. De er alle – eller de fleste af dem – blevet begravet med ritualet ved jordpåkastelsen, hvor den dødes navn siges sammen med løftet om opstandelsen i Guds kærlighed.
Nu mindes vi både dem og hvem vi nu hver især kommer med i hjertet, og det giver rum for vores fælles erfaring af, hvad det vil sige at miste eller være bange for at miste.
I år markerer vi altså Alle helgens dag på en anden måde, end vi plejer. Der er tale om et forsigtigt forsøg, understreger menighedsrådet, og jeg vil gerne bede jer, der deltager, om at give jeres mening til kende bagefter og meget gerne på skrift.
Forhåbentlig vil I tage godt imod forsøget!
Kl. 15.00: Vi mødes på den gamle kirkegård til kransenedlæggelse.
Knud Bent Theilgaard holder talen ved graven, og vi slutter med at synge.
Derefter kører vi til Korskirken, hvor kirkedøren er åben.
Konfirmandstuen er også åben for dem, der har brug for lidt at drikke inden gudstjenesten.
I Korskirken kan enhver gå ind og tænde et lys og sætte sig i stilheden med sine tanker.
Kl. 16.00 i skumringen indleder Cæciliakoret gudstjenesten, som vil forløbe med en vekslen mellem fælles salmesang, læsning, en kort prædiken og kormusik.
Marianne Østergård
Om Cæciliakoret
Cæciliakoret er et blandet klassisk kor med ca. 35 sangere. Koret er hjemmehørende i Aarhus og har eksisteret siden 1975. Den bulgarsk fødte dirigent Michael Deltchev har ledet Cæciliakoret siden 1999 og korets repertoire indeholder både religiøse og verdslige værker fra renæssancen til nutiden fortrinsvis komponeret af skandinaviske, engelske, tyske og østeuropæiske musikere. Koret arrangerer selv en række à capella koncerter hvert år, ligesom vi af og til medvirker til opførelser af store korværker sammen med andre lokale kor og Aarhus Symfoniorkester. Læs mere om koret på vores hjemmeside: http://www.caeciliakoret.dk/
Følgende mennesker med tilknytning til Rinkenæs sogn har vi taget afsked med siden sidste Alle helgens søndag:
| Inger Cathrine Petersen | Jacob Bendix Lassen |
| Alfred Kristensen | Henry Bjarne Lund |
| Grethe Elly Eriksson | Andreas Lorenzen |
| Kirsten Søndergaard | Tove Margit Langendorff |
| Nis Peter Lassen | Katarine Elemine Koch |
| Halfdan Clausen Buhr | Anders Dahl Andersen |
| Asmus Hansen | Ellen Margrethe Nielsen |
| Ina Evy Nordlain | Hanne Martedal Bergholdt Dall |
| Ellen Kirstine Kvist | Frieda Sophie Rasmussen |
| Elli Pedersen | Eva Kiilsholm Heidebrecht |
| Ramon Martinez-Dreesen | Gerda Marie Hansen |
| Magdalene Gaster | Bent Laue Petersen |
| Maria Christina Blunch | Ole Veng |
| Hans Jørgen Hübschmann | Solveig Petersen |
| Marie Sofie Kalk | Christian Wolf |
Første søndag i advent d. 27. november 2011 Når det mørkner, lyses både Korskirken og vi op ved en festgudstjeneste kl. 16.00.
Vi begynder det nye kirkeår med en festlig gudstjeneste, hvor Danebodkoret medvirker. Danebodkoret består af godt 30 mænd og kvinder og ledes af Katrine Thygesen, som er uddannet violinist og musikleder fra konservatoriet i Hamborg.
Vel mødt!
Marianne Østergård
Kom til julekoncert i Korskirken d. 14. december kl. 19.30 En sønderjyde og 2 fynboer.. Vi har været heldige: Til årets julekoncert i Rinkenæs Korskirke har vi fået fat i trioen Treklang, bestående af Christoffer Brodersen (sang & guitar), Susanne Vibæk (sang & trompet) og Anders Haaber (klaver & kor) i Rinkenæs Korskirke. Christoffer Brodersen, der, som de fleste sikkert ved, er bysbarn herfra, er uddannet fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia og er til dagligt sanger i vokalgruppen Basix. Christoffers fantastiske stemme spænder over usædvanligt mange strenge og stilarter. Han startede trioen Treklang som et pionerprojekt sammen med den yderst talentfulde Susanne Vibæk. Susanne er uddannet trompetist fra Det Fynske Musikkonservatorium og efterfølgende dirigent fra Det Kgl Danske Musikkonservatorium i København. Trioen fuldendes af den blændende dygtige pianist og komponist Anders Haaber, som ligeledes er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium. De tre unge mennesker spiller og synger en velklingende blanding af traditionelle julesange og -salmer serveret med masser af charme og musikalitet, og publikum vil med garanti gå ud fra kirken med et smil på læben og julestemning i hele kroppen. Læs mere på www.trioentreklang.dk
Sognecaféen tager på adventstur til Mariagården
d. 30. november 2011 kl. 14.00 – 16.15
Onsdag d. 30. november tilbyder vi en ganske speciel adventstur.
Den drejer sig ikke om indkøb og forbrug men om adventsglæde og ro. Det er jo ikke den dårligste måde at begynde julemåneden på…
Vi mødes på parkeringspladsen v. Korskirken kl. 14.00 og kører til Mariagården på Østerskovvej i Kollund.
Gården består af 3 almindelige huse samt et kapel.
