Nyt fra Kirkerne – Jan 2004

Kirkebladet for Rinkenæs Sogn.

Januar – februar 2004 131. årgang nr. 3

Stadig større glæde

”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Sådan råbte Johannes Døberen i ørkenen ved Jordan-floden. Og folk kom til ham i store skarer, og han døbte dem. De lod sig rituelt vaske af Johannes som et ydre tegn på, at de ville begynde på et nyt og bedre liv. De ville ikke længere gøre, hvad der var Gud imod.

Normalt tænker vi på omvendelse som det at lægge synden bag sig, at vende sig fra det onde og tage afstand fra det. Men det græske ord betyder egentlig at fatte et andet sind / at få en anden opfattelse af sig selv. Og dette kan lige så godt ske ved, at man i positiv forstand vender sig mod noget, som man gerne vil i kontakt med – noget, som man anser for værdifuldt.

I lignelsen om den fortabte søn læser vi, at den yngste søn fik udbetalt sin del af arven på forhånd og soldede den op, og han kom til at leve i stor nød. Da ”gik han i sig selv”, som det hedder. Det vil sige, at han fattede et andet sind. Han vendte hjem til sin far. Det var i og for sig ikke hans store synd, som lå ham på sinde. Det var ikke det, at han havde svigtet sin far og hans idealer. Nej, det var faderens store kærlighed, han tænkte på. Det var faderens kærlighed, der drev ham hjemad.

Nøden tvang ham til at gøre noget radikalt. Men det var visheden om, at han ville finde hjælp hos sin far, der drev ham hjemad.

Kirkeårets højtider kalder os til netop en sådan omvendelse. Jul og påske og pinse viser os, at Gud er som faderen, der tager kærligt imod sin søn, så snart han vender hjem. For vi ser Guds kærlighed imod os i alle højtiderne.

I julen: at Gud kom til os. Han sendte os sin egen søn.

I påsken: at Gud lod sin søn lide døden for vores skyld, og han opvakte ham fra de døde. Trods menneskers had blev Gud ved med at vise kærlighed.

I pinsen: at Gud sendte sin Ånd til os små og upålidelige mennesker. Gud tager os i sin tjeneste. Han udruster os, opliver os, styrker os.

Altid og til stadighed må vi vende os mod Guds kærlighed. Vi må søge stadig nærmere til Gud, for han vil tage imod os med kærlighed og tilgivelse, og vi vil finde stadig større glæde.

Naturligvis vil vi stræbe efter at lægge alle onde tanker og gerninger fra os. Vi vil befri os fra alt, som er Gud imod. Det følger logisk af, at vi stræber efter Guds kærlighed. Men det er Guds kærlighed, der fylder i vore tanker.

Ebbe Sunesen

Mindeord

ved kransenedlæggelsen ved mindesmærket på Rinkenæs gamle Kirkegård allehelgensdag 2003:

Hvor taler historien stærkest til os her i Sønderjylland? Ja, der er selvfølgelig ikke ét svar på et sådant spørgsmål. Svaret vil lyde forskelligt fra person til person, men for mig er der nu ingen tvivl: Kører man fra kirkegård til kirkegård, fra kirke til kirke her i Sønderjylland, så finder man uden undtagelse et minde om 1. Verdenskrig. De fleste steder står mindet på kirkegården. På 4 ud af 5 kirkegårde står der en mindesten for de faldne fra 1. Verdenskrig, og hvor der ikke er en mindesten, er der en mindetavle inde i kirken. I alt 5.136 navne står her indhugget eller malet, side om side.

5.136 navne på sønderjyder, som faldt i krigen 1914-1918 – et sådant tal siger ikke så meget i sig selv. Det bliver mere nærværende, når man giver sig tid foran det enkelte mindesmærke. Tager man for eksempel til Broager, ser man 190 navne – fra dette ene sogn. I én familie var der 4 sønner, som ikke kom hjem.

Tager man til Kværs, er der 38 navne, i Adsbøl 14, i Gråsten 47. Og på stenene her i Rinkenæs læser man 49 navne. 147 i alt fra Gråsten Kommune.

Hvad vil det så sige? Ja, her i Rinkenæs var der dengang knap 1480 beboere. Med andre ord mere end 3 % af sognets indbyggere faldt i den store krig, eller 6 % af alle af mandkøn. Sådan var det over hele Sønderjylland. 30.000 drog af sted i krigen; omkring 5.300 kom ikke hjem.

