KFUM Spejderne i Rinkenæs
250 lokale spejdere dystede
I den forgangene weekend afholdtes to konkurrencer i det naturskønne område omkring spejderhytten" Æ Fawlkjær" (Sandager, Rinkenæs).
Dels afviklede man den indledende runde i KFUM Spejdernes Landspatrulje-konkurrence (LPK eller nærmere: Danmarksmesterskab i spejdersport) for alle spejdere i Sønderjylland, dels blev der afholdt distriktsmesterskaber for ulveunger og juniorer (aldersgruppen af 8 til 11 årige). Ulveungerne og juniorerne kæmpede dagen lang, lørdag, hvor alle konkurrencer for denne aldersgrupper selvfølgelig bar præg af, at man sideløbende afviklede den indledende runde i LPK. Så der blev dystet på alle facetterne i godt gammeldags spejderarbejde. Da lørdagen var gået, blev Rød Bande fra De Rappe Spejderne i Rinkenæs Sogn udpeget som vinder. Banden/holdet bestod af Nicki Hansen, Ebbe Nielsen, Rune Lien, Anne Katrine Storm, Jonas Gram samt Camilla Hansen (banden er afbilledet i venstre side af vedlagte billede).
Spejderne fortsatte, efter at de yngre var taget hjem, lørdagens strabbadser, med en gang aftensmad på bål, der naturligvis skulle bedømmes, et aften-opgaveløb samt kl. 02.00 (vintertid) lørdag nat: et natorienteringsløb på tid. Kort sagt én stor konkurrence fra ankomsten lørdag formiddag, indtil at de skulle hjem søndag formiddag.
Alle godt trætte, blev vindere af den indledende runde i DM i Spejdersport (LPK), udpeget søndag. Endnu en lokal triumf: Vinderne blev nemlig patruljen Græsrødderne fra De Rappe Spejderne i Rinkenæs Sogn. Patruljen, der nu skal forberede sig på en dyst med landets bedste patruljer, den 22. maj 2004, bestod af Sisse Maria Buhl, Inger Sunesen, Rasmus Alnor, Casper Skødt, Helle Karkow samt Carsten Ludwigsen.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos undertegnede.
Med venlig hilsen
Karsten Gram
Forældremøde d. 4. marts 2004 i ”Æ Fawlkjær”
Trods et sparsomt fremmøde af forældre – til ca. 70 spejderbørn mødte 7 forældre op – havde vi som sædvanlig en hyggelig aften med masser af kaffe og lagkage.
Under formandens beretning blev der udtrykt stor tilfredshed med den gode opbakning, der er på avisindsamlingsdagene. Det er dejligt, at mange både børn og forældre møder op og hjælper. Ligeledes var der i 2003 mødt mange op den novemberlørdag, hvor Rinkenæs gruppens julemærke skulle sælges i Rinkenæs. Det var dejligt, at vi kunne nå rundt til alle husstande.
De forskellige enhedsledere aflagde beretning om, hvad man i øjeblikket beskæftiger sig med samt fremtidsplaner. Sommerlejrene 2004 blev også røbet. Bæver og ulve holder sammen på Rømø, og spejderne tager til Kandesteg i Schweiz.
Regnskabet, forelagt af kasser Hans Ludwigsen, blev godkendt.
Kontingent uændret 500,-kr. pr. år, som enten betales i et beløb om efteråret eller som hidtil deles med 250,-kr. hhv. efterår og forår. Hvis man vil spare turen til posthuset, må man gerne betale direkte til kassereren, blot man vedlægger girokortet af hensyn til registreringen.
Nyvalgte til Grupperådet blev Lene Storgaard og Claus Christiansen.
Genvalgt til revisorer blev Poul Pedersen og Peter Christiansen.
Grupperådet ses andet steds i bladet.
TAK til Ole Bierbaum, Lillian Ansbjerg og Mogens Laursen for deres arbejde i Grupperådet.
Marianne Ludwigsen
Fastelavn 2004
Som altid holdt vi fastelavn med tøndeslagning, boller, kakao og præmier til de bedst udklædte. Også i år havde vores børn været rigtig kreative, så at udvælge de rigtige blandt de bedste, var meget svært, men vi havde en hyggelig eftermiddag med rigtig mange deltagere.