Der er også en have, som om sommeren og efteråret giver blomster og grøntsager. Her bor Maria-døtrene. De er ikke katolikker, som de fleste nonner er, men derimod en luthersk søsterorden, som oprindelig stammer fra Sverige. Der er i alt knap 30 søstre, som bor i henholdsvis Sverige og Danmark. I Kollund bor for tiden 8 søstre. De lever i et såkaldt åbent hjem, hvor de tager imod besøg, og kvinder kan komme og leve sammen med dem i en periode. Ud over almindelige gøremål er der hver dag faste tider med salmesang, bibellæsning, meditation, stilhed og bøn. Søstrenes forbillede er Jesu mor Maria.
Vi ankommer lidt før 14.30.
14.30 samles vi i deres lille kapel til vesper – altså en stund med sang og bøn før solnedgang.
I kapellet er deres helt særlige julekrybbe stillet op.
Den vil én af dem fortælle os lidt om.
Så drikker vi vores medbragte kaffe og spiser vores medbragte kage (det sørger menighedsrådet for at tage med).
Derefter vil én af søstrene fortælle om deres klosterorden og deres dagligdag,
og vi kan stille de spørgsmål, vi nu måtte have lyst til.
Ved 16 – tiden kører vi tilbage til Rinkenæs.
Vores organist, Agnes Hansen, har søgt nye udfordringer.
Agnes har fået arbejde ved GL. Kirke i Haderslev fra 1. Nov. 2011.
Vi ønsker dig held og lykke og siger tak for de mange år du har været hos os i Rinkenæs Sogn.
De bedste hilsner fra os alle i Rinkenæs Menighedsråd.
Ingen adventsfest i Rinkenæs i år.
Vi har i flere år holdt Adventsfest sammen med Pensionist foreningen .
Desværre er pensionistforeningen jo stoppet og Rinkenæshus, hvor vi plejer at være, er lukket .
Vi vælger i år at springe adventsarrangementet over og regner med at vende stærkt tilbage med gode ideer til næste års adventsfest.
Rinkenæs Menighedsråd.
Koncert i Korskirken d. 14 august.
Vi havde en dejlig eftermiddag sammen med Lise Theilgaard Ulrikkeholm og Elena Koukhar.Musik fra Back til Berbstein .
Lise er uddannet mezzosopran ved Nordjydsk og Vestjysk musikkonservatorium i år 2000 og videre-udannet i København.
Elena er uddannet på klaver i 2004 på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium . De optræder mange steder i landet . De har arbejdet sammen i 3 år . De bor begge to i Jægerspris.
Rinkenæs Menighedsråd.
November
Tirsdag, d. 1. kl. 19.30
Fokus på Egypten
Denne aften får vi besøg af 2 unge, der har været 6 uger i Egypten. De har oplevet vilkårene for Egyptens børnearbejdere og besøgt unge kristne. De har været udsendt af Danmission og bliver kaldt globale iværksættere. Lige hjemvendt rejser de rundt og fortæller om deres oplevelser.
De vil bl.a. fortælle om hverdagen for egyptiske børnearbejdere, om Egypten og den kristne hjælpeorganisation CEOSS’ arbejde, og om hvordan det er at være ung og kristen i Egypten.
Kom til en spændende aften med billeder, sang og musik.
Januar
Søndag, d. 8 . kl. 14 i Korskirken
1. søndag efter Helligtrekonger
Fokus på Folkekirkens Nødhjælp
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp,
Henrik Stubkjær, vil prædike.
Henrik Stubkjær har tidligere været studenterpræst ved Århus Universitet og forstander på Diakonhøjskolen i Århus.
Der vil efterfølgende være kaffebord i konfirmandstuen, hvorefter Henrik Stubkjær vil fortælle om udfordringer i arbejdet blandt verdens fattige i en verden i forandring, det være sig i katastrofearbejdet, udviklingsarbejdet og fortalerarbejdet.
Denne eftermiddag er arrangeret i samarbejde med menighedsrådet
| Gudstjenester i november og december 2011 | |
| November | |
| 6. november, Alle helgens dag | Korskirken kl. 16.00 (Marianne Østergård) Cæciliakoret medvirker Kransenedlæggelse v. den gl. kirke kl. 15.00 |
| 13. november, 21.s.e.trin. | Korskirken kl. 10.30 (Frederik Birkler) |
| 20. november, sidste s. i kirkeåret | Korskirken kl. 9.00 (Vibeke von Oldenburg) |
| 27. november, 1.s.i advent | Korskirken kl. 16.00 (Marianne Østergård) Danebodkoret medvirker |
| December | |
| 2. december | Korskirken kl. 10.00 Jul med børn og bedsteforældre fra Børnehuset (Marianne Østergård) |
| 4. december, 2.s.i advent | Korskirken kl. 10.30 (Marianne Østergård) |
| 11. december, 3.s.i advent | Korskirken kl. 10.30 (Frederik Birkler) |
| 18. december, 4.s.i advent | Korskirken kl. 16.00 (Marianne Østergård) Vi synger julen ind |
| 20. december kl. 10.00 | Julegudstjeneste m. Rinkenæs skole (Marianne Østergård) |
| 20. december kl. 11.15 | Julegudstjeneste m. Rinkenæs Efterskole (Marianne Østergård) |
| 24. december, Juleaften | Korskirken kl. 10.30 (Marianne Østergård) Julegudstjeneste m. Dalsmark plejecenter |
| Rinkenæs gl. kirke kl. 14.30 (Marianne Østergård) | |
| Korskirken kl. 16.00 (Marianne Østergård) | |
| 25. december, Juledag | Korskirken kl. 10.30 (Marianne Østergård) |
| 26. december, 2. juledag |
Rinkenæs gl. kirke 10.30 (Marianne Østergård) Gudstjenesten er fælles med Sottrup sogn |
| 1.januar 2012, Nytårsdag | Vi henviser til Sottrup kirke kl. 16.00 |