Går man stille langs stenene, så taler de stærkt, synes jeg, om en generation, vore familier et par generationer tilbage, som tog det offer på sig. I et af de mange tusinde breve fra dengang siger en af soldaterne: ”Man må lære at forstå det uundgåelige, tunge i skæbnen, handle derudfra og gøre sin pligt.” Det gjorde de virkelig. Mange af dem var sig også bevidst, at det drejede sig om pligten mod hjemstavnen.

Det får mig til at spørge: Hvordan ville vi i dag, hvordan ville nutiden, børnebørn, oldebørn eller tipoldebørn af dem dengang, hvordan ville vi handle, hvis vi skulle tænke os i en lignende skrækkelig situation? Jeg ved det ikke, men jeg tror dog, at vi er anderledes, end de var dengang. De indordnede sig, de gjorde deres pligt. Siden dengang har individualismen sat sit præg på os alle. Det er svært at sige, hvordan vi ville handle i dag. Ville vi se på pligtens tunge bud, som de gjorde det? Jeg tør ikke give et klart svar, men spørgsmålet er tankevækkende.

I alt fald: De fleste dengang ønskede ikke krigen – og langt de fleste her i Rinkenæs glædede sig, da Sønderjylland i 1920 kom til Danmark. Dermed blev landsdelen forskånet for at opleve krigen en gang til. Tager vi en rejse til kirkegårdene syd for grænsen, ser vi, hvad der ville være sket, hvis Sønderjylland ikke havde oplevet genforeningen i 1920. På hver eneste kirkegård dernede, kun få kilometer herfra, står der ikke blot et mindesmærke som dette over de faldne i krigen 1914-1918. Nej, der står et monument med endnu flere navne – over de endnu flere, der faldt i krigen 1939-1945. Hvis vi ikke havde oplevet genforeningen i 1920, ville der have været endnu et minde over faldne her på kirkegården i Rinkenæs, og det ville have haft mere end de 49 navne. Dén skrækkelige skæbne blev Rinkenæs og Sønderjylland forskånet for. Når det gik sådan, skyldes det generationerne fra dengang. Det bør vi huske, når vi ser på de mange navne her. Tabene i 1914-1918 ramte snart sagt hvert eneste hjem – direkte eller indirekte – og det var med til at påvirke afgørelsen ved afstemningen i 1920. Med deres død var de faldne med til at sikre, at en lignende skæbne ikke en gang mere skulle komme over Sønderjylland.

Lars N. Henningsen, arkivar, dr. phil., formand for Historisk Samfund for Sønderjylland.

Kirkelige handlinger

i månederne oktober og november:

Begravede og bisatte:

Anna Bothilla Dixen, Dalsmark 13

Gerda Wout Trojahn, Willemstad, Curacao

Ingeborg Marie Nielsen, Dalsmark 13

Inga Valborg Jensen, Dalsmark 13

Jens Justesen, Sundkobbel 44

Paul Willy Lorenzen, Søndre Landevej 26, Sønderborg

Bibelmaraton

Vær med fra begyndelsen, når vi i fællesskab vil læse hele Bibelen igennem fra ende til anden. 1. gang er torsdag den 15. januar 2004 kl. 20.00. Vi mødes i konfirmandstuen i præstegården. Jeg vil læse de første tre kapitler af Bibelen op og derefter gennemgå de næste kapitler, som deltagerne så selv skal læse derhjemme inden næste møde.

Vi mødes som regel hver 2. uge, men nogle gange med andre intervaller. Det er dog altid om torsdagen og altid kl. 20.00. Det enkelte møde skulle ikke tage mere end en times tid. Det skal ikke trække for længe ud, men blot give inspiration og lyst til at forsætte den personlige læsning derhjemme.

Mødedatoerne indtil sommerferien er følgende:

15. januar

29. januar

19. februar

4. marts

18. marts

15. april

22. april

6. maj

27. maj

og 10. juni

Vel mødt til Bibelmaraton, som er blevet ”løbet” i rigtig mange sogne de sidste år.

Alle er velkomne til at deltage!

Ebbe Sunesen

Focus på Østen

Helligtrekongerssøndag den 4. januar kl. 10.00 gudstjeneste i Korskirken. Prædikant er Heinrich Pedersen, generalsekretær i Den Danske Israelsmission. Liturg er Ebbe Sunesen.

Efter gudstjenesten er der let frokost og møde i konfirmandstuen, hvor Heinrich Pedersen vil fortælle om mission blandt jøder i Østen. Vi forventer at slutte kl. 14.00.

Mødet er arrangeret af Danmission-kredsen.