Karna


Årets vådeste og sejeste tur for De Rappe Spejdere fra Rinkenæs Sogn
Store var forventninger, da der i januar blev uddelt indbydelser til årets vinterhike. Blev turen i år igen en tur i 10 graders frost, nyfalden sne og høj solskin ?
Så alle, på nær 1, meldte sig til turen – 21 i alt. Desuden så tog vores voksenpatrulje udfordringen op og deltog også med en patrulje.
Så lørdag den 31. januar 2004 kl. 10.00 stod alle klar ved ”Æ fawlkjær” i Sandager. Men hvor var de 10 graders frost ? Solen tittede lidt frem, og der var sne. MEN det tøede. Og hvad det ikke gjorde fra morgenstunden, det kom i løbet af turen….
Turen gik således i mere og mere tøvejr, fra Sandager via Stranderød, Rinkenæs Gl. Kirke over Buskmose til Syvstjerne i Gråsten Skov. Og turen blev mere og mere våd…
Men spejderne fra Rinkenæs er ikke kun rappe, de er også seje, så de ”kløede på med krum hals”, og var alle ved godt humør, da de nåede frem til Sydstjernen, hvor det oprindelig var planlagt, at der skulle overnattes i det fri. Men arrangørerne havde allieret sig med vores kollegaer fra FDF og havde lånt ”Æ arnstej”.
Således blev alle installeret i hytten, og der var ikke et hjørne uden vådt tøj ! Folk havde ikke kun ”vaskekone-hænder” – næh de havde såmænd også ”vaskekone-tæer” !
Aftensmaden blev velindtaget, og efter lidt hygge, var det tid til et rigtigt spændende natløb, der foregik i 2. verdenskrigs spor.
Alle patruljer var rundt i skoven, og kunne ved hjælp af de rigtige løsninger på posterne få ledetråde til at desarmere den bombe, som tyskerne havde plantet på det meget danske sted.
Hjemme igen i hytten, var der natmad, og så var de tid til ro. Men spejdere er jo ikke sådan lige trætte, så klokken blev hen ad 03.00 inden at der var ro.
Rigtige spejdere står tidligt op, så klokken 08.00 søndag morgen var der selvfølgelig morgenmad… også til de der ikke kunne passe sovepose-tiden ! En enkelt nåede da også at falde i søvn med hovedet i havregrynene…
Efter morgenmaden gik turen mod Rinkenæs, hvor turen sluttede i skolegården. Alle trætte, men en kæmpe oplevelse rigere.
På De Rappe Spejderes vegne
Karsten Gram
tropleder
Landspatruljekonkurrence
Vi startede lørdag d. 27.03 kl. 10:00 i spejderhytten. Der var mange mennesker, både spejdere, ulve og ledere. Fra Rinkenæs stillede vi op med to patruljer. Konkurrencen gik ud på at finde den bedste patrulje i vores distrikt, som så skulle gå videre til 2. del af DM i spejdersport.
Vi startede med at stille telte op, grave bålplads, lave skraldespand og pakke ud. Kl. 11:00 startede vores første løb. På det løb skulle vi bl.a. igennem en forhindringsbane, digte en sang, besvare spørgsmål, bruge førstehjælp, tegne flag, binde knob og mange andre ting. Sådan gik hele formiddagen. Ca. kl. 16:00 fik vi besked på at vi skulle være færdige med at spise og vaske op kl. 18:30, så det var bare med at komme i gang med at lave mad. Vi havde købt ind i forvejen, så vi vidste hvad vi skulle spise. Vi stegte koteletter på varme sten, lavede bagte kartofler og varmede flutes over bål. Til dessert fik vi æbler fyldt med marcipan og nødder. Det smagte vildt godt !!! Vores mad skulle bedømmes af smagsdommere, og begge patruljer fik gode point. Kl. 19:30 skulle vi på aftenløb og bagefter var der lejrbål, varm kakao og kage. Meget hyggeligt !!!
Så skulle vi i seng. Vi regnede med at vi skulle på natløb, så vi holdt os vågne i 1½ time bare for at vi kunne være de første der meldte klar. Og selvfølgelig var os fra Rinkenæs først på pletten. En leder påstod, at vi var født med støvler på. Natløbet var ikke så sjovt. Vi skulle gå fra Sandager ad Nederbyvej til Dalsgaard og med vandet tilbage til spejderhytten. Det var meget langt kl. 02:15 om natten! Vi meldte tilbage kl. 03:00 og derefter gik vi i seng og faldt i søvn efter meget kort tid. Det var koldt om natten.
