Kirkebladet for Rinkenæs Sogn.
Januar – februar 2002 129. årgang nr. 3
Hvad tror vi på?
I store dele af Afrika tilbeder mennesker ting i naturen og ofrer madvarer eller dyr til dem. Det kan være et stort, gammelt træ med knudrede grene, som i mands minde er blevet brugt til offersted. De er bange for de ånder, som de mener bor i det træ. Alting anses for at være besjælet, og de vil ikke fornærme ånderne. Det kan bringe ulykke, mener de. Animisme kaldes en sådan naturreligion. Og den holder sine tilhængere fast i et jerngreb. Den gør mennesker bange.
Amuletter spiller en stor rolle. De skal beskytte mod åndernes vrede. Og mange ritualer bliver gennemført for at gøre ånderne tilpas. Det kan for eksempel være, at man ikke tør forlade sin hytte om morgenen, før man har bundet nogle gamle klude omkring sin ene arm på en ganske bestemt måde.
Det er selvsagt en enorm befrielse og en stor omvæltning, hvis sådanne animister hører om Jesus og kommer til tro på ham. Som et synligt udtryk for, at de går over til den kristne tro, brænder de alle deres amuletter og klude, som de tidligere satte deres lid til.
Nu frygter de ikke længere ånderne. De er frie til at tjene Den Levende Gud. I stedet for at gå op i at beskytte sig selv mod ånderne har de nu frihed til at tænke på, hvad der er Guds vilje med dem, og på hvad de kan gøre for andre.
Animisme i Europa?
Vender vi tilbage fra Afrika til vore egne breddegrader, så må vi konstatere, at den kristne tro i dag kun er én blandt mange trosretninger. Det er ikke alle i vort samfund, som er optaget af at søge freden hos Gud og få del i Guds nåde.
Mange søger lykken gennem astrologi, numerologi, healing og andre lignende åndelige retninger. Og mange søger simpelt hen lykken i det materielle, i forbrugerræset. Egoismen, bekymringen for os selv, er sat i højsædet i vor tid. I modsætning hertil lærer den kristne tro os at lade være med at bekymre sig om
vort eget. Troen tager bekymringen fra os og sætter os fri til at gøre, hvad Gud ønsker af os. Jeg læste en få år gammel rapport fra Frankrig, som fortalte, at der var registreret ikke mindre end 40.000 astrologer, healere og medier i landet. Til sammenligning var der 26.000 romersk-katolske præster og 6.000 psykiatere. Jeg ved ikke, om forholdet mellem disse "faggrupper" er det samme herhjemme. Men fra mange sider påpeges det, at der er sket et traditionstab. Og dette traditionstab er nok større i Danmark end i mange af de lande, vi ellers sammenligner os med. Vi danskere ved for lidt om, hvad kristen tro går ud på. Den kristne tankegang er ikke længere en selvfølge for os. Der er stor åndelig tomhed. Vi kunne kalde
det åndelig forvirring.
Alle har vi en higen efter at forstå tilværelsen. Vi søger efter fred og harmoni. Men spørgsmålet er, hvor vi søger vores fred. Fordyber vi os i os selv og vor egen skæbne? Det gør vi, når vi går op i astrologi, numerologi eller i forbrugerræset. Eller vil vi tage imod den fred, som Gud af hjertet ønsket at give os. Han har sendt os sin egen søn. Og med ham, med Jesus Kristus, vil Gud give os alt. Han vil give os tilgivelse. Han vil give os vejledning til at leve dette vanskelige liv.
Ebbe Sunesen
Kirkelige handlinger
I månederne oktober og november:
Døbte:
Nicklas Lorenzen Kurth, Stenvej 26.
Michael Bonnichsen, Bækken 12.
Viede:
Rikke Offersen og Per Mellgaard Nissen.
Begravede:
Sophie Marie Bladt, Dalsmark 13, begravet i Varnæs.
Dødfødt pige, Højskolevej 4 A, Rønshoved, begravet på Korskirkegården.
