Nyt fra Brandværn – Nov 2010

Rinkenæs frivillige Brandværn

Brande siden sidst…..

Søndag d. 8. august kl. 07.39 blev vi alarmeret til Benniksgaard Hotel. Det automatiske alarmeringsanlæg var blevet påvirket af damp fra en vandkoger på et værelse. Der blev luftet ud på værelset og de fremmødte brandmænd derefter blev budt på morgenmad. Tak for det.

Onsdag d. 29. september kl. 12.54 lød alarmen fra Dalsmark Plejecenter. Her var der kun tale om en alarm pga damp fra en kaffemaskine så vi kunne hurtigt returnere.

Aktiviteter…..

I forbindelse med kloakeringen på den øverste del af Nederbyvej og ved brandstationen blev vi nødt til at finde en ny brandstation. Her var Hans Jakob Thaysen meget velvillig og vi kunne fra d. 6. september til d. 7. oktober rykke ud fra brandstation 2 på Sandagervej. Tak til Hans Jakob for husly.

Vore udendørs øvelser stopper i midten af november.

Vi holder en beskeden julefrokost med et par stykker smørrebrød i december måned.

Vores fremtid…..

Der vil når dette læses være truffet en beslutning om brandværnet skal lukke eller kan fortsætte på en eller anden måde. Byrådet har punktet til behandling på mødet d. 13. oktober. Men det har du jo sikkert læst og hørt i dagspressen og medierne.

Brandmand for en dag…..

Der er på landsplan mangel på brandmænd. Derfor er der oprettet en hjemmeside som fortæller lidt om det at være brandmand og hvordan du bliver det. Besøg siden på http://www.blivbrandmandnu.dk/ og kig på det. Der er et landsdækkende arrangement d. 6. november under mottoet ”Brandmand for en dag”. Der lægges op til at du kan besøge brandstationen og prøve noget af udstyret og tale med brandmændene. Hvorvidt vi her i Rinkenæs er med på dagen afhænger nok lidt af afgørelsen som omtalt foroven. Hold øje med dagspressen / ugeavisen for at blive opdateret.

Som alle år ved denne tid…..

Vi nærmer os jo tiden hvor der er hygges indendørs med stearinlys o.s.v.

I den forbindelse vil vi gerne bede alle vore læsere om at tænke på brandfaren ved levende lys og grandekorationer. Husk at slukke levende lys når i forlader værelset, hæng ikke papir, gran og lign. så flammen kan nå det.

Vær særlig varsom med at bruge gelélys og fyrfadslys, begge kan blive så varme at hele lysoverfladen brænder.

Det er også en god ide at have vand i nærheden af dekorationen, en danskvand der rystes kan også være en effektiv ildslukker.

Det er vores håb at alle vil passe på med fyrværkeri, også til nytår, det er jo især stråtækte huse, lader og oplag med hø og halm der er meget udsatte for brandfare.

Det er for øvrigt forbudt at afbrænde raketter mindre end 200 m. (400m. i vindretningen) fra sådanne huse.

Husk din røgalarm…..

Husk at få skiftet batteri i røgalarmen. Gør det en gang om året, dog senest når alarmsignalet begynder med korte pip med ca. 1 minut imellem. Batteriet er et ganske almindeligt af typen 6F22 eller blot 9 volt.

Hvis du ikke har en røgalarm, opfordrer vi dig til at anskaffe en eller flere. Husk at sætte den op, den virker ikke når den ligger i indpakningen!

De sidste år har der været omkring 90 personer hvert år der indebrændte, mange kunne være reddet af en røgalarm!

Til slut takker Rinkenæs Frivillige Brandværn for den store støtte vi får fra vore passive medlemmer, og vi vil allerede nu ønske alle borgere i vores

slukningsdistrikt en glædelig jul og et godt nytår.

På brandværnets vegne

Kim Hansen

Brandkaptajn

Efteråret i Brandværnsorkesteret.

Efter velfortjent sommerferie mødtes vi igen i august til vore øveaftener. Den 4. september spillede vi til Stevning ringridning. Der var ikke så mange ryttere, men vejret var godt og humøret højt, så det var en fin afslutning på ringridersæsonen.

Vi skal holde vort årlige møde først i oktober, der plejer brandkaptajnen også at deltage. Vi afventer, hvad han kan fortælle vedrørende de nye planer for brandværnet, og hvad det har af betydning for os.

Det har været et godt år for orkesteret. Godt kammeratskab og gode øveaftener. Vi har haft mulighed for at vise, hvad vi kan, ved de forskellige arrangementer. Det er en fælles glæde, når anstrengelserne giver et resultat, vi er tilfredse med.

Desværre har flere af vore musikere været ramt af alvorlig sygdom, og nogle er stadig "sygemeldte". Dem savner vi og håber, at de får lyst til at deltage igen, når helbredet tillader det.

Vi glæder os til at tage hul på en ny sæson og er godt i gang med at øve til julekoncerten. Det bliver d. 9. december i Rinkenæs korskirke. Se nærmere i Ugeavisen, når den tid kommer.

Rinkenæs frivillige brandværnsorkester går ind i sit 120. år som et godt spillende orkester. Der er altid plads til een til, så vi håber, der er nogle, der læser dette, og får lyst til at spille med. Kan du spille efter noder, så ring og aftal et besøg en torsdag aften, hvor vi øver. Så kan du se, om det er noget for dig.

Har du brug for musik til et arrangement eller har lyst til at spille med så kontakt: Henrik Paulsen, tlf.74 65 38 76.

På orkesterets vegne Inge-Lise Rasmussen.