Rinkenæs frivillige Brandværn
Parkkoncerterne…..
Årets samarbejde med Borger og familieforeningen og RUIF begyndte igen i år til Sankthans, idet vi også med hjælp fra KFUM spejderne stod som arrangør af Sankthans aftenen i spejderhytten. Parkkoncerterne i Gartnerslugten var igen i år 6 underholdende aftener hvor RUIF stod for salg af øl, sodavand, is og slik. Hver aften var vi på plads for at sælge grillpølser. Hver aften var der rigtig mange tilskuere, vejret var godt og stemningen var høj – en stor succes igen i år.
Aktiviteter i efteråret …..
Søndag d. 14. juni deltog 4 mand herfra i den traditionsrige brandværnsmarch. Det var i år Tønder friv. Brandværn der stod som arrangør. Marchen på 10 km. førte os rundt i det flade land omkring Tønder, en fin tur der sluttede på brandstationen efter 2 timer.
Vore øvelser begyndte efter sommerferien d. 5. august. Der er planlagt øvelser resten af året med ca. 3 ugers mellemrum.
D. 3. oktober afholdes det Sønderjyske brandværnsstævne i Tønder hvor vi deltager med en delegeret.
Åbent hus d. 19. september…..
Lørdag d. 19. september afholder vi ligesom alle andre brandstationer i Sønderborg Kommune et åbent hus fra kl. 11.00 til kl. 15.00.
Det endelige program er ikke helt på plads endnu, men i løbet af dagen vil vores brandværnsorkester underholde og fortælle om deres aktiviteter.
Der vil være mulighed for at nyde en grillpølse eller en kop kaffe.
De forskellige typer materiel kan afprøves, prøv at slukke en lille brand, du kan også bare kigge på bilerne og få svar på dine spørgsmål.
Hold derfor øje med lokalaviserne, der vil komme nogle artikler om brandmænd i ugerne op til åbent hus arrangementet og der vil også være omtale af vores arrangement i Rinkenæs.
Formålet med åbent hus arrangementet er blandt andet at gøre opmærksom på at vi som alle andre brandværn i kommunen er frivillige. Det betyder at alle brandmænd har et arbejde at passe som vi forlader når der indløber et opkald om hjælp.
Desuden vil vi her i Rinkenæs også gøre opmærksom på at vi gerne vil have nogle nye brandmænd (m/k) med i vore rækker så vi også fremover kan yde den hurtige hjælp til borgerne her i sognet.
Alle er meget velkomne til at komme forbi for at besøge os på brandstationen, Nederbyvej 159 i Rinkenæs.
Du kan allerede nu få mere information om brandværnet ved at ringe til Kim Hansen på 74 65 28 98, du kan sende en e-mail til rfb@jyde.dk eller finde os på Internettet på adressen: http://www.rinkenæs-brandværn.dk/
Hvis du er uddannet ved beredskabsstyrelsen eller har gennemgået brandmandsuddannelsen inden for de seneste 5 år kan vi tilbyde dig at vedligeholde din uddannelse her i brandværnet. Bare kontakt os for at få mere informationer.