Focus på Etiopien

Tirsdag den 3. februar kl. 19.30 møde i konfirmandstuen. For nogle år siden kom Almaz Haile til Danmark sammen med sin familie. De er kendt af mange i Rinkenæs, for de har boet i den nu nedrevne bestyrerbolig ved plejehjemmet Dalsmark. Nu bor de i Gråsten. Almaz Haile vil fortælle om sit land og sit folk.

Mødet er arrangeret af Danmission-kredsen.

Husstandsindsamlingen til fordel for Folkekirkens Nødhjælp

finder sted søndag den 7. marts 2004. Rinkenæs Sogn er med igen. Notér allerede nu datoen i kalenderen. Vi vil gerne have endnu flere indsamlere. Henvendelse til Ebbe Sunesen.

Menighedsrådsmøde

Menighedsrådsmøde afholdes i præstegårdens konfirmandstue

torsdag den 8. januar kl. 19.00.

Orientering fra menighedsrådet

Nyt takstregulativ for gravsteder.

Da der ikke har været ændret på grundtaksterne siden 1992, er man indenfor Aabenraa Provsti blevet enige om en stigning på 10 % årligt i 3 år ud over den almindelige fremskrivningsprocent fra og med 1. januar 2004, hvorefter taksterne på ny tages op til vurdering.

På menighedsrådets vegne

Solvejg Kobberø

Gudstjenester på plejehjemmet Dalsmark

Der afholdes gudstjeneste med altergang følgende tirsdage kl. 14.45:

6. januar ved Ebbe Sunesen

20. januar ved Ebbe Sunesen

3. februar ved Ebbe Sunesen

17. februar ved Ebbe Sunesen

Børneklubben

Vi mødes i børnehaveklassen på Rinkenæs Skole hver tirsdag kl. 14.00 – 15.15. Vi begynder efter juleferien tirsdag den 6. januar.

Kom og vær med! Yderligere oplysninger hos Bente Pedersen, tlf. 74 65 17 29.

Bibelkredse

Sognets to Bibelkredse er åbne for nye medlemmer. Kontakt Gert Agerholm, tlf. 74 65 05 04 for nærmere oplysninger.

Juniorklubben

Juniorklubben i Gråsten er en juniorklub for unge fra 5. til 8. klasse. Vi samles med 14 dages mellemrum om mandagen fra kl. 19.00 til ca. 20.30 i Fredensgade 22, Gråsten.

Formålet med juniorklubben er, at vi sammen skal have det sjovt ved at hygge os, have forskellige lege eller hobby-aktiviteter. Endvidere snakker vi sammen om Bibelen og det, der står i den.

Hvis du vil høre mere, er du velkommen til at kontakte

Gert Agerholm, tlf. 74 65 05 04,

Birgit Andresen, tlf. 74 65 36 45

og Gerda Agerholm, tlf. 74 65 05 04.

Teenklub

Går du i 7. klasse og opefter, har vi det rigtige tilbud til dig! Vi har startet en ny teenklub: ”The Teenclub in the middle of nowhere”, hvor vi mødes hver mandag fra kl. ca. 19.00 på Adsbøl Kristne Friskole.

Er du interesseret i at få mere at vide, så kontakt Gert Agerholm, tlf. 74 65 05 04.

Deadline

Stof til næste nummer af kirkebladet, som dækker månederne marts og april, skal være sognepræsten i hænde senest den 26. januar.

Kirkebilen

bestilles senest dagen før hos Rinkenæs Taxi ved Henrik Clausen, tlf. 74 65 05 37.

Indre Mission

Missionshuset, Fredensgade 22

Alliance bedeuge:

Mandag den 5. januar bedemøde i Gråsten Missionshus

Onsdag den 7. januar bedemøde i Gråsten Missionshus

Fredag den 9. januar bedemøde i klubhuset i Adsbøl

Søndag den 11. januar bedemøde i Gråsten Missionshus.

Onsdag den 14. januar møde ved Ebbe Sunesen.

Onsdag den 28. januar møde ved sognepræst David Kessel, Egernsund.

Onsdag den 4. februar kreds-årsfest i Sønderborg. Aftenens taler er indremissionær Finn Najbjerg.

Onsdag den 11. februar møde ved Peter Schmidt, Rinkenæs.

Onsdag den 25. februar møde med efterfølgende generalforsamling.

Adresser:

Sognepræst Ebbe Sunesen

Kirkevej 4, Rinkenæs

tlf. 74 65 15 50

fax. 74 65 31 06

e-mail: esu@km.dk

I ferier og friweekender henvises til sognepræst Liselotte Horneman Kragh, Kværs, tlf. 74 65 92 50.