50år
Vores sognepræst Ebbe Sunesen fylder 50 år den 20. januar 2002. I den anledning vil menighedsrådet være vært ved en reception i konfirmandstuen efter gudstjenesten, hvor alle er velkomne til at komme og hilse på. På menighedsrådets vegne
Solvejg Kobberø
Liv i kirken
Tirsdag den 29. januar kl. 19.30 i konfirmandstuen taler forstander på Løgumkloster Højskole Bent Andreasen om "Liv i kirken". Det er tanker om, at kirken er et hus bygget af levende stene.
Det skulle gerne fungere som oplæg til en god og åbenhjertig debat. Menighedsrådet ønsker en sådan drøftelse. Hvad ønsker sognets beboere, at der skal være af aktiviteter? For hvilke aldersgrupper? Er der behov for nye tiltag?
Kom og vær med i debatten den 29. januar.
En stor musikoplevelse!
Lørdag den 2. marts kl. 19.30 vil Korskirken genlyde af glad sang og musik. Det store kor på 60 medlemmer fra Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing vil gæste os. De er på turne i Sønderjylland i den weekend og har sagt ja tak til at give koncert i vor kirke.
Koret har et bredt repertoire, der spænder fra salmer over spirituals til gospel, med hovedvægten lagt på den rytmiske genre. Der fremføres også sange af mere underholdende karakter. Der er gratis adgang til denne store oplevelse.
Et ønske har koret: De vil gerne overnatte i private hjem efter koncerten. De har hver især selv liggeunderlag og sovepose med. Men lidt morgenmad søndag morgen vil de gerne have, før de tager af sted. At træde til som værtsfamilie vil være en opladt chance for at få drøftet koncertoplevelsen og gymnasietilværelsen på Det Kristne Gymnasium med nogle af de unge mennesker.
De, der er interesseret i at give husly til én eller flere kormedlemmer, bedes henvende sig til Ebbe Sunesen, tlf. 74 65 15 50, gerne så hurtigt som muligt.
Giv en hånd til verdens fattigste
Meld dig som indsamler ved husstandsindsamlingen til fordel for Folkekirkens Nødhjælp søndag den 3. marts og vær med til at støtte mennesker, som fattigdommen truer med at drive fra deres hjem.
Sabino Rivera er kun 11 år. For fem år siden fik hans far nok og stak af fra Sabino, hans mor og tre søskende. Nu kæmper Sabino mod fattigdommen, der er så hård, at den kan ende med at tvinge ham og hans familie til at forlade deres landsby, hvor de har hjemme og helst vil bo.
Sabino bor i bjerglandsbyen San Antonio i Honduras. Hans familie lever af den majs og de bønner, de kan dyrke på en lille mark bag huset. Men det lille stykke jord kan kun forsørge familien to måneder om året. Kun hvis familien får noget mere jord, kan den brødføde sig selv på langt sigt.
Det er mennesker som Sabino og hans familie, du kan være med til at hjælpe, hvis du melder dig som indsamler til Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling den 3. marts. I Rinkenæs Sogn løber indsamlingen fra kl. 11.30 til kl. 14.00.
Vi håber igen at se de trofaste indsamlere, som har taget en tørn de sidste to år, men vi kan bestemt bruge flere indsamlere. Der er både korte og lange ruter. Har du lyst til at bruge en time eller to på at samle ind, så henvend dig til indsamlingslederen Ebbe Sunesen på tlf. 74 65 15 50. Også Folkekirkens Nødhjælps telefon 80 60 80 60 kan benyttes.
Fattigdom driver mennesker på flugt
Folkekirkens Nødhjælps årlige sogneindsamling har i flere år sat focus på de fattiges rettigheder. I år 2000 gik pengene primært til de kasteløse i Indien. Ved sogneindsamlingen i 2001 lykkedes det 10.500 frivillige at få i alt otte millioner kroner i raslebøsserne. Vi bidrog fra Rinkenæs med 11.189,25 kr. til dette resultat. Pengene gik især til fattige kvinder i Afrika.