Næste morgen stod vi op til solskin, cornflakes og meget kold mælk. Efter morgenmaden var der morgenandagt. Vi sang nogle morgensange og en dame fortalte om, at lige meget hvad vi gør, er der altid nogen der støtter os. Det var faktisk en rigtig fin andagt.
Vi fik at vide, at vi skulle melde klar kl. 11:15. Rinkenæs var der præcis igen, som de eneste. Posten gik ud på, at vi skulle løse en morse- og en AK-kode. Begge koder skulle afleveres sammen med en kuvert med opgaver.
Vi pakkede telte sammen og ryddede op på vores lejrplads. Kl. 12:00 blev alle patruljer kaldt sammen. Det skulle afgøres hvem der havde vundet 1. del og skulle gå videre til 2. del af DM i spejdersport. Spændingen steg! Den ene patrulje fra Rinkenæs, Radisserne, fik en rigtig flot 4. plads. Den anden patrulje fra Rinkenæs, Græsrødderne, fik en flot 1. plads. Græsrødderne går videre til 2. del af DM i spejdersport den 22.-23. maj.
Det var skide fedt at være med!!! Det har været en kæmpestor og meget sjov oplevelse for os alle sammen! Vi glæder os vildt til 2. del af DM i spejdersport.
Sisse Maria.
Weekend kursus for KFUM spejderledere.
Det stod i uddannelsens tegn da 5 spejderledere fra KFUM spejderne i Rinkenæs i weekenden den 12. – 14. marts var på Stevninghus. De 3 af os var der for at lære noget, en for at undervise, og den sidste var ansvarlig for hele arrangementet. Vi mødtes med 90 andre fra Vest – og Sydjylland, der havde fået samme ide. Hurtig blev vi fordelt ud på de linieuddannelser, vi havde valgt. Selv om kl. var 20 fredag aften, var det ingen kære mor, undervisningen gik i gang med en blanding af teoretiske og praktiske opgaver. Vi blev inddelt i patruljer, hvor patruljen jeg var i kom til at hedde Sortfødderne, og det blev fejret med en regndans. Senere mere sang og guitarspil, i seng kl. … puha for sent! Morgensang og flaghejsning kl. 8 lørdag. Nu hævnede regndansen sig, det var begyndt at regne. Morgenmaden var knapt spist før undervis-ningen begyndte. Her fik man fyldt godt på med nye ideer og tanker til at bruge i det daglige spejderarbejde. Utroligt hvor gode underviser man kan finde, og de gør det gratis! Vores regndans var virkeligt lykkedes, det regnede til langt hen på eftermiddagen. Alle skulle nu lave cowboyhat – hvad havde de nu for – jo der blev budt til cowboyfest. Karsten Gram som sherif i rødt cowboy undertøj bød velkommen – virkeligt et ømt syn, men så skulle I bare have set Torben Schütt udklædt som KO! Han var dog forsvundet, da aftenens overraskelse Linedanse med boots all over fra Kværs fik os til at svede, puste og grine på samme tid. Herefter var det hygge og i seng – dog knap så sent. Klatøjet og i tørvejr blev flaget hejst søndag. De kæmpede bravt med at putte det sidste ind i hovedet på os i løbet af formiddagen. Med oprydning og rengøring som hjælp, blev den sidste rest af træthed fordrevet. Der blev taget afsked. Turen hjem blev med tanker om de nye ideer der skulle hjem og prøves af. De bedste spejderhilsener Bjarne Pedersen
L.P.K 2004
Den 26./3. ankom vi til hytten ”Æ fawlkjær” i Rinkenæs. Denne weekend havde mange, ivrige, spændte juniorspejdere set frem til i lang tid. Dette var weekenden hvor det skulle afgøres, hvem der var distriktets bedste patrulje. Hele to patruljer fra Rinkenæs stillede op. Radiserne bestående af Anita, Per, Judy, Søren, Mads og Kristoffer. Og Græsrødderne med PL Sidse. ”Nydam distrikt” var samlet;
Dagen startede med et løb. Dette varede ca. til klokken 17:00, hvor vi alle fik at vide, at nu skulle der laves mad over bål. Alle patruljerne fik en opskrift udleveret og så gik man i gang. Uheldigvis for os, havde vore ledere fået en forkert opskrift. derfor lavede vi ikke helt det samme som de andre patruljer. På trods af denne mindre fejl, fik vi toppoint. ( og vores dessert, hvilket var æbler med marcipanfyld, var den absolut bedste!) Vores PL, Sidse, fik den geniale ide at desserten skulle skildres som forår.. dommerne værdsatte også dette påfund. Da alle patruljer havde lavet maden og dommerne havde smagt, spiste vi selv.