Kirkegårdsleder Anders Christensen træffes mandag til fredag mellem kl. 9.00 og 10.00 på

Kirkegårdskontoret

Kirkevej 2, Rinkenæs

tlf. og fax 74 65 20 37

Organist Agnes Hansen

Primulavej 6, Sønderborg

tlf. 74 42 71 80

Menighedsrådets formand

Solvejg Kobberø

Fjordvej 13, Bækken

tlf. 74 60 81 64

Menighedsrådets kasserer

Aase Poulsen

Mågevej 66, Alnor

tlf. og fax 74 65 18 20

Kirkeværge Kaj Jensen

Nederbyvej 154, Rinkenæs

tlf. 74 65 28 19

Udgivet af

Rinkenæs Menighedsråd.

Ansvarshavende: sognepræsten.

Gudstjenester

Nytårsdag 2004 kl. 14.00 i Korskirken

kirkebil

4. januar kl. 10.00 i Korskirken

helligtrekongerssøndag, kirkebil Prædikant er Heinrich Pedersen, generalsekretær i Den Danske Israelsmission. Liturg er Ebbe Sunesen.

Efter gudstjenesten let frokost og møde i konfirmandstuen

11. januar kl. 10.00 i Korskirken

1. s. e. h. 3 k., kirkebil

18. januar kl. 11.15 i Korskirken

2. s. e. h. 3 k., kirkebil

Liselotte Horneman Kragh

25. januar kl. 10.00 i Korskirken

3. s. e. h. 3 k., kirkebil

1. februar kl. 10.00 i Korskirken

sidste s. e. h. 3 k., kirkebil

8. februar kl. 11.15 i Korskirken

septuagesima, kirkebil

Liselotte Horneman Kragh

15. februar kl. 10.00 i Korskirken

seksagesima, kirkebil

22. februar kl. 10.00 i Korskirken, børnegudstjeneste

fastelavn, kirkebil

29. februar kl. 10.00 i Korskirken

1. s. i fasten, kirkebil

Julesalme på sønderjysk

Mary´s boychild, frit oversat til sønderjysk af Ingeborg Duus:

1 Det æ passee for læng, læng sien,

i æ Biffel kan do løjs,

om won Marias bette knejt

mæ en sæller kreekryff måt nøjs.

:/: Kom å høe æ engel sønng

å se æ stjern, som lyss,

fordi det hæ´n for læng, læng sien,

vi alle mee ska gyes :/:

2 For Josef å hans kuen Mari

de sku tæles å gi møe.

Maria vint sæ, og det var

æ ti´, næh hun sku te å føe.

:/: Kom å høe æ engel sønng

å se æ stjern, som lyss,

fordi det hæ´n for læng, læng sien,

vi alle mee ska gyes :/:

3 Men næh de kom te Betlehem

å sku find et stej å væe,

var olle pladser fyldt mæ folk,

som kom te fra fjern og næe.

:/: Kom å høe æ engel sønng

å se æ stjern, som lyss,

fordi det hæ´n for læng, læng sien,

vi alle mee ska gyes :/:

4 Maria pef, hun var i piin,

å hind mand var slet it glaj.

En gammel buen tøss, det var synd

å ga dem plads i æ laej.

:/: Engel skråel i villen sky,

å folk bløv nou så raj.

Og å æ himmel stoj æ stjern

å lyst nee å æ staj :/:

5 Åmens æ kree, de kikket å,

fik Mari sin bette dreng.

Hun sannset ham, det bæest hun ku,

å æ kreekryff, det bløv hans seng.

:/: Engel skråel i villen sky,

å folk bløv nou så glaj.

Og å æ himmel stoj æ stjern

å lyst nee øver æ staj :/:

6 Det hæ passee for læng, læng sien,

men vil alle gå a mind.

Imell Æ tøss, det haj væt glant,

om Æ kun ha væt mæ derind.

:/: Engel skråel i villen sky,

å folk bløv nou så glaj.

Og å æ himmel stoj æ stjern

å lyst nee øver æ staj :/:

Ordliste:

passee sket
æ Biffel Bibelen
won hvordan
bette knejt lille dreng
kreekryff kreaturkrybbe
hæ´n hændte
alle mee aldrig mere
gyes være bange
sku tæles skulle tælles
gi møe møde op
vint sæ ventede sig
pef græd
piin smerte
it glaj ikke glad
buen bonde
tøss syntes
æ laej laden
raj bange
æ staj byen
æ kree dyrene
sannset puslede
væt glant været dejligt