I år sætter sogneindsamlingen focus på den fattigdom, der hvert år driver millioner af mennesker til at forlade deres hjemegn. Fra underudviklede eller forsømte land- og bjergområder søger de fattige ind mod storbyerne, hvor mange havner i trøstesløse slumkvarterer og hutler sig igennem. De får underbetalte og nedslidende jobs, nogle havner i kriminalitet og prostitution, eller de søger illegalt til andre lande for at skaffe sig en indtægt.
Israelskredsen
Søndag den 6. januar 2002 kl. 14.00 holdes der helligtrekongers-gudstjeneste i Korskirken. Prædikant er Israelsmissionens formand teol. dr. Kai Kjær-Hansen. Liturg er Ebbe Sunesen.
Bagefter er der kaffebord i konfirmandstuen. Og derefter taler Kai Kjær-Hansen over emnet: "Messianske jøder år 2002".
Danmissionskredsen
Søndag den 6. januar kl. 14.00 deltager vi i Israelskredsens helligtrekongersarrangement.
Onsdag den 20. februar kl. 19.30 møde i Gråsten Missionshus. Ruth og Poul Sloth Petersen, som er missionærer på Madagaskar for Danmission, fortæller.
Fastelavn
Fastelavns søndag er indledningen til fastetiden. Vi har tradition for, at spejderne kommer til gudstjeneste om formiddagen for så om eftermiddagen at holde fastelavnsfest ved Spejderhytten. Således også i år.
Desuden danner fastelavns-gudstjenesten afslutningen på vinterens minikonfirmand-undervisning. 9 elever fra 3. klasse er minikonfirmander. De skal "gå til præst" i ti dobbelttimer, seks før jul og fire her efter nytår.
Og sidst men ikke mindst vil de "rigtige" konfirmander medvirke ved fastelavns-gudstjenesten. De vil opføre dagens evangelium i dramatiseret form. De vil vælge de salmer, vi skal synge. De vil bede ind- og udgangsbøn og læse bibeltekster. Og de vil måske give nogle oplæg til, hvad der skal siges i prædikenen: Hvad siger evangeliet til os? Hvad skal vi tage med os hjem fra kirke på denne dag?
Gudstjenester på plejehjemmet Dalsmark
Der afholdes gudstjeneste med altergang i plejehjemmets opholdsstue følgende tirsdage kl. 14.45:
8. januar ved Liselotte Horneman Kragh
22. januar ved Ebbe Sunesen
5. februar ved Ebbe Sunesen
19. februar ved Ebbe Sunesen
Børneklubben
begynder efter nytår tirsdag den 8. januar. Vi mødes i børnehaveklassen på Rinkenæs Skole hver tirsdag kl. 14.00 -15.00, undtagen i vinterferien. Kom og vær med! Yderligere oplysninger hos Bente Pedersen, tlf. 74 65 1729.
Bibelkredse
Sognets to Bibelkredse er åbne for nye medlemmer. Kontakt Gert Agerholm, tlf. 74 65 OS 04 for nærmere oplysninger.
Juniorklubben
mødes hver anden tirsdag kl. 19.00 – ca. 20.30 i Fredensgade 22, Gråsten. Nærmere oplysning kan fås hos Gert Agerholm, tlf. 74 65 05 04.
Brochure om Korskirken
Mange turister besøger Korskirken mellem år og dag. Det er jo typisk den første kirke, de møder, når de kommer fra Tyskland og kører ud mod Als. Og Korskirken tager sig smukt ud set fra hovedvejen med fjorden som baggrund.
Turisterne skuffes ikke, når de går ind i kirken. Dens enkelhed og ro tiltaler dem. Men en del turister spørger, om der ikke findes en beskrivelse af Korskirken, de kan få. Det mangler vi!
Er der nogen, som vil hjælpe med at lave en sådan pjece? Der skal forfattes en ret kort tekst, som beskriver kirkens historie. Nogle turister tror for øvrigt, jeg holder sjov med dem, når jeg fortæller, at kirken blev indviet i 1932. De mener bestemt, den må være fra middelalderen.
Også kirkens inventar burde omtales i pjecen. Og endelig ville det være dejligt med en masse fotografier i brochuren. Interesserede bedes henvende sig til undertegnede.
Om Den gamle Kirke har Heinz Saxburger skrevet en fin og fyldig brochure, som kan erhverves for 10 kr.
Ebbe Sunesen
Menighedsrådsmøde
Menighedsrådsmøde afholdes i præstegårdens konfirmandstue mandag den 7. januar kl. 19.00.
Deadline
Stof til næste nummer af kirkebladet, som dækker månederne marts og april, skal være sognepræsten i hænde senest den 24. januar.
Kirkebilen
bestilles senest dagen før hos Rinkenæs Taxi ved Henrik Clausen, tlf. 74 65 05 37.
Indre Mission
Missionshuset, Fredensgade 22 I forbindelse med Evangelisk Alliances bedeuge afholdes møder:
mandag den 7. januar i Gråsten Missionshus,
onsdag den 9. januar i Gråsten Missionshus, fredag den 11. januar i Klubhuset i Adsbøl
og søndag den 13. januar i Gråsten Missionshus.
Onsdag den 23. januar møde ved indremissionær Hans Sølvsten, Sønderborg.
Onsdag den 6. februar kredsgeneralforsamling i Sønderborg. Stig Christensen, Sønderborg, taler.
Onsdag den 20. februar Danmissionsaften.
Onsdag den 27. februar møde og generalforsamling i missionshuset.
Adresser:
Sognepræst Ebbe Sunesen
Kirkevej 4, Rinkenæs
tlf. 74 65 15 50
fax 74 65 31 06
I ferier og friweekender henvises til pastor Jens Aage Helmig, Holbøl, tlf. 74 60 81 87.
Kirkegårdsleder Peter Ahlmann Kierkegaard træffes mandag til fredag mellem kl. 9.00 og 10.00 på Kirkegårdskontoret
Kirkevej 2, Rinkenæs
tlf. og fax 74 65 20 37
Organist Agnes Hansen
Primulavej 6, Sønderborg
tlf. 74 42 71 80
Menighedsrådets formand
Solvejg Kobberø
Fjordvej 13, Bækken
tlf. 74 60 81 64
Menighedsrådets kasserer
Aase Poulsen
Mågevej 66, Alnor
tlf. og fax 74 65 18 20
Kirkeværge Kaj Jensen
Nederbyvej 154, Rinkenæs
tlf. 74 65 28 19
Udgivet af Rinkenæs Menighedsråd.
Ansvarshavende: sognepræsten.
Gudstjenester
Nytårsdag 2002 kl. 14.00 i Korskirken, kirkebil
6. januar kl. 14.00 i Korskirken helligtrekongerssøndag, kirkebil Prædikant er Kai Kjær-Hansen formand for Den Danske Israelsmission. Liturg er Ebbe Sunesen
Bagefter kaffebord og møde i konfirmandstuen
13. januar kl. 10.00 i Korskirken
1.s. e. h. 3 k., kirkebil, børneprogram
20. januar kl. 10.00 i Korskirken
sidste s. e. h. 3 k., kirkebil
Derefter reception i præstegården, Ebbe Sunesen fylder 50 år
3. februar kl. 8.30 i Korskirken seksagesima, kirkebil Jens Aage Helmig, Holbøl
10. februar kl. 10.00 i Korskirken, familiegudstjeneste
fastelavn, kirkebil
17. februar kl. 10.00 i Korskirken
1.s. i fasten, kirkebil
Jens Aage Helmig, Holbøl
24. februar kl. 8.30 i Korskirken
2.s. i fasten, kirkebil
Fredag den 1. marts kl.19.00 i Korskirken
deutscher Gottesdienst, tysk gudstjeneste ved Sylvia Laue
Lørdag den 2. marts kl. 19.30 koncert i Korskirken
ved Det Kristne Gymnasiums Store Kor
3. marts kl. 10.00 i Korskirke 3.s. i fasten, kirkebil