Efter opvasken, var der et ”lille” aftenløb på halvanden time. Måske meget for almindelige mennesker, men en ren skovtur for unge spejdere.
Vores patrulje klarede sig glimrende, på trods af en mindre skade hos en af vore medlemmer. Men vi holdt sammen som en patrulje, og selvom vi ikke kom først, fik vi mange point for at have hjulpet og støttet hinanden. En af de vigtigste ting i spejdersport er jo også teamwork, hvilket vi havde meget af.
Da klokken blev 24:00, var det meningen at vi skulle være gået i seng. MEN.. Græsrødderne blev oppe, til vi til sidst bogstaveligt talt blev smidt ind i teltet af lederne, fordi vi var ”lidt” højrøstede.. Vi havde luret at vi skulle på et natløb. Og ganske rigtigt; Da vi havde ”sovet” en times tid, blev vi vækket af en fløjte.
Det har sikkert været et fornøjeligt syn at se alle os trætte spejdere stå og fryse. Og søvndrukne måle ud på kortet, hvilken vej vi skulle..
Da vi endelig var klar til at gå, (eller løbe) blev jeg vågen igen..
Vi nåede til Dalsgård og skulle fortsætte langs med gendarmstien. Nede ved vandet var der utroligt stille.
Da vi vendte tilbage til vores telte, var fuglene begyndt at kvidre, og i det spæde morgengry vendte vi trætte og forfrosne tilbage til vore soveposer.
Klokken 08:00, blev vi igen vækket af den mest irriterende skingre fløjte!
Den 27./3. gik med at pakke, og klokken 11:45, kom det, vi alle ventede på: Nu skulle det endelig vise sig hvilken patrulje der var mest kvalificeret til at gå videre til den store konkurrence på Houens Odde.. Alle holdt vejret.. og da vinder- patruljen blev afsløret, jublede vi! Vores patrulje havde kvalifikationerne til, at komme med til det ”endelige opgør”. Og det siger ikke så lidt.
Klokken tolv præcis blev pokalen overrakt og vores PL Sidse, tog imod den med et stort smil. Efterhånden som de næste minutter gik, blev alle spejdere hentet..
Denne konkurrence kan varmt anbefales at tage del i! Det er en stor oplevelse som alle spejdere skulle tage at komme med til! Selvom man ikke vinder, får man én på opleveren.. J
(Indbyrdes i patruljen kom vi rigtig godt ud af det med hinanden. Vores patrulje bestod af seks unge friske spejdere; Sidse, Carsten, Rasmus, Inger, Kasper og mig selv. Tilsammen var vi de berygtede ”Græsrødder”, og inden LPK var slut, kendte alle deltagende patruljer os.. J )
Skrevet af Helle Karkov (Rinkenæs gruppe) 15år
HAR DU LYST TIL AT VÆRE SPEJDER???
Så mød op i ” Æ FAWLKJÆR” Sandagervej 3, Rinkenæs
ENHEDSLEDERE OG MØDETIDSPUNKTER:
BÆVERE:
Børnehaveklasse og første klasse
Mandag 17.00-18.30
Henriette Colstrup…………………………………. Tlf: 74 65 16 48
ULVE:
Fra 2 – 4 klasse
Onsdag 18.30 – 20.00
Karna Hansen……………………………………… Tlf: 74 65 33 34
SPEJDERE:
Fra 5 – 10 klasse
Tirsdag 19.00-21-00
Karsten Gram………….………………………………Tlf: 74 65 44 44
ROVERE:
Over 18 år
Egen mødeplan
For tiden ingen